Anden del af trilogien / bokssættet “10+20+30”, der fejrer 3 jubilæer. Denne del fejrer 20 År Med Dansk Rap.
Her er teksten jeg skrev i indercoveret:
“Danish Operation” er det bedste fra mig og mine venner. En times klassisk hiphop, delt op i fire kvarter, hvor de to første er folk jeg har kendt i over ti år. Den næstsidste fjerdedel er unge homies jeg har lært at kende gennem MC’s Fight Night, og i pølseenden har jeg haft den store fornøjelse at få et ja til min invitation fra to legender fra dansk hiphops første generation, som er de to rappere der har haft størst betydning for mig: MC Einar fik mig igang med skrive tekster, og fyrer her op for sit første nye nummer i 8 år. Efterfulgt af Jazzy Haz, manden der var den første rapper jeg oplevede improvisere på en scene. Min invitation var simpel: “skriv et vers over dit yndlings Premier-beat.
I de fleste af halvfemserne var DJ Premier det tætteste man kom på hiphoppens DNA – en ultrasimpel tilgang til rap-musik der blevet overhalet teknisk og kreativt mange gange siden dengang. Men i en smuk og naiv fortid var “et Premier-beat” et begreb alle kendte. Når dette begreb bragede ud af højttalerne blev rapperne i battlen lige 15,2% bedre. Her i 2010 er Premiers stil, hvis jeg skal være helt ærlig, nærmest synonym med kedelig og konform, fordi han ikke har udviklet sig de sidste ti år. Ikke desto mindre introducerede han i starten af halvfemserne den kreative samplings kunst. Først i form af den endeløse jagt på de hemmeligste, mest uopdrivelige gamle vinyler, der indeholdt de unikke to eller fire takter, der var interessante nok til at kunne loopes (gentages) gennem et helt nummer uden variationer. Og derefter, i midten af halvfemserne, udviklede han sig til den gale og geniale videnskabsmand, der viste verden hvordan man brød samplingerne ned fra hele takter til enkelt-lyde og omarrangede dem til nye melodier og rytmikker. Begge syvmileskridt er blevet efterlignet af utallige nyere producere, der tror at de dermed laver “real hiphop”, selvom det ikke er særlig “real” at være konservativ og tilbageskuende. Vi tillader os for et kort øjeblik at være begge dele, og håber nye rejsende vil nyde turen med os.”
Se trackliste