Skip to main content
Category

Uncategorized

20 års freestyle

By Uncategorized

Lige tre “nye” videoer fra hver sit årti.  Fællesnævneren er freestyle. Jeg laver aldrig det samme, og alligevel laver jeg nøjagtig det samme som for tyve år siden.

Video nr. 1:

For en uge siden besøgte jeg Youtube-programmet Op I Huset, hvilket der kom denne video ud af! Skud ud til Mati og Dr. Keiff!

Video nr. 2:

Efter præcis TYVE års venten er optagelsen af den første organiserede freestyle-battle-turnering i Danmark og den direkte forløber til MC’s Fight Night, DE 8 BEDSTE, er netop kommet online! Se de nostalgiske nosseslag her.

Video nr. 3:

For præcis 10 år siden var jeg med  Frank Hvam rundt på en kæmpe DK tour med hele 113 jobs. Jeg har netop uploadet denne video, der lå som bonus-materiale på den DVD som Frank sendte ud i sin tid.

20 år siden… 10 år siden… og i dag! Freestyle for evigt – P!

INVITATION TIL MUSIKVIDEO, KONCERT OG LYDCYKELPARADE

By Uncategorized

Jeg har fået den tossede og ambitiøse ide at lave en “lydcykelparade” hvor jeg sammen med mit live-crew (DJ og blæser-trio) går i optog gennem hele Nørrebrogade og fylder hele gaden med musik fra fem lydcykler! Hvad en lydcykel er? Se billedet.

De kan spille HØJT. Og ja – det hele er clearet med kommunen…! Vores parade bliver så til en ny musikvideo! Hele dette indlæg har eet formål, nemlig at spørge: vil du være med i den???

Alle aldre, farver, køn og typer er velkomne til parade og video-shoot – og efterfølgende koncert. Optagelsen er i morgen søndag fra kl. 14 til 17 hvor vi mødes kl. 14 for enden af Dronning Louises Bro (mod Nørreport), og festen munder ud i koncert med Per Vers feat. DJ Turkman Souljah og The Messing Link (blæsertrio) på Den Røde Plads kl. 17..30!

Jeg spiller nemlig koncert til Bilfri SøndagNørrebrogade i København. Det er den ene dag om året hvor Nørrebrogade er spærret helt af for trafik, og de lokale fylder den med boder af alle slags. Og hvor vi så også fylder den med god musik!

Det er kun de fem lydcykler der må være på hjul – så alle vi andre er fodgængere!

Hvis man er interesseret, skal man melde sig hos min koordinerings-kaptajn Annaannalibakpedersen@gmail.com! Man får “en lille ting” med hjem som tak for tiden…!

Kan vi samle 10 mand? Eller 100? Det er jeg meget spændt på. Del meget gerne denne opfordring på dine sociale, så vi kan blive talstærke og lave noget love og noget larm!

Her kan du se den lydcykel som Turkman Souljah kommer til at scratche på.

Smugkiks

By Uncategorized

I denne weekend havde vi det sidste show med holdopstillingen fra Knust Kunst Tour. Det var pà GrimFest i Aarhus, og Gaffa elskede det til 5 stjerner!

I den forbindelse vil jeg gerne dele “Smugkiks” med jer. På hele touren har vi spillet det samme ‘hjemmelavede’ timelange mix af hel rigtig musik op til showstart. Det er dette mixtape jeg nu offentliggør under titlen Smugkiks. En samling svedige danske sange, der ikke ligger på Youtube eller Spotify, men kun findes på vinyl og derfor kun kan nydes af en forsvindende lille del af det danske musikpublikum. Hvilket er en alvorlig skam

I arbejdet med Knust Kunst er det nærmest blevet en besættelse at finde fede danske plader, der aldrig er kommet med over i den digitale tidsalder. Dette er altså perler fra min pladesamling som alle godt kunne samples og blive til nye rap-numre, men som her serveres ‘råt’ som de var. 

(Hvis du ikke kender til Knust Kunst – så er det mit seneste album, hvor alle sange bygger på et dansk nummer, i de fleste tilfælde ‘glemte’ sange, som jeg har fået lov til at sample – albummet kan lyttes her

Disse er blandt de bedste, og der er flere “Smugkiks” volumes på vej med forskellig overskrifter. Den første kalder jeg “Hittegods”, hvilket betyder funky sange med catchy omkvæd, der i en perfekt verden blev skrålet med på af alle når de blev sat på til fest – men som i den virkelige virkelighed er totalt ukendte.

Her kan du se tracklisten og credits – og tryk HER for at lytte til Smugkiks

Uheldige Svin

By Uncategorized

Sidste udspil fra KNUST KUNST

En helt særlig griset video til en særlig udgave af “Uheldige Svin”. Tak til Rune Friborg og hans kæmpe hold for en vild indsats!

Websitet knustkunst.dk forbliver åbent, og fortsætter med at være en helt særlig måde at opleve Knust Kunst universet på.

 

I SKU’ SE

By Uncategorized

Endelig er dette nummer ude, som Esben og jeg kæmpede længe med. Dette er nok den femte udgave af dén sang! Samplingen af Marie Key der synger at “I sku’ se Per danse” var genial, men det var en kamp at naile den. Vi måtte indkalde Bastian Sjelberg på bas, Daniel Muschinsky på keys og Jacob Gurevitsch på guitar een gang til. Og for at de skulle blive RIGTIG disco ringede jeg efter hjælp hos Davide Rossi der lagde de sygeste strygere på og Soulkoret Shiva med de helt rigtige halvfjerdser-vokaler. Og SÅ var den der. Og nu er der video til!

TAK til hele video-holdet for storslået indsats! Steen Koerner for instruktion, Topper for filmning, Martin Jensen for klipning – og til de dansende pensionister, de ditto børn og Marvelous Mosell på gæste-running man!

Se videoen-bagom-videoen om den lidt specielle tilblivelse….!

Sådan har jeg ALDRIG lavet en musikvideo før….! Ude i morgen…!

Slået op af Per Vers i Onsdag den 8. august 2018

Her er den officielle pressemeddelse til singlen og videoen:

I SKU’ SE

“Vi ‘ikke født til at være perfekt
vi ‘født til at være ægte, bevæg din vægt
Acceptér den cookie
og skyd skylden på den boogie…”

I SKU’ SE er en hyldest til det uperfekte – om at gøre det grimt og gøre det alligevel.

Det er Per Vers i en helt ny lydkulisse – soulfuld halvfjerdser-disco med kæmpe kor og store strygere. Den tungetwistende tekst flyder over af selvironi i den seriøse sags tjeneste – at livet er for kort til selvhøjtidelighed.

“Groovet gør at jeg glemmer at jeg ‘usikker / så jeg danser som om ingen kigger”

Omkvædet leveres af en stemme de fleste danskere nok kan sætte ansigt på. Som fællesnævner for hele Pers længeventede albumprojekt “Knust Kunst” som er ude 7. september, bygger også dette nummer på en sampling af en dansk sang.

De hidtil udgivne sange – “Ha’ Det Så Ungt” (marts), “I Dag” (maj) og “Målløs” (juli) har skiftevis bygget på virkelig obskure, glemte vinylplader og mere kendte stemmer og hits. Førstnævnte på Annisette Koppels debutsingle som 16-årig, der kun findes på syvtommer, og sidstnævnte på det glemte Aarhus-hippie-orkester Janus & Venner. Den midterste tog sit forlæg i et velkendt hit, Carpark Norths “Transparent & Glasslike”. Her kommer inspirationen fra en mellemting – kunstneren er en af tidens største popnavne, men sangen er en overset juvel fra før hun blev landskendt.

Per Vers sad i sin tid og hørte Marie Key synge i en kirke på Nørrebro før hun havde en plade ude, og da hun nåede til en guitar-ballade om Pers navnebror, en lille dreng der gerne vil gå til dans – (sangen hedder simpelthen “Per”) – vidste han straks at DET måtte han da sample. Et års tid senere kom debutpladen fra Marie Key Band, Per fik et ja til at sample “Per” og fik acapella-sporene tilsendt, så der var fri leg med Maries stemme.

Den karakteristiske Key-vokal bliver nu sat i et dyrt lydende dansabelt univers, der mod slutningen tipper over i moderne trap.

“Og der ingen Nobelpris
hvis du afslører at jeg ikke har hofter som Elvis
De står og snapper selfies
med min bækkenbund som baggrund så’n helt tilfældigt”

Det fyger med avancerede rim og referencer i et tårnhøjt tempo med en Per V i topform. Blandt meget andet bliver Marvelous Mosells “Den Bedste Danser” citeret – og med vanlig Vers-sans for detaljer, så dukker Mosell da selvfølgelig selv op og leverer linien, både på nummeret og i videoen.

Den dertilhørende musikvideo er i øvrigt noget for sig. En af DK’s bedste breakdansere nogensinde, “Boogie Steen” / Steen Koerner, blev indkaldt som instruktør, og Steen valgte en usædvanlig taktik: at ringe til Ældre-Sagen og få oprettet et hold af pensionister der ville lære Steens specialiteter, popping, locking og tutting – udelukkende for at kunne slutte det tolv uger lange træningsforløb med at blive stjerner i denne musikvideo!

Hele Knust Kunst er produceret af Esben “ES” Thornhal, og således også I SKU’ SE. Det store kor der vrikker med stemmebåndene nummeret igennem er det ti mand m/k fra Soulkoret Shiva, og prikken over produktionen, det flotte strygerarrangement, er spillet og komponeret af Davide Rossi, der tidligere har stået for strygere hos alt fra Coldplay til Alicia Keys. Altsammen for at gøre det umuligt at stå stille…hvor grimt det end måtte være…!

“Så bare ta’ bedler
jeg har moves der veksler mønter til sedler
Pas på, det ka’ gi’ øjencancer
deres glugger dugger når jeg danser”

Håber I ka’ li’ det derude!! Her er links til streaming, incl. Soundcloud: TRYK HER. – P

I Dag

By Uncategorized

Så er der ny sang – TRYK HER for at streame “I Dag”.

Her kan du se Anders Ladegaards supervilde lyric video til nummeret!

Jeg ringede selvfølgelig til Anders fordi jeg synes han var dygtig – det kunne jeg jo se på hans videoer for Peter Sommer, De Eneste To, Michael Falch osv. Men han overgik alligevel mine høje forventninger med en superskarp sans for stemning og detaljer, med en arbejdsindsats og et timeforbrug langt ud over rimelighedens grænser. Tak!

“I Dag” indeholder en masse småbidder af Carpark Norths “Transparent & Glasslike” fra 2003. Det er altid MEGAspændende hvordan folk reagerer når man piller ved deres kunstneriske hjerteblod. Herunder kan du se Carpark North blive udsat for “I Dag” for første gang – uden at vide hvad det er de skal høre… !

“I Dag” er en sang om den negative selvsnak der kører i mit hovede. Og som jeg tænker måske også kører i dit hovede, med mindre du er en meget dygtig buddhist-munk. Du ved – det evige ekko af negativitet der bliver råbt lige i røven på enhver umiddelbar, uforsigtig livsglad tanke.

Men det er ikke altid indbildning – der findes jo dage der vitterligt er bygget af lort. Problemet er så at min pessimistiske side hver gang prøver at overbevise mig om at denne gang er det nok en permanent tilstand. “I Dag” handler om at at stå midt i en af de sorte dage og minde sig selv om at det siger ingenting om i morgen, hvor kompasset og mundvigene kan vende den anden vej. Et nummer om at nægte at putte flødeskum ovenpå lorten for at få det til at ligne lagkage på Instagram.

Jeg blev interviewet til Gaffa om nummeret og videoen, og det kan læses her.

Coveret til singlen er tegnet af fantastiske Dan Lish.

Håber du kan relatere til resultatet! Vi slutter med Playgrounds pressemeddelelse:

Per Vers pløjer sig i 2018 igennem en række danske plader der samples, skæres i stykker, og sættes sammen igen med et ordentlig skud raplyrik. Projektet kaldes ”Knust Kunst” og udkommer som album til september, og nu er det tid til en smagsprøve. På “I dag” er det Carpark Norths legendariske gennembrudssingle “Transparent & Glasslike”, der bliver genskabt. Shaka Loveless lader sin højtflyvende stemme løfte omkvædet.

De fleste af numrene ”Knust Kunst” bygger på danske vinylplader, der er gemt og desværre glemt af de allerfleste. Men her er der altså givet lov til at lege med et vaskeægte hit, der ligger som en ond, boblende elektronisk sovs under Per og Shaka. Originalens ikoniske hook ligger dybt dernede og kan genkendes i brudstykker men kommer frustrerende nok aldrig frem i sin helhed, og den manglende melodiske forløsning underbygger den knugende stemning som producer Es dygtigt har malet frem i sit musikalske univers.
 
“I Dag” er det mørke modstykke til den livsglade Annisette-samplende førstesingle “Ha’ Det Så Ungt”. Pers tekst beskriver hvordan vi hver dag vågner til en virkelighed, vi ikke skal bilde os ind, vi kan kontrollere. Men vi kan se hver dag som den er, og afgøre om den skal give medvind eller yde modstand. “I dag bliver en god dag!” bliver der råbt igennem begge vers, og hver gang svaret ” …eller en dårlig.” 

Pinefuldt køligt leveret af en raplyriker med stort overskud og ærlighed. 

 

Knust Kunst 2018

By Uncategorized

Det var en hård omgang. Men nu er KNUST KUNST endelig færdig. Tolv sange der alle bygger på samples fra danske plader. Vinylen på vægtstangen er Annisettes debut-single fra 1966 – “Livet Er Nu” – det er den skive der danner grundlag for det første nummer vi sender ud i det nye år.

Jeg vil ikke fortælle så meget om indholdet på pladen endnu. Bare lige dele et billede fra sidste dag i studiet. Fire år (!) efter vi indspillede grundspor, sluttede vi meget passende med at få introen i kassen. Jeg havde et filmklip i hovedet der desværre ikke fandtes i virkeligheden. Det var Erik Clausen og Anders W. Berthelsen jeg hørte for mig. Jeg var så heldigvis at de godt gad bruge en formiddag på at indtale 30 sekunders lyd – så albummet kan starte lige præcis sådan som jeg hørte for mig.

Manden til højre er Esben “ES” Thornhal, produceren af hele albummet, og jeg kan umuligt takke ham  nok for al den hjerte og sjæl han har lagt i dette arbejde.

I dag ryger hele albummet til mastering i L.A. hos Big Bass Brian, der har mastereret alt fra “Straight Outta Compton” til “Good Kid, M.A.A.D. City”. Det er en vild fornemmelse. Nu vil jeg gå på juleferie, logge af og glæde mig helt utroligt meget til at slippe Knust Kunst løs i 2018!!!

Glædelig jul!! ://PV://

Tak For Kaffe

By Uncategorized

Den brune drue. Institutionsbenzinen. Den kommunale crack. Vores samfunds sammenhængssaft. Denne uges TEMALØRDAG på DR2 handler om KAFFE, og jeg blev sjanghajet som programmets gennemgående figur.

Det gik umiddelbart meget godt, vi kom vidt omkring og resultatet blev både morsomt og meningsfyldt – synes jeg i hvert fald selv. Du må selv vurdere min debut som TV-vært – der er et stort fedt lækkert link til det én time lange program nederst i denne blogpost.

Grunden til produktionsholdet spurgte mig var selvfølgelig min gamle kaffeklassiker, min kopsang der nærmest blev en popsang, nogen ville kalde det en evergreen men det korrekte ord er selvfølgelig everblack – Black Power. Vi indspillede faktisk også en akustisk live-udgave af nummeret til programmet, som desværre ikke kom med. Men så er det jo godt jeg kan præsentere den som eksklusivt bonus-materiale her på siden:

Så er det på lørdag at jeg er vært på TEMALØRDAG om KAFFE på DR2. Titlen er "TAK FOR KAFFE". I løbet af programmet fremfører jeg selvfølgelig min gamle koffeinholdige klassiker "Black Power". Jeg hookede op under mit nye live-hold og lavede en akustisk version som vi her har fået lov til at snigpremiere. Del gerne, og tag en ven der holder af en kogende kop optur. Håber rigtig mange vil se med på lørdag!

Slået op af Per Vers i Mandag den 13. februar 2017

 

Lidt ekstra egenproduceret bonusmateriale der også vil fungere godt som opvarmning til selve programmet er disse fire mini-videoer (under 1 minut hver) med forskellige kaffe-relaterede citater fra verdenshistorien – lige fra Piet Hein til Paven. Sig ikke vi ikke gør os umage her på PER TV!

Se dem her: Video 1 – Video 2 – Video 3 og Video 4.

Og så til aftenens “main feature” 🙂

Vi brugte 10 optagedage til de endelige 63 minutter. Vi kommer vidt omkring:

…ja, selve papskiltet blev klippet ud, men vi nåede omkring alle programpunkterne! Blandt meget andet snakker jeg med the legendary Daimi om hendes Blå Cirkel-reklamer fra tresserne – hvorefter vi nedsvælger en Blå Cirkel fra 1971…!

…og jeg lærer at lave mad med kaffe som ingrediens af kongekokken Martin Guf – eller “Guf The Cock” som en starstruck Pelle Hvenegaard kaldte ham i en genial hjerneblødning, da Martin skulle lave mad til  50 Cent i Go’Morgen Danmark…

…men det kan du jo se selv via linket nederst. Min Black Power kop som du ser på alle billederne her ovenover har en ‘hovedrolle’ i programmet. Den har været udsolgt for evigt, men nu bliver den tilgængelig igen for en kort bemærkning. Du kan også købe den dope KAFKOP shirt jeg har fået lavet:

I aften kl 20 ruller DR2’s Temalørdag om KAFFE – jeg er vært, og min Black Power kop har en ‘hovedrolle’ – den har været udsolgt for evigt, men nu bliver den tilgængelig igen for en kort bemærkning. Samtidig har jeg fået lavet denne dope KAFKOP shirt.Vi kører begge dele som et super limited 24 timers tilbud – dvs. der bliver samlet bestillinger ind fra de vågne i bare eet døgn, og så trykker vi præcis dét antal kopper & trøjer som I first-movers måtte ønske – og derefter er det bare ærgerligt (for de andre)… :D Butikken er åben fra NU – og lukker søndag kl. 20! -> www.runforcover.dk/kafkop

Slået op af Per Vers i Lørdag den 18. februar 2017

 

Men det meget limited 24 timers tilbud lukker altså for evigt i aften kl. 20! Så køb din kop og/eller T-shirt inden da på www.runforcover.dk/kafkop

Og er det tid til “TAK FOR KAFFE” – DR Temalørdag om kaffe. Værsgo at trykke her: GO’ FORNØJELSE.