Knust Knust
2025
20 år efter debuten er den prisvindende rapper mere aktiv end nogensinde – med både roste udgivelser og genrenedbrydende samarbejder. På sit nye album KNUST KUNST 2 træder han i karakter som musikarkæolog og skaber nye numre fra støvede danske lakplader.
“Af ord er du kommet, til ord skal du bli’e
blendet med beats fra vores lille kongerige”
Per Vers er tilbage med et nyt værk, der endnu engang dykker dybt ned i den danske musikhistorie. Han fejrer alt det glemte guld, der stadig ligger gemt på grammofonplader, og som aldrig er blevet overført til streamingalderen. Sjældne, støvede og skæve skiver, som nu bliver genfødt med Per Vers som analog audioarkæolog. ‘Knust Kunst 2’ er opfølgeren til det bredspektrede og ambitiøse albumprojekt, der startede i 2018.
“De sagde den danske sang er en ung blond pige
for mig var hun en zombie, et levende lig
Jeg var en firserbaby, midt i den kolde krig
og dét var et grimt årti
Dansk musik var Anne, Sanne, Hanne og Helmig
det var ikke min kop te eller top ti
Alt hvad jeg ku’ li’ var fra NYC
indtil jeg diggede dybt i den diskografi”
Og nu, 30 år efter at Per Vers som preteen skrev sin første tekst og 20 år efter debutalbummet, er den prisvindende sønderjyske super-MC mere aktiv end nogensinde. Samarbejderne tæller blandt andet Bodil Jørgensen, Allan Olsen, Katinka, Geoff Barrow fra Portishead og J. Dilla. Altsammen inden for de sidste tre år. I 2023 modtog Per Vers også GAFFA-Prisen for Årets Danske Hiphop-udgivelsen for albummet ‘Sidste Omgang’.
Med ‘Knust Kunst’ er der åbnet op for en ny kreativ åre, hvor sample-æstetik, poetiske tekster og samspil på tværs af tid mødes i en form for hiphop, der ikke minder om noget andet i hverken ind- eller udland. ‘Knust Kunst 2’ er et samarbejde bygget på et simpelt dogme: Én gammel dansk plade bliver til musikken på et nyt nummer, hvor Per Vers blander sig med sin stemme. Ingen yderligere tilsætningsstoffer er tilladt.
På ‘Knust Kunst 2’ er der skåret helt ind til benet – og Per Vers holder det så simpelt, man kan i hiphop-land. 1 rapper, 1 DJ. En moderne musikproduktion kan nemt indeholde 100 spor – her består hvert nummer af to! Som Per Vers siger på det nye album:
“Det her er vores legestue for lak og lyrik, pladespiller og poesi, vinyl og vokal. Alt det, du hører lige nu, kan vi lave live, kun med to grammofoner og en mikrofon. Ingen overdubs, ingen effekter, ingen efterbehandling, ingen studietricks.”
For det første kræver sådan en regelsætning 12 unikke danske numre, der kan rappes ind over præcist, som de er. Og her har Per Vers gravet 12 skøre, skønne skæringer frem, med udgivelser fra 1969 til 2007 og med obskure navne som Valdemar’s Orchestra, Det Blå Skrig, Hermann Brysch, Fleur de Lis og Snake & Jet’s Amazing Bullit Band. Og ja, selv Jørgen Wedege – der ellers kun er kendt og Jamaica-sangen og dermed er indirekte skyld i Kombardo-sangen – kan blive til smuk rap-musik.
For det andet skal pladerne i hænderne på den helt rigtige DJ. Og så er det jo heldigt, at Per Vers’ mangeårige musikalske makker er DJ Turkman Souljah. Han er en ener på den danske musikscene, og udover at være Danmarks mest vindende i både danske og internationale DJ-konkurrencer, er han formodentlig også verdens eneste indehaver af en Ph.d i musik med pladespilleren som hovedinstrument. Sammen tager de lytteren med på en rejse i rytmer, tid og rim.
Per Vers’ altid vildt rimende og billedfyldte tekster smelter sammen med tyve, tredive eller halvtreds års gamle danske stemmer, som han i samplet form har samtaler med. Han kalder det “at snakke med skiver”.
‘Knust Kunst 2’ skal ikke bare høres. Den skal mærkes! Albummet udkommer naturligvis på vinyl – men ikke en hvilken som helst vinyl. I coveret er der også en bog på 100 sider med alle sangtekster, essays om samplingens historie, historierne bag hvert enkelt nummer og 12 flotte tegninger af den legendariske, engelske hiphop-illustrator Dan Lish, der har ‘remixet’ de tolv samplede numres
‘Knust Kunst 2’ er ude på streamingtjenester og i pladebutikker den 7. februar.
Sidste Omgang
2022
Benny Andersen gav sin sidste omgang til Per Vers. Nu er de to ordmenneskers ord klar til en fælles skål.
To en halv måned inden Benny Andersen døde, besøgte han Per Vers i studiet og indlæste 30 digte. Han gav rapperen frit slag til at klippe, mikse, scratche og ikke mindst til at digte videre. Der var kun et krav fra digteren: Du skal gøre dig umage. Så det har Per Vers gjort, og nu kan han præsentere sit samarbejde med Andersen og dennes sidste ord. ’Sidste omgang’ er blevet en frit associerende samtale på tværs af generationer, blandt andet om livets ubønhørlige gang mod døden.
Selve livet er blevet rammen for det materiale, Per Vers har skabt fra de digte, Benny Andersen indspillede i forsommeren 2018. Men i august samme år døde han. Per Vers gik fra at have endnu et grænsenedbrydende projekt mellem hænderne til at skulle forvalte Andersens sidste ord.
”Han sagde, at han havde fuld tillid til mig. Det eneste, jeg skulle love ham, var, at jeg ville gøre mig umage. Det carte blanche fra Benny er den største gave, jeg har fået. Men da han ikke længere levede, blev det svært i begyndelsen at gøre det, han havde givet os lov til. Klippe, scratche og gå i dialog med hans ord og udfordre dem. Men vi gjorde det. Og jeg håber, at der bølger en udveksling mellem levende to mennesker. Mellem en, der er i slutningen af livet og en, der forhåbentlig ikke er,” siger Per Vers.
Idéen opstod i Benny Andersens hus i Virum. Her kom Per Vers på besøg og efter nogle timer, hvor digteren gav den som slagfærdig verdensmand med historier fra Barbados, blev de enige om, at rapperen skulle komme med forslag til digte fra Andersens bagkatalog, som ophavsmanden kunne indlæse – og som der så skulle leges med.
”Benny Andersen kiggede på sproget med friske øjne og skabte små relaterbare universer. Nogle var sørgelige, nogle var morsomme, nogle var bidske. Jeg valgte på tværs af stemninger, ud fra en fornemmelse af, at teksten skulle have en idé eller et rum, jeg kunne træde ind i.”
Under Per Vers’ rap og Benny Andersens subtilt timede oplæsning – det er til at høre, at han var musiker – ligger en bund af beats, der ligesom dialogen bygger bro mellem de to kunstnere. Mellem Andersens præference for 50’ernes jazz og Per Vers’ forkærlighed for 1970’ernes funk og hip-hoppens genbrug af den. Numrene er overdådigt orkestreret med kor, strygerkvartet og et væld af vel-timede instrumentalister. På “Selvhad” er Katinka, der synger Bennys ord. Selv Andersens mangeårige makker, Povl Dissing dukker op et par gange – i samplet form.
’Sidste omgang’ udgives som en deluxe vinyl med tilhørende kunstbog, hvor teksterne visualiseres over 80 sider af Pers mangeårige grafiske makker Adam Hansel.
Fakta
Per Vers, 45 år. Startede som improviserende battle-rapper og vandt alle konkurrencer mellem 1993 og 2001. Han trak sig derefter ubesejret tilbage fra battle-scenen og indledte en solokarriere, der tæller over 20 fuldlængde-udgivelser og over 2.500 optrædener. Per Vers har stået bag flere udgivelser, som nedbryder barrierer mellem stil, geografi og generation, senest ’Knust Kunst’ fra 2018. Per Vers har modtaget flere priser for sin scenekunst og skrivekunst, bl.a. Dan Turèll Medaljen og Modersmål-Prisen.
Benny Andersen, født 1929, død 2018. Hans virke dækkede især lyrik, musik, børnebøger og radio- og tv- spil. ’Samlede digte – 1960-1996’ har solgt mere end 130.000 eksemplarer. Han modtog i sin levetid blandt andet De Gyldne Laurbær og Modersmål-Prisen.
’Sidste omgang’ er produceret af Esben ’ES’ Thornhal, Brian ’MOO LATTE’ Massaka og Per Vers.
Omdrejninger
2021
Mit korteste album på bare 25 minutter. Og det hurtigst skrevne – jeg startede dagen efter nytåret 2021, og de 8 numre var klar til udgivelse et kvartal senere. Udført i affekt i Corona Coma Camp (undertitlen er “Covid Collabs” a.k.a. “Tungsind Og Mundbind”, hvilket afslører vi er i lockdown-land.
Jeg var frustreret over at Benny Andersen-pladen lå totalt klar til udgivelse, men den skulle vente et helt år så vi kunne komme på turné uden corona-restriktioner. Derfor dette afreagerings-projekt.
Jeg solgte hele 675 vinyler under en live-streamet koncert, og samtidig røg der 300 stk. ud til butikkerne, hvilket i sig selv var nok til at gå nummer 1 på vinyl-hitlisten. Koncert-udgaven havde et håndtegnet cover af danske Hans Ranum, der bor i Hollywood og tegner for Family Guy, mens udgaven til butikkerne var med et maleri af legenden Michael Kvium. Begge værker hænger på min væg herhjemmme.
Der findes ikke en pressemeddelse for “45 Omdrejninger” da det hele var meget privat og håndholdt uden pladeselskab involveret, men jeg skrev et meget langt blogindlæg om de seks stjerner der stod for musikken på pladen. Jeg havde rakt ud til seks US og UK producere som var meget højt på min “private hitliste”. Du får her mine tanker om to af dem – plus et genoplivet ungdomsidol fra radioen…
PRODUCER NR. 1: J DILLA
Lad os starte med The King Of The Beats. Din yndlingsproducers yndlingsproducer. Dilla’s bounce, swing, feel er unik. Hans måder at manipulere samples får kolleger til at både græde og grine over at det kan lade sig gøre, og hans diskografi er ærefrygtindgydende. Hans sidste album DONUTS er blandt de plader jeg har hørt allermest, og Dilla er for mig tæt på det største producer-ikon overhovedet.
Hvordan kan Danmark og Detroit så ende på samme donut? Ja, eg må knibe mig selv i armen overover at jeg kan rappe over en UBRUGT Dilla produktion her 15 år efter mandens alt, alt for tidlige bortgang. Takket være en fælles bekendt fik jeg kontakt til Dilla’s mor, Maureen Yancey a.k.a. MA DUKES. Jeg tænkte min mail-henvendelse var det længste vildskud ever – men Ma Dukes svarede nærmest med det samme, var venligheden selv, og var endda glad for at jeg havde sendt nogle eksempler på min egen musik! “That makes it much easier to find something to suit your style and voice”. Og så kom det soulfulde guld op af kælderen! Jeg har beholdt den bare 2 minutter lange instrumental urørt og ladet Dilla’s lidt tilfældigt placerede beat drops og breaks ligge, og tilpasset min tekst til dem. og ja…så var det sgu blevet til virkelighed. “En dansker der dunker en donut fra Jay-Dee… aldrig hørt før som AC/DC på Crazy Daisy”…!
PRODUCER NR. 2: GEOFF BARROW
Geoff er en del af trioen Portishead, et af mine all time yndlingsbands. Også en kæmpestor og totalt usandsynlig ære at kollaborere med The Godfather Of Trip-Hop. Det usandsynlige ormehul fra Bryggen til Bristol opstod således: For efterhånden 4 år siden kørte Geoff en auktion til fordel for kvinder med kræft og udloddede en dag i sit studie til højestbydende på Twitter. Jeg bød 1200 pund, det var da billigt for at komme i audiens hos et geni, synes jeg – men blev i sidste øjeblik overbudt af en japaner. Den gode Geoff havde slet ikke regnet med at buddene kom så højt op, og skrev glad “fuck it, you have both won!”
Herefter en lidt spøjs mail-udveksling. Geoff: “So how you wanna use your day?” – Per: “Jamen lad os lege med dine ubrugte beats… om de er nye eller fra 1994 er ikke så vigtigt, jeg skal nok skrive noget fedt til det!” – Geoff: “Jamen – sagen er jeg slet ikke producerer beats mere!” Damn. Det viste sig at den kære hr. Barrow nu om stunder koncentrerer sig om at komponere filmmusik til Hollywood og være trommeslager i rockbandet BEAK>….!
Nå for fa’en. Jamen nå. Bare nå. I det mindste gik pengene til noget godt, tænkte jeg slukøret. Der gik halvandet år og så pludselig, ud af det blå sagde det ‘ping’ i ndbakken: “Hey man, I owe you one…!” … !!!!
“Grav Din Egen Grav” lyder ikke som noget andet jeg har lavet. KÆMPE skud ud til Live Johansson og Nikolai Kornerup for at gøre Geoffs dystre trommer-bas-og-synth-groove til en filmisk komposition der udvikler sig fra start til slut.
SPECIAL GÆST: PEDER FRA GRAMSESPEKTRUM
Af alle de store navne der er med på min lille skive, er det nok Peder jeg fanboy’er allermest over. Peder er 1000 andre ting og meget mere end et halvt Gramseband – ud over at være en helt fantastisk producer, der startede i hiphop og er gået videre i mange retninger, er han skuespiller og instruktør. Men jeg kalder ham “Peder fra Gramsespektrum” fordi det er det jeg har grint mest af mit liv. Og fordi Peder på denne lille interlude går tilbage og indtager rollen som Shorty fra Bademestrene. På “Lalandia” rapper Khal Allan og om at være i badeland, og i sit vers siger Khal at han laver “bademesterrap” – som Gramsedrengenes geniale dobbelttempo-rap-klassiker helt tilbage fra 1997 jo hed. Det fik mig straks til at tænke højt: “tænk hvis Glen & Shorty så lige kom ind og smed os op af vandet” eller noget i den stil. Og Peder var – vildt nok, klar. Han vendte tilbage med en monolog der både var sjov og endda rørende og mindede os om hvor længe siden det er vi grinede af Gramse. Det var så den sidste brik til puslepladespillet. TAK for det Peder!!
Knust Knust
2018
Så er Per Vers klar med sit længe ventede KNUST KUNST album. De tolv numre bygger på tolv gamle danske vinylplader, som Per har fået lov til at sample. Det er sjældne, støvede og skæve ting for det meste – kun to af de samplede sange er fra dette årtusind og kun to ud af de resterende ti kan findes på streamingtjenesterne.
De gamle analoge grammofon-toner er røget igennem maskineriet hos ES (Esben Thornhal) der blandt meget andet har stået for musikken på L.O.C.’s tre sidste albums,
Albummet er uden brug af gæsterappere, men der er et mindre vadehav af instrumentalister og gæstesolister, der bidrager til det meget detaljerede lydbillede, og Per får vokalassistance på et par af omkvædene – bl.a. på “I Dag” af SHAKA LOVELESS og på “Farvand” af BARBARA MOLEKO.
KNUST KUNST har været meget længe undervejs – det er hele ti år siden Per fik den første samplings-tilladelse i hus – i øvrigt af Dan Turèll og Sølvstjernerne. Ruten har været fyldt med benspænd, men det har været det hele værd.
Nu er det hele endelig blevet clearet, kogt ned og er klar. Der sker meget på de 55 minutter. På introen høres f.eks. samples af så forskellige stemmer som Rasmus Seebach og Benal og Annisette Koppel – og Per selv på sin allerførste indspilning som 17-årig. Altsammen indenfor de første femten sekunder. Et andet af de mange små mellemspil er en samtale mellem Erik Clausen og Anders W. Berthelsen, der også har været i studiet i den gode sags tjeneste.
På Knust Kunst smelter Per V’s altid vildt rimende og billedfyldte tekster sammen med tyve, tredive eller halvtreds år gamle danske stemmer, som han i samplet form samtaler med. Han kalder det ‘at snakke med skiver’, og KNUST KUNST skal virkelig høres.
Hele herligheden er mastereret af den amerikanske legende Brian Gardner (“BIG BASS BRIAN”) der har stået for den store lyd på alt fra NWA’s “Straight Outta Compton” til Kendrick Lamars “Good Kid, M.A.A.D. City”
Indpakningen er også unik for et dansk rap-album. KNUST KUNST udkommer som dobbeltvinyl – i et cover der også er en bog på hele 100 sider. Bogen indeholder både alle sangtekster, essays om samplingens historie, historierne bag hvert enkelt nummer og tolv fantastisk flotte fuldsides-tegninger af den engelske hiphop-illustrator Dan Lish.
TÆT
2015
Per Vers kommer helt TÆT med nyt album og Danmarks tour
20. april er Per Vers tilbage igen – kun 11 måneder efter sidste album “DNA” er der endnu engang blevet skåret en skive med de skarpeste rim i kongeriget. Per modtog i efteråret den største hæder en dansk sprogbruger kan få, nemlig Modersmålprisen. Han freestyle-rapper senere på måneden til Dronningens 75 års fødselsdag. Pers appeal rækker tydeligvis efterhånden langt ud over den hiphoppen. Alligevel nægter han bidsk at forfalde til nem pop hjulpet af tidens hotteste producere og trendy lyd – han insisterer på, sæson for sæson og projekt for projekt at finpudse og videreudvikle sin helt egen stil. Pers poetiske og personlige produktivitet på helt egne præmisser kan nydes i sin nyeste inkarnation på det nye album TÆT.
I 2005 udkom debutalbummet “Vers 1.0”, og Per Vers var en af de første i branchen til at køre det helt udenom den etablerede branche. 10 år senere udgiver han stadig al sin musik selv, og det lange seje træk har belønnet sig. Efterhånden har en bred skare fået finindstillet ørene til sprogglæden til de komprimerede og komplekse dansk-trin. Enhver der har set en Per Vers-koncert ved godt hvorfor Per er blevet præmieret – at opleve ham live er simpelthen en demonstration af hvor nærværende en kunstner kan være. I sin jordnære kommunikation med publikum, sine overrumplende improvisationer, og en tsunami af tekster, formulerer Per en hel verden på scenen – der er et både sjovt, voldsomt, samfundsoverrasket, superpersonligt og sårbart univers at dykke ned i.
På den her plade handler det om nærhed – overskriften for de tolv sange på TÆT er samspillet mellem mennesker i 2015. Vi er filtret endnu mere ind i hinanden end nogen sinde – men med filter. Alt er kommunikation, men så meget af den kører af sporet. TÆT PÅ trilogien der indleder albummet er en kærlig klapsalve til at være åndeløst online og senere er vi tæt på weekenden, tæt på sammenbrud, tæt på den moderne mand, tæt på døden og tæt på en følelse af at det hele alligevel nok skal gå her midt i kaos.
TÆT udkommer som COVERBOOK – et format der blev født med sidste års “DNA” og efterårets “RØDDER” som Per også stod bag. Den amerikanske grafiker Adam Hansel “Deadvoltage” har omskabt teksterne til grafiske værker der spreder sig over 32 sider i en fantastisk smuk bog der har samme format som en vinyl-plade. Man kan vælge at få indlagt en VINYL og/eller en CD i bogen, eller nøjes med bogen alene, som lækker visuel kompagnon mens man lytter musikken digitalt. Downloadkoder medfølger også.
COVERBOOK er klar på udgivelsesdagen 20. APRIL sammen med CD’en. Samme dag udkommer den også digitalt overalt. COVERBOK incl. VINYL ligger klar 8. maj hvor Per V’s danmarksturné begynder.
08/05/15 Frederikshavn på Det Musiske Hus
09/05/15 Aalborg på Studenterhuset
20/05/15 København på Pumpehuset
21/05/15 Aarhus på Atlas
22/05/15 Roskilde på Gimle
05/06/15 Kolding på Godset
12/06/15 Næstved på Vershuset
19/06/15 Svendborg på Harders
25/06/15 Slagelse på Musikhuset
DNA
2014
Pressemeddelelse:
Per Vers – en folkekærlig Gramster med noget på hjerte!
Snart tre år er gået siden Per Vers droppede sit seneste album ”EGO”, og man kan ikke sige, at manden de kalder ”Den Originale Gramster” (han er fra Gram i Jylland) har ligget på den lade side. Siden sidste punktum blev sat på den sidste plade, er byggestenene blevet lagt til det nye album, der slet og ret har fået titlen ”DNA” og udkommer den 5. maj 2014.
”Med sin forbløffende evne til at gribe situationer og begreber og på stedet omsætte dem til rytmiske rimede remser med mening er han i en klasse for sig (…) Hans personlige tone med en passende dosis hjemmegroet humor rammer (Per) den danske folkesjæl, både når han improviserer, og når han gennemarbejder sin tekst.” – Sådan lød begrundelsen, da freestyle-rapperen modtog den prestigefyldte Dan Turéll-medalje for sin nyskabende indsats som ordmager.
Og rapperen fra det sønderjyske smørhul, Gram, er bestemt ikke kommet sovende til anerkendelsen; med over 2.500 koncerter og 18 albums, mixtapes og compilations bag sig, er Per Vers – Per Uldal, hvis du spørger hans forældre – en af de mest produktive musikere i Danmark.
”Det skæve er skægt – Det perfekte er kedeligt.” – Fra sangen “Big Bang” fra det kommende album, “DNA”.
Som lille dreng lyttede Per til ”Mandag-Hip Hop” på P3 og drømte sig væk gennem den tunge scratch, finurlige samples og sort rap. Gram er en lille by beliggende mellem Ribe og Haderslev med et par tusind indbyggere, og beskrives af Per som en ”parcelhusby uden rap”, hvor man blev set skævt til, hvis man – som Per – var mere til bøger end fodbold. En tur til den danske hovedstad i teenageårene dannede for alvor fundamentet for teenagedrengens drømme, der i 1991 resulterede i en placering i Jyllandsfinalen som Årets Rapper. Det var denne begivenhed, der gav Per mere blod på tanden, og i 1993 vendte han tilbage og vandt konkurrencen.
Med dannelsen af gruppen, Sund Fornuft, i 1996, hvor dansk rap blomstrede, gjorde ordekvilibristen sig bemærket som en af Danmarks absolut skarpeste lyrikere med noget på hjerte. MC Fight Night var i flere år hjemmebane for den originale Gramster, hvilket i 2000 og 2001 endte med en førsteplads. Samme aften han vandt i 2001, annoncerede han til publikums store ærgrelse, at det var ”slut med svinerne”. Det unge talent ville ikke længere være hvad han selv kalder ”et sammenbidt konkurrencemenneske”, men ville i stedet bruge sin lyriske flair i ærlige, kreative, legende og skabende sammenhænge. Det drive fik han forløst i Sort Session, der vakte stor opmærksomhed med over 500 skolekoncerter, og debutpladen, ”Så Sundt Som Det Er Sagt”, fra 1997, der viste lyrikerens unikke evne til at danne humoristiske sproglige billeder og kantede rimkonstruktioner.
Efterfølgende har hans solokarriere kun blomstret.
Første single, “Black Power”, fra rapperens solodebutalbum, “Vers 1.0”, fra 2005, blev bl.a. udvalgt til Ugens Uundgåelige på P3, og andet soloalbum, “EGO”, fra 2011, produceret af Looptroop-rockeren, Embee, og DJ Large, høstede 5 stjerner i GAFFA, hvor anmelderen udnævnte ham til at være Danmarks svar på den amerikanske superrapper, Talib Kweli.
Gramsterens raffinerede lyrik, velproducerede musik og forfriskende humor er alle ingredienser i den bredt omfavnende succes. En succes, der taler sit tydelige sprog med optrædener som både konferencier og rapper på alle tænkelige platforme lige fra Folketinget, teatre, workshops og fængsler til Roskilde Festival.
Den 5. maj udkommer næste kapitel i historien om Per Uldal – aka Per Vers, albummet “DNA”.
Per Vers spiller releasekoncert i København (Pumpehuset) den 8/5 og i Århus (Atlas) den 9/5
EGO
2011
Så er Per Vers endelig tilbage…
For at fejre at fems års tavshed på album-fronten nu bliver brudt med et brag, kastede Per Vers det 18 numre lange mixtape “Smells Like Team Spirit 2” op til fri download den 11/1 kl. 11.11. Hele 70 minutters musik, der blev downloadet 15.000 gange den første uge. Mixtapet er en opsamling af samarbejder fra de sidste tre år, med så forskellige navne som Annika Aakjær, Frank Hvam, Promoe, Århus Symfoniorkester og mange mange flere. En glimrende showcase for hvor bredt Per spænder, og hvor ubesværet han bevæger sig imellem genrer.
Albummet EGO er musikalsk set blevet en smukt sammenhængende affære med et homogent lydbillede – hele pladen er skabt i fællesskab med Sveriges to fremmeste hiphop-producere, nemlig DJ LARGE og dennes mentor, den legendariske EMBEE, der for første gang producerer en plade for andre end sin egen gruppe, Skandinaviens klart største og eneste virkelige eksport-succes, Looptroop Rockers.
Debutpladen “Vers 1.0” fra 2005 må betegnes som et “undercover mainstream gennembrud”. Ikke så meget pga. de næsten 10.000 solgte eksemplarer, og det uortodokse megahit “Black Power. Men fordi det etablerede Per i en liga for selv som sprogkunstner, og efter pladeudgivelsen væltede ind med tilbud. En hurtig optælling viser at Per har været ude til over 900 arrangementer på de 5 år!
Over fem års “tavshed” på albumfronten er lang tid, men heller ikke på indspilningsfronten lyder diagnosen på dovenhed – Per er blot mere lystbetonet end langsigtet, er derfor er de knopskydende ideer fra den krøllede hjerne blevet kastet ud til folket, uden filter og “udenom maskinen”. PV ikke færre end SEKS fuldlængde udgivelser bag sig i perioden, udgivet som mixtapes, og mange som gratis-releases. Og så har vi ikke engang talt det stærke rap/spoken word album med gruppen Kinski fra 2009 med.
Det vores EGO der styrer os – det er egoet der forhindrer os i at mærke hvor heldige vi over at være i live, men det er samtidig egoet der gør det muligt for os at … Per har et stort ego, men det bliver kværnet med kærlighed – og nu er hans “EGO” også titlen på et stærkt album vi kan se frem til. En lydrejse med en ordstyrer i fuld sprogkontrol ved roret – ærligt, følsomt, hardcore, dansabelt, beskidt, romantiskt, samfundskritiskt og selv-spankende.
Førstesinglen “Ironman” udkommer 2. marts – inklusive en af de mest ambitiøse musikvideoer i Danmark i lang tid. Hør Per fortælle om nummeret og historien bag her: http://danskrap.dk/backtrack-per-vers-ironman
www.per.tv genåbner i helt re-designet udgave samme dag.
EGO udgives på Mixed Ape Music/Playground Music Denmark 18. april 2011.
……
ANMELDELSER
“Frisk og fængende tilgang til en lidt for ofte gumpetung genre. Stor pil opad.” – 5/6, BT
“Per Vers viser, at en rapper godt kan klynke med karisma og kant på sin anden fine fuldlængder.” – 4/6, Soundvenue
“Mere frisk og veloplagt til at fortælle end nogensinde” – 5/6 GAFFA
“Per Vers’ anden plade er på mange måder en berigende oplevelse, og klart noget af det bedste der er udgivet i år.” – 5/6, WOTS.DK
“Per Vers nøjes ikke med at glimre lyrisk, men borer sig ind under huden på lytteren med sit andet soloalbum” – Information
“Med EGO understreger han yderligere, at han er en af de absolut bedste og mest interessante rappere vort kongerige har at byde på” – 5/6, WOTS.DK
“En milepæl – ikke bare for Per Vers, men for den genre han repræsenterer” – 5/6, JyskeVestkysten
“Per Uldal har i sit tyvende rap-aktivistiske år fået kant, alvor, tyngde, et uroligt hjerte, sågar, og det gør EGO til et forbløffende vellykket udspil” – Information
“Per Vers behersker rapgenren med en sjældent set suverænitet, og har kreeret en cd, som med lethed kunne træde ind i rappens hall of fame. Både teksterne og de spændende, levende og ikke mindst varierede produktioner gør pladen til et heltstøbt dansk rapmesterværk.” – 6/6, Lydtapet.net
”Med Ego får Per Vers sat en tyk streg under sin status som fornyer af dansk hiphop” – Geiger
“Her har vi altså en mand, der har set verden, som har oplevet mangt og meget og som har ar på sjælen og fængende historier at dele ud af – naturligvis med dertilhørende sublime evner til at formidle disse.” – 5/6, WOTS.DK
“Rimkongen krænger sit inderste ud” – 5/6, JyskeVestkysten
“[EGO] er præget af hans sublime evne til at jonglere med ord, men brænder sig især fast i lytterens bevidsthed, fordi Per Vers er fuldstændig kompromisløs i sin tilgang til teksterne , og de fortællinger han kommer ud med” – 5/6, JyskeVestkysten
”Det er plader som EGO, der viser at der stadig er håb for dansk musik, til trods for at diverse realitystjerner og bandanatosser forsøger at ødelægge det. Tak for det, Per Vers.” – 8/10, Gamereactor
”Kan hiphop være litteratur? Ja, hvis den er god nok, og Per Vers’ tryllerier med det danske sprog er mere end gode.” – Geiger
“Et af de flotteste narrativer, nogen nogensinde har leveret ikke bare i dansk, men global hiphop” – Information
“Som om det ikke var nok med yderst velskrevne tekster, så er pladen også uforskammet godt produceret.” – 5/6, WOTS.DK
VI TALER DANSK
2009
VI TALER DANSK! – GRATIS ONLINE ALBUM
VI TALER DANSK! er kulminationen på ti års samarbejde mellem OLIVER RAVN og PER VERS. De to rappere og lyrikere med improvisation som speciale, har siden år 2000 dannet mikrofon-makkerpar på en lang række projekter, og selvom materialet er blevet indspillet i løbet af 2008, trækker det tråde tilbage til hele dekadens parløb:
I 2000 mødte Per & Oliver hinanden, da Oliver inviterede Per med på sit nye projekt, der skulle bringe et særegent mix af freestyle-rap og jazz ud på de danske folkeskoler. De næste fem år spillede de under navnet Snakbar næsten 500 skolekoncerter. Avantgarde-pianisten JACOB ANDERSKOV var en del af den bagved groovende jazzkvartet – hans abstrakte cembalo-spil kan høres på track 7, “F-Ordet”.
I 2002 udvidede de to MC’s den improviserede raps rammer yderligere, da de under overskriften FREESTYLE FREEKSHOW var fast husorkester på RUST på Nørrebro i to år. Prominente gæster som Anders Matthesen og Steen Koerner gæstede med improviserede indslag, men den allerstørste magi indtraf da duoen inviterede den purunge nyslåede Danmarksmester i DJ-mix TURKMAN SOULJAH. Turkman Souljah er KINSKI’s tredie kernemedlem, og har styret gruppens liveshows med sin overlegne tekniske kunnen og kæmpestore musikalitet – han kan høres scratche på flere numre, og spiller alle instrumenter på track 8, “Da Vandstanden Steg”.
I 2004 skrev Per & Oliver en halv times musik sammen med TRENTEMØLLER og det 22 mand store BEATS’N’BIGBAND, der kombinerede traditionel bigband-musik med electronica. Orkesterleder Lars Møllers saxofon og Peter Fuglsangs klarinet kan høres på henholdsvis track 5, “Taxa Junkie” og track 12, “Alt Er Såre Godt”.
I 2005 ville den dansk/svenske breakdance-trup FREESTYLE PHANATIX gerne udnytte det store fokus der var på HC Andersen i dennes jubilæumsår, og henvendelsen til Per & Oliver resulterede i “Det Store Æg”, en total omskrivning af “Den Grimme Ælling” der spillede 150 forestillinger i Danmark og Sverige. Grundlæggeren af Freestyle Phanatix, KARSTEN ‘KARMA’ MATTHIESEN’s beats kan høres på track 2, “Føl Det Pis”
I 2006 fortsatte samarbejdet med forestillingen “Gadens Historie”, der ligesom “Det Store Æg” havde Oliver Ravn som manuskriptforfatter og Per Vers som rappende fortæller. Her sammensmeltedes alle de originale hiphop-elementer for første gang i Danmark i eet show; rap, DJ’ing, breakdance, graffiti og beatboxing – sidstnævnte stod den utrolige lydtroldmand NAPPION for…hans mundpercussion kan høres på track 3, “De Usynlige”.
Udover denne parade af gamle venner og samarbejdspartnere, kompletteres lydbilledet af et gregoriansk mandekor (Camarata Koret), to afrikanske stjerner (Idi Sarki og Diezz D, der synger og rapper på fransk og hawsa) en mohan vihna (indisk strengeinstrument, spillet af Mark Solborg), en singer-songwriter (Annika Aakjær) og et par replikker fra Al Agami, der bærer over med os blegnæb.
Det rytmiske fundament for disse gæsters solistiske indslag står følgende komponister for: ES (Revoltage/Madness-4-Real), CONTEXT (Nobody Beats The Beats), PHAFALAION (Organiseret Riminalitet/Pede B), ROBIN HANNIBAL (Boom Clap Bachelors/Owusu & Hannibal/Ubiquity Records) samt newyorkeren AYATOLLAH, der har produceret for Mos Def, Rakim, Ghostface og mange andre US-legender. Albummet er mixet af DJ NAGE fra HVID SJOKOLADE.
KINSKI er opkaldt efter den gale & geniale tyske skuespiller KLAUS KINSKI – hans totale mangel på grænser og god opførsel har været en inspiration og en drivkraft igennem hele processen.
Vi håber du kan li’ det der lander på din harddisc…
Vers 1.0
2005
Den 17. maj 2005 udkommer rapperen Per Vers’ solodebut VERS 1.0 på Playground.
Efter to albums med Sund Fornuft, masser af freestyle-shows og med dansk raps længste sejrsliste indenfor rap-konkurrencer, møder vi på VERS 1.0 for første gang Per V’s helt egen version af sig selv, og sin musik. VERS 1.0 er en anderledes udgave af rapmusikken, solidt plantet i en klichéfri zone. En debutant der er ligeså knastør bag ørene som i sine rimende observationer.
FRA BATTLERAP CHAMPION TIL ENESTÅENDE IMPROVISATOR
Per Vers, der oprindeligt er fra Gram i Sønderjylland, vandt Årets Rapper som 17-årig og stoppede 8 år senere ubesejret på toppen efter at have vundet de to første udgaver af MC’s Fight Night – den mest prestigefylde hip-hop titel i Danmark, som Per stadig er den eneste der har vundet mere end én gang.
Dér stod Per så i bokseringen i Cirkusbygningen. Han hev sin medbragte takketale op af bukselommen og annoncerede at han ikke længere ville bruge sine enestående improvisations-evner på at battle andre rappere.
Siden dén dag i 2001, har Per V som en af meget få danske rappere kunne leve af sin musik. I de præcis 4 år der er gået siden battle-rapperen stoppede kampen har han spillet 539 koncerter! Fuldtids-freestyle-freelancer på folkeskoler med jazz-rap projektet Snakbar, månedligt på Rust i København med det banebrydende Freestyle Freekshow, og alle mulige andre steder – fra Ungdomshuset til Christiansborg, fra Vor Frue Kirke til Sønder Omme Statsfængsel.
VERS 1.0 – VISIONEN FOR VERSIONEN
Anmeldernes lovsang om Per V’s lyriske evner har været til stede siden Sund Fornuft-debuten ”Så Sundt Som Det Er Sagt”. Hans tekster og rim er bl.a. blevet præmieret med en Danish Hip Hop Award som Årets Bedste Danske Rapper (2003) og en nominering til Dan Turells mindelegat (2005). Med den første soloplade er også flowet og omkvædene kommet på niveau med lyrikken, og det giver udslag i en selvsikker kreativitet i emnevalget på VERS 1.0.
Ingen kan formulere det som PV, men de fleste kan relatere når de kendte motiver får skæve vinkler. Om det er sine problemer med skattevæsnet (”Skattesmæk”) eller sin afhængighed af kaffe (”Black Power”). Langt mindre navlepillende end mange kolleger, får vi dog et åbenhjertigt indblik i Pers barndom i såvel ”Moder Vor” som den atypiske hjemstavns-hyldest ”City Of Dreams”.
MELLEM GADESPROG OG POESI
Lars Bukdahl kalder i sin bog ’Generationsmaskinen’ Per for ’det tætteste vi kommer på en ny Benny Andersen’ – og på ”Trøsteløs Café” snøvler, crooner og hvisker Per sig igennem melankolsk storby-blues sammen med Bennys Andersens bedre halvdel, Povl Dissing. Den anden af Pers idoler der kan høres på dette nummeret er den blinde tegner Rune T. Kidde, der som en forbrugeroplysning til Hanne-Vibeke Holst og andre angste sjæle er den eneste der siger ”kælling” på pladen.
For VERS 1.0 er ikke designet til at provokere og få folk til at sige ”Det kan man da ikke!”. Men Per har udviklet en stil og et udtryk, som er helt unikt i dansk rap – så folk kan sige ”det kan de andre da ikke!” Per mestrer kunsten at være spændende, vedkommende og lytteværdig uden at forcere en ekstrem(t anstrengende) personlighed.
Indholdet er originalt, men også formen. Mens mange rappere leverer alle linier helt ens, skifter Per Vers ubesværet rytmik, tonehøjde, ja endda dialekt fra linie til linie, og varierer sit flow så hvert ord danser som toner i en jazzsolo. Men det er hverken jazz eller spoken word, selvom Per har et ben i næsen indenfor disse genrer i ny og næ.
MUSIKALSK SAMPLE- OG SAMLEARBEJDE
På producersiden har Per allieret sig med den danske beat-elite, der tæller bl.a. DJ Noize, Context og DJ Static. Svenske DJ Large (produceren bag Promoes ’These Walls Don’t Lie’) giver desuden et par hænder med. De deler alle Per’s forkærlighed for den tunge, soulfyldte og samplings-baserede lyd, der ligger milevidt fra de kliniske produktioner der dominerer MTV-rappen. De har formet og fuldendt Pers lyrik og flow ved at dykke ned i beat-biblioteket med forlængst glemte og obskure vinylplader.
Ovenpå ligger en række af Danmarks dygtigste musikere – percussionisten Ayi Solomon, trompetisten Kasper Tranberg. pianisten Søren Kjærgaard. En fremtrædende rolle spiller Jens Bjørnkær og Kristoffer Sjelberg, som Per mødte da han var MC for Nobody Beats The Beats. Jens (Luke/Ikscheltaschel) og Kristoffer (Booty Cologne) står bag de håndspillede grooves på tre af pladens numre. Og så er der endda oveni den omvendte kasket både strygerkvartet (”Trøstesløs Café”), big band (”Vagabond) og endda symfoniorkester (”Lukker, Slukker & Bukker”) ind over VERS 1.0!
Men musikalsk kan man først og fremmest stadig kalde VERS 1.0 en ’pladesamler-plade’. Det er ikke tilfældigt at de fleste producere der har bidraget til pladen har et femcifret antal vinylplader. Denne glæde ved at skabe ny musik ud af gammel musik berøres på ”Brandalarm”, der handler om for og imod copyright.
Et af PV’s absolutte favorit-breakbeats indtager hovedrollen i det todelte hørespil ”Singlepigen” med den originale stodderkonge Ole Thestrup som fortæller. Over to omgange rekonstrueres det som beatbox (Nappion), som scratch (Turkman Souljah), et nu-metal-band (Sutrapumo) og som symfoni på fire gameboys, udført af den polske bipspils-kvartet Gameboyzz Orchestra!!
INDPAKKET, UDBYGGET OG UDSMYKKET
Når man tjekker pladen ud i højttalerne vil det være tydeligt at der er kælet for detaljerne – men også indpakningen er noget særligt, CD’en bliver en folde-ud-digipack, og vinyl-udgaven bliver en dobbeltvinyl med gatefold, fuld-farve inder-covers osv. Coveret til VERS 1.0 udføres af svenske INK Graphix, der har stået for alle Looptroops, Promoes og Timbuktus covers. Han har kombineret kompetencerne fra den københavnske street-art kunstner WING med fotos fra DK’s hiphop-hoffotograf Jesper Skoubølling (Snoop Dogg, Gangstarr, Jay-Z, Kanye West etc etc).
Per Vers er på gaden med sit debuterende soloalbum VERS 1.0 18. maj 2005.
Mere info på www.per.tv
For promotion, mail: martim@playgroundmusic.com





