Skrevet af Morten Vikær

Når Per Vers lægger mikrofonen fra sig og bliver til Per Uldal, hvad er det så for en mand, som gemmer sig bag?
– Det var dog et utroligt abstrakt og essentialistisk spørgsmål at lægge ud med! Jeg tror altid jeg har lavet den type musik, hvor der ikke er så stor forskel. Da jeg startede ville jeg nok have været meget kæk og sagt at det er den samme person på scenen som udenfor. Nu vil jeg måske hellere sige at du altid vælger nogle sider ud af dig selv, som du forstørrer når du skriver en tekst. Jeg har altid været en type der gerne vil gå mod strømmen, så har jeg bevidst forstærket, forstørret eller fokuseret på nogle andre sider end alle de andre rappere, som ofte har været meget Supermands-agtige. Selv dem, som lavede sådan noget bekendelses-rap, var altid sølle på en sej måde – om man så må sige. Der har jeg så altid jagtet nogle emner, som ikke blev berørt af andre. Selv på de sjove numre er der altid et afsæt i eller en klangbund af et virkeligt problem, som for eksempel at kigge sig selv i spejlet og sige ’Alright, du er ikke ung mere’, og så lave en hel humoristisk eller satire-agtig tekst, ’Ol’ Thirty Bastard’, hvor jeg bare laver sjov med det og lader hjernen køre løs og finde eksempler på hvad det så indebærer, at man har toppet rent fysisk. Så jeg vil stadigvæk sige, at der ikke er noget klart skel. Jeg har aldrig spillet en rolle, som jo har været meget populært. Historisk set er det faktisk dem, som har bygget nogle personaer op, som har været meget langt fra dem selv som privatpersoner, der er kommet længst, haft mest tiltrækningskræft eller hvad man skal sige. Bygget noget mystik op på den måde.

Du er bedst kendt for din musik, men for mange mennesker er du også kendt som ham ordjongløren, med din evne til at freestyle – hvordan startede du med at rappe, og hvordan begyndte du så at freestyle rappe derefter?
– Jeg opdagede ret hurtigt, at man kunne improvisere. Det kom som et lyn fra en klar himmel, en vild erkendelse. Da jeg voksede op i Gram var der ingen muligheder for at optræde, så derfor var det et absolut must for mig, at trille til nabobyen og stille op i Årets Rapper, som det hed. Så var der lige pludselig en chance for at kunne prøve det af i praksis og for at møde nogen ligesindede, og der stillede jeg jo op det første år med skrevne tekster. Da jeg så andet år oplevede, at Jazzy H freestylede, det var ligesom der min kæbe ramte gulvet, fordi det var så vildt at kunne producere en tekst som det tog et minut at fremføre, på et minut, for jeg brugte en måned. Så var det fuldstændig klart for alle, hvor effektivt det var. Alle de hjemmeskrevne tekster kunne ikke hamle op med, at der stod en og kunne få hele rummet til at rime, og som kunne returnere alt det som lige var blevet sagt. Så det var ikke kun mig der blev ramt af den erkendelse. Det kunne jeg se året efter igen – den her konkurrence kørte i tre år – så det sidste år den fandtes, jamen der tror jeg alle der stillede op freestylede, i hvert fald os der kom i finalen. Det var altså Jøden, Clemens, Skurken, Preacherman, Anders Matthesen. Så det var en ret vild oplevelse. I min hukommelse var jeg god til det fra starten af, men jeg har så for nylig fået nogle kassettebånd fra Kenneth K, som var min originale rapmakker, han var også sønderjyde og vi hang meget ud de første år, så han har ligesom dokumenteret at det faktisk var helt af helvede til. Altså, virkelig helt fuldstændigt af helvede til. Så det er det fantastiske eksempel på hvor stor forskel der kan være på følelsen indeni en, og den mere eller mindre objektive virkelighed. Jeg hørte så på det med mine voksne ører og måtte så erkende at det var bare overhovedet ikke fedt. Men så kom jeg i hvert fald forholdsvis hurtigt efter det, for efter et år stillede jeg op igen og vandt.

Nej, jeg er meget bevidst om at jeg er et tohovedet monster, og nu siger du at jeg er mest kendt for min musik – det er jeg for så vidt glad for at høre, fordi man kan sige at freestyle rappen er et eller andet sted noget jeg bare gør.

Hvor stor en indflydelse tror du denne her evne du har til at freestyle har haft på din karriere – ville den være det samme sted som den var i dag, hvis du ikke freestylede men ’blot’ rappede?
– Nej, jeg er meget bevidst om at jeg er et tohovedet monster, og nu siger du at jeg er mest kendt for min musik – det er jeg for så vidt glad for at høre, fordi man kan sige at freestyle rappen er et eller andet sted noget jeg bare gør. Nu er jeg så velsignet at jeg ligesom har en hverdag hvor jeg er ude flere gange om ugen og kan holde mig skarp alene på det. Hvor jeg ligesom dengang har nogle store idealer omkring min tekstskrivning og virkelig prøver at kaste erfaringer og få formuleret følelser og så videre ud, så bruger jeg uforholdsmæssigt lang tid på at skrive numre. Mit tidsforbrug er 90/10 til tekstsiden, men jeg er pinligt bevidst om at min indtægt er 90/10 til freestyle-musklen. Simpelthen fordi det rent praktisk er noget jeg kan tage ud og lave helt alene. Jeg har været her hele dagen og lavet et lille freestyle-indslag tidligere, hvor de alle sammen rejste sig op og var fuldstændig ildrøde i hovedet af begejstring, det er noget jeg kan gøre alene på ordets kraft.

Når jeg gerne vil præsentere min musik, så har jeg altså et 7-mands hold. Det føler jeg at jeg har brug for, for at få det til at lyde perfekt. Det er, hvis jeg ligesom skal udleve alle mine drømme, så er der 7 mand som skal have løn, men jeg kan tage ud og gøre det alene når det drejer sig om at opsummere et arrangement og få folk til at måbe og grine. Og improvisations-evnen gør, at man passer ind i alle sammenhænge. Hvis du har den evne at kunne trække essensen ud af den situation du er i, så passer du ind alle steder. Fordi det publikum ideelt set allerhelst vil, er at høre om sig selv. Sådan er det indenfor alt kunst. Hvis Coldplay skriver en kærlighedssang, så føler folk sig også set og mødt: ’der er en som føler som jeg gør, det kan jeg spejle mig i’. Men her bliver det bare mere en-til-en agtigt, fordi jeg kan lave noget som udelukkende giver mening i den sammenhæng det bliver afleveret, og det ville ikke give mening for andre. Derfor skaber man noget unikt, hvilket jeg tror er nærmest det optimale i en virkelighed som vi har nu, hvor alt musik er tilgængeligt hele tiden, og selv en livekoncert, der jo som udgangspunkt er unik, kan blive devalueret, hvis ikke der er fornyelse. Hvis jeg ved at Macklemore kommer til Vega om halvanden måned, og jeg rent faktisk synes han laver de sindssygeste numre – så kan jeg måske godt falde over så mange livevideoer af hans optræden, at jeg har regnet det hele ud. Jeg ved hvad der kommer til at ske, men det kan man ikke hvis der er meget improvisation. Så der må man ligesom møde op hver gang for at få den i virkeligheden. Så på den måde, så bliver det det, som har gjort, at jeg har kunnet være professionel rapper i 10 år nu.

Hvordan holder du dig så inspireret til at tage ud til disse mange freestyle-shows og hele tiden at finde nye ord at rime på, i nye sammenhænge hver eneste gang, men samtidig få det til at lyde originalt?
– Det kommer på en eller anden måde af sig selv. Det er klart, at man skal blive ved med at udfordre sig selv, og det er også derfor at jeg gik kold på at battle for lang tid siden. For det følte jeg ligesom var en gentagelse. Der skulle jeg sige nogen ting for arrangementets skyld eller for respektens skyld, mere end jeg skulle for min egen. Der var ligesom en fastlåst form, hvor jeg ikke følte at det var det ultimative. Jeg var super glad for at have fundet noget jeg var god til, jeg elskede selvfølgelig den respekt jeg fik, men hvis jeg skulle være helt ærlig, så var det ikke det jeg helst ville være kendt for. Der var det jo så jeg oplevede hvor meget man egentlig kan tænke videre i stedet for bare at acceptere de rammer som der bliver lagt for en. I stedet for så selv sætte spillereglerne, fordi vi så tog ud og lavede de her skolekoncerter hvor vi tænkte fuldstændig frit og kom op med en masse koncepter der så byggede på alt muligt andet end at skulle svine en modstander til. Det var en verden der åbnede sig, og den er jeg sådan set stadig ved at undersøge.

Kan du huske hvornår du havde din første rigtige rapbattle – og hvem det var mod, og hvordan gik det ikke mindst?
– Ja, det var jo så til den her konkurrence som jeg fortalte om (Årets Rapper, red.). Min første battle har jo så været til den første Årets Rapper, og jeg ved at det var der jeg mødte Kenneth K, og vi mødtes i finalen hvor jeg vandt. Jeg har også battlet DJ Møller til Årets Rapper – lige da vi havde dannet Sund Fornuft. Jeg tror måske kun han rappede to linjer før han væltede, fordi han var så stiv. Han sagde ’Mit navn er DJ Møller med alle kalder mig Finn / Jeg stillede kun op for at komme gratis ind’. DJ Static har også stillet op – igen, i en brandert. Som MC Thunder Rap. Jeg kan huske at jeg stillede mig op på en stol på V58 for at kunne se, og jeg kan huske jeg væltede ned af stolen i grin fordi han var så fuld og fjollet.

Du vandt Fight Night for første gang i 2000 og du vandt igen i 2001. Hvor meget har den her sejr i netop Fight Night betydet for din karriere – har den betydet noget ekstra?
– Det er svært at vide hvad den konkret har betydet. Sådan nogen titler er jo egentlig kun værdifulde på den måde, at det er noget der ser godt ud på papiret. Det er noget man kan, bør og skal skrive i sin pressemeddelelse, fordi man jo ofte bliver booket af nogen som ikke nødvendigvis har et kæmpe kendskab til genren, men som bare skal have et eller andet hvor de så bliver trygge ved at ’Okay, han er åbenbart den bedste’. Så er det sådan set ligegyldigt hvor tæt man var på at tabe den aften – bang, nummer 1. Det giver en vis prestige på det område. Så det tror jeg da helt klart har været med til at der var mange der ringede derefter og gerne ville have mig ud.

Havde du nogensinde forventet at vinde til Fight Night da du stillede op – begge gange?
– Ja, det havde jeg. Det var min klare overbevisning. Anden gang var der jo ret meget på spil for mig, fordi jeg havde ligesom planlagt det hele. At jeg ville vinde og så ville jeg abdicere, eller hvad man nu skal kalde det på en mindre selvhøjtidelig måde. Men det krævede jo at jeg vandt, det krævede jo at det hele skulle gå fuldstændig perfekt og så ville jeg så umiddelbart efter at kunne hæve bæltet sige ’der er noget jeg hellere vil, så det gør jeg. Tak for opmærksomheden’. Fordi jeg tænkte, at det kan godt være de ideer og koncepter og så videre som vi var begyndt på at udvikle til skolekoncerterne, at de var mærkelige, flippede eller svært forståelige, og så var det bare vildt at kunne sige ’altså, jeg er den bedste til at battle –  det er ikke derfor at jeg går videre og prøver noget andet’. Der er en indbygget selvtillid i det, at så spidser folk ører og tænker ’lad os så høre hvad han hellere vil’.

Kribler det aldrig i fingrene igen for at gribe den mikrofon igen når du sidder i KB Hallen eller Tap 1?
– Aldrig. Ikke det mindste. Det siger mig intet.

Men når man snakker om battles og Per Vers, så kan man ikke undgå at tænke lidt på den her disstrack-beef med MC Clemens. Kan du forklare hvad der ligger til grund for hele den beef?
– Den havde en lang forhistorie, fordi han var sønderjyde, jeg var sønderjyde og vi mødtes jo faktisk til Årets Rapper og kom i finalen mod hinanden. Jeg var ung, jeg var 17 og havde bøjler. Og han var 14, ikke? Virkelig en dreng, en folkeskoledreng, og på en eller anden måde så endte den her aften med at vi var 3 i finalen. Der blev ikke rigtig nogen semifinale fordi der var en som trak sig, jeg husker det som om at det var Ataf som trak sig, fordi han rappede på engelsk og vi andre rappede på dansk.

Jeg er ikke sikker. I hvert fald var vi 3 mod hinanden, og det var mig, Clemens og Preacherman. Igen, på en eller anden måde, fordi jeg kendte Martin (Preacherman, red.), blev det sådan lidt til at det var os mod ham. Så vi dissede ikke hinanden, men vi dissede ham. Og det har selvfølgelig været en underlig oplevelse for Clemens og på en eller anden måde været uretfærdigt. Så derefter var vi ligesom bare ’fjender’. Det er klart, at det også bunder i at han kørte en hård stil og jeg kørte, du ved, en hverdagsstil, en gymnasie-glad hippiestil, eller hvad fanden man nu skal kalde det. Så på den måde startede det allerede der og så lå det og ulmede.

Vi mødtes et par gange og jeg er i tvivl om der i alt står 2-1 til ham eller 2-2 og hvordan og hvorledes, i hvert fald var der sådan en ’Hvem ef egentlig den bedste battler af de 2?’ i nogle år. Og så startede den der track-battle efter ’De 8 Bedste’, som jo var forløberen fra Fight Night, det var et lille arrangement på Stengade hvor man havde inviteret 8 battlerappere og som ligesom var det der viste, hvor stort et potentiale der var. For der var dobbelt så mange på Stengade som der måtte være, og der var virkelig en meget intens stemning den aften og det var det der fik Michael C.U.P til at køre det op i stor skala året efter.

Der, i 1999, tabte Clemens i første runde som en lille sensation til UFO og så vandt jeg over UFO i finalen.Så Clemens lavede derefter et diss-nummer hvor der var et vers til UFO, og der var et vers til mig. Så svarede jeg jo på det og så kørte det derfra. De sidste runder af battlen var fra dag til dag, så det var jo sådan set den første internet-battle på den måde. Det første nummer jeg lagde op, det var først lang tid efter, og det var igen sådan noget med at jeg skrev noget på grund af hans track, men udgav det aldrig. Men så efter at han endnu engang havde sagt noget i et interview, så lagde jeg det ud. Så svarede han lynhurtigt på det, og så svarede jeg lynhurtigt på det. Så kørte det ind over P3, det hiphop show der var på det tidspunkt der hed ’Lige på og råt’. Så blev det ligesom afsluttet med en sidste runde derinde, ikke at vi var derinde samtidig, men han lavede endnu et disstrack en fredag aften og så kom jeg derind en fredag og lavede en afslutning på det.

Hele den her til tendens til at skrive mod hinanden som man gør i disstracks jo på nogle måder lig battles i dag. I dag hedder trenden jo at kende sin modstander i forvejen og så skrive en tekst til ham – tror du også at du ville have startet dengang hvis det var trenden?
– Det er svært at sige. Det er svært at forestille sig hvordan det har føltes. Man kan jo sige, at hele min indgangsvinkel til det har jo været, at som udgangspunkt, så er jeg jo skribent. De kugler jeg støber bliver skabt på papiret. Når man så har gjort det i nogle år og skærpet sit sværd, som Wu-Tang ville sige, så kunne man måske få det op i et tempo hvor man kunne skrive noget live på scenen, forstået på den måde. Jeg var jo meget overrasket over mange af de her Fight Night-rappere som ikke lavede numre, og som heller ikke havde nogen ønsker om at lave en plade eller have et repertoire at tage ud at spille med. De var straight up freestylere. Det tænkte jeg slet ikke var muligt. Jeg tænkte, at måden du bliver god til at freestyle på det er ved at sidde og bruge rigtig lang tid på at skrive tekster og derved opbygge en eller anden parathed til at finde på, når det så skal være.

I dag er det jo fuldstændig omvendt, så det ikke handler om at være parat og være på ud i det blå – men det handler om at være parat flere måneder i forvejen. Føler du, at det er en sund vinkel battles har taget eller savner du freestyle battles?
– Det vi alle sammen leder efter, det er det her rush som man får fordi man bevidner nogen som er ude på tynd is. Der kan man jo godt sige, at isen er lidt tykkere i skrevne battles når man har noget med hjemmefra, men stadigvæk er der jo meget på spil omdømmemæssigt. Det er mere skak-agtigt, på en måde. Hvis man spiller skak har man altid det samme udgangspunkt, og det er jo i mit hoved en helt sindssyg sportsgren. Man starter et skakspil og laver nogle træk, fordi man ved at om 72 træk så kan jeg lave noget han ikke kan regne ud. På samme måde, så bliver det sådan noget med at prøve at regne ud ’hvad er mine svage sider?’. Hvis jeg er tyk så skal jeg lave en masse linjer om at jeg ved jeg er tyk, men du er til gengæld grim og jeg kan slanke mig, eller hvad ved jeg.

Så det er jo også fascinerende, men det er klart at for mig er det den veludførte freestyle, der er det største rush for mig. Det kan godt være en battle, men det behøver det ikke, fordi det altid har været sådan lidt bagvendt for mig, når det blev arrangeret. Det er også derfor jeg valgte at trække mig fra Fight Night, fordi man skulle battle nogen man egentlig ikke havde noget imod. Jeg startede på en anden måde, med et ønske om at det skulle være virkelighed. Så derfor sagde jeg aldrig noget ondt om min modstander i første runde, for jeg kendte ham ikke, og han har jo ikke sagt noget mod mig. Så der rappede jeg 100 % om emnet. Når vedkommende så havde fået mikrofonen og fået chancen, og selvfølgelig sagde noget grimt om mig – for det er det man fokuserer på – så havde jeg jo frit lejde til at returnere. Men det var ligesom en anden tilgangsvinkel end Fight Night 2012, hvor det bare er ’din mor’ fra allerførste linje hver gang.

Netop det du siger med at Fight Night er blevet meget ’din mor’, er også noget jeg som sådan har bidt mærke i de sidste mange år, og har kunnet mærke at stemningen på en måde er lidt dalende til Fight Night, hvor de rigtig gode rappere som eksempelvis Johnni G & Mund De Carlo får sindssygt meget larm, mens de mennesker som er niveauet under, men stadig er gode, får ikke lige så meget larm eller bliver buhet af. Det føles som om at publikum er blevet meget hårde mod rapperne i løbet af de seneste år, hvad tror du skyldes den her udvikling?
– Jeg tror det er “8 Mile-effekten” – et begreb, som jeg vil tro er bredt anerkendt af alle danske battlerappere. For det var efter at folk havde været inde og se den, at der var mange der hoppede på og blev tændt på at se noget battle og man havde nu det udgangspunkt at det er okay at buhe. ’Jeg er publikum, jeg er en autoritet, hvis ikke du gør noget som imponerer mig, så buher jeg.’. Hvor den gamle tilgang til det var meget mere respektfuld. Man respekterede forsøget. Man respekterede simpelthen folk som udgangspunkt, fordi de stillede op. En pinlig præstation lod man fortsætte i stilhed, hvor man nu kan få vendt publikum imod sig, og det kan man jo mene om hvad man vil – om den her heksekeddel-stemning er med til at gøre arrangementet særligt eller intenst. Jeg tror nu nok, at jeg føler den der respektfuldhed er god. Det er sådan noget med, at nu skal vi se to mennesker gå planken ud på hvert sit skib. Så står de på det alleryderste af hver sin planke og skal fægte, men vi vil også være hajer. Det er ikke nok at de kan falde ned, få et sværd i maven og drukne – vi skal også være hajer som æder dem. Det skal bare være så vildt og så hardcore som muligt. Der har jeg det måske lidt mere som om, at det ikke er en sport. Det er en kunstform, det handler om kreativitet og kreativitet blomstrer bedst når der er plads til den. Hvis man straks bliver mødt med et ’buh’ så snart man tager en chance og prøver nogle ting af som måske går dårligt halvdelen af gangene, jamen så bliver jo folk også presset ud i at først og fremmest skulle være driftsikre. ’Jeg tager ingen chancer, jeg gør det jeg kan, jeg holder flowet nemt, steady og min approach er udelukkende overkommelige punchline disses’.

Den her driftsikkerhed, som du selv snakker, er jo meget den man har hos Rap Slam Battles. Tror du at det publikum af hajer kan være en hæmsko for Fight Night, der gør at folk stopper med at stille op til Fight Night og stiller op til Rap Slam Battles i stedet, eller tror du at folk vil fortsætte hvis tendensen fortsætter?
– Jeg tror det er to meget forskellige discipliner. Folk tænder på noget forskelligt og har talent for noget forskelligt også. Det er jo også et talent at skulle huske 80 linjer udenad og levere dem alle sammen igen. Der er jo en overbygning i det som hedder at du ikke bare skal aflevere dine linjer, du skal aflevere dine linjer med pondus, med kraft, variation, mimik og spil. Der er jo nogle helt andre elementer af skuespil involveret. Jeg har jo altid tændt på det med, at det er musik og man skal forholde sig til en rytme. Man er en solist ovenpå et beat. At ordene er instrumenter. Jeg keder mig jo når der er freestyle rappere der ikke rigtig har noget flow og nærmest bare snakker. Der kan man så virkelig få rushet når der kommer en som rent faktisk ligger totalt fedt rent musikalsk. Det er en kæmpe faktor i det. Når man så tager musikken væk, så kommer der fokus på nogle helt helt andre ting. Det er ligesom… Vil du gerne spille tennis eller vil du gerne spille fodbold?

Netop med det her publikum af krævende hajer in mente, tror du så det er sundt at Fight Night får det her års pause hvor folk kan lade op til arrangementet igen?
– Det har jeg sgu ikke forstand på… Primo er ligesom de dygtigste arrangører vi har. Der har ikke været nogen i de 10 år, der på nogen måde har lavet noget, der kan matche det. Så jeg er sikker på, at de har fuldstændig styr på det. Så jeg tror, at der er en udskiftning i Fight Nights publikum, så der hvert år kommer nye til og oplever det for første gang og har den vildeste orgasme-agtige optur over det. Så på den måde tror jeg at rammerne er som de skal være, og så er det op til rapperne at udfylde dem så fedt som muligt, og så kan man mærke når der er nogen som går på pension, at så kommer der et hul hvor der er en ny generation som lige skal have et år eller to til at finde deres stil og blive helt 100% sikre. Og så tager de over.

Jeg ved du følger meget Rap Slam Battles og lignende battles. Du har også hostet på Roskilde. Hvad er det der fascinerer dig ved den her form for battles frem for freestyle battles?
– Jeg opdagede helt klart konceptet senere end mange af mine homies. Nappion vrøvlede om det i et år, før jeg rent faktisk tjekkede det ud. Som udgangspunkt syntes jeg at det lød helt absurd. For mig var der improvisationselementet som er spændende, fedt, udfordrende og alt det der, det har vi snakket rigtig meget om, og så er der det her med at betragte sig selv som et instrument, og tage noget musik og gøre det federe. Det er ikke bare snak, det er ikke bare ord. Det er musik med munden. Og så tager man beatet væk, what the fuck altså? Så er det jo ikke svært, hvis der ikke er noget musik du skal forholde dig til. Hvad fanden er det så vi skal konkurrere i? Det krævede jo bare at se een battle. Jeg tror det var Noize der viste mig den første, og det var Iron Solomon mod E Ness. Som jo var hilarious! Også helt vildt uretfærdig, fordi A har 1000 ting på B, og B har ikke rigtig noget på A. Men der kunne jeg lige pludselig se de fede ting i det, det med at der var nogle rigtig rigtig dygtige folk med i det og at man havde nogen ting der kompenserede for det man hev ud, og at det nu efter 10.000 undergrunds rapnumre der handler om at ’jeg er bedre end en eller anden fiktiv modstander, som hedder you’, så blev det pludselig levende og virkeligt. Selvom at det var arrangeret og selvom det ikke byggede på et ægte fjendskab. Så levede det lige pludselig, fordi ham ’You’ der ikke kan tage til genmæle på det halvkedelige 3 gange 16 bars undergrunds track, rent faktisk havde muligheden for at komme tilbage nu. På den måde var der en autencitet i det. Og en kæmpestor fortælleglæde – mere end seriøst had. Det lykkedes for folk at mødes på en eller anden form for neutral grund hvor man kunne have optur over at den anden sagde en fed sviner. Det har jeg måske personligt tidligere haft svært ved at nyde, men det kunne jeg godt her.

Hvad udgør så for dig en rigtig god battlerapper – har du en ’Super Formula’?
– Nej, det har jeg ikke. Jeg synes det handler 50/50 om materiale og udførelse af det materiale. Det er alle de samme ting som hvis man snakker retorik, og man snakker om hvad der er en god tale. Hvordan kan du holde et foredrag, der rent faktisk kan holde folk fangede og interesserede i 90 minutter, det er nøjagtig de samme ting med hensyn til kropssprog, betoning, variation og pauser og alt det der. Så på den måde bliver det en form for talekunst. Og hvem der mestrer den bedre end andre… Jeg synes jo at alle de gode har hver deres stil. De første navne der kommer op på min lystavle er Dizaster, Illmaculate, Iron Solomon og hvis jeg lige skulle gå på YouTube og stene i en time, så kunne jeg godt fyre en masse andre navne ned. Men det er jo sådan nogen af dem, som jeg har haft grineren over. Det har været fedt at se sådan nogle nørd-typer mod thug-typer. Anden gang jeg så Iron Solomon mod E Ness, der måtte jeg også give den op for E Ness, altså. Han var bare sådan en energisk street-thug type, hvor man ligesom troede på aggresiviteten eller truslerne. Og det er en helt anden stil, men han var faktisk pissegod, når man så bort fra at han havde gjort den store fejl at blotte sig i et corny-ass TV-program (MTV’s Makin’ Da Band, red.). Alt handlede jo i virkeligheden om Puffy (der var E Ness’ “chef” i programmet, red.) og ikke om ham. ’And Puff? Puff Passed!’ BOOM! Jeg rejste mig jo op og skreg. Hvornår fanden har jeg sidst set noget på en computer hvor jeg måtte rejse mig op og skrige?! Altså, den punchline der! Det er smukt! Og det er der mere plads til, at ordene lever, end hvis han havde sagt den samme linje over et eller andet hårdt larmende beat, hvor han ikke kunne dvæle lige så meget ved det.

Er der så nogen i Danmark som har imponeret dig på den måde?
– Jamen, jeg synes da umiddelbart at den battle jeg var gæstevært for på Roskilde, der var alle 4 rigtig gode. Jeg synes at Ollie og Eco var lige et niveau over. Det var noget med deres timing, deres samarbejde, og jeg synes også det var fedt at man kunne mærke, at de alle sammen kendte hinanden og faktisk var homies og godt kunne lide hinanden, og så alligevel sagde de her ting. Det gjorde at det var sjovt. Så det var en rigtig fed battle, og jeg synes at den måde som de tænker rim på, forløb, og så videre, det var fandme fedt altså! Men jeg har i det hele taget været ret imponeret. Den allerførste Rap Slam Battle på Svalegangen, der kom folk og var totalt sikre i formen, og udstrålede sådan en “erfaring” som de i praksis ikke kan have haft – og jeg tænkte ’shit mand, det er sejt’!

Hvornår kommer vi til at se Per Vers i en Rap Slam Battle? Vi hørte jo at du kunne a capella rappe på Roskilde!
– Jamen ligesom jeg altid freestyler til en koncert, så har jeg også altid lige kørt en a capella. Men det eneste grundlag jeg kunne se mig selv i den sammenhæng på, er at der var en ægte beef der skulle afgøres – med en rapper jeg kendte godt, og som indvilgede i sådan en battle i stedet for at skrive numre mod hinanden. Ellers nej tak. Der er mange grunde til at lade være. For det første fordi man skal sates på det man er bedste til – jeg ser mig selv som impro-rapper “på min egen bane” – at det unikke er det jeg kan uden modstander. Jeg vil aldrig claime at jeg er den bedste battle-rapper i 2012, fordi jeg tænker ikke sådan mere. Og man mimer at det er sport, men sagen er at kampen ikke starter fra 0-0. Eftersom det her er en kamp om publikums gunst så vil kampen måske starte 10-0 til den mindst kendte, fordi det ligger dybt i alle mennesker at man gerne vil se underhunden triumfere. Det er ligesom det fedeste, ikke? Så er det en konkurrence, hvor erfaring sjovt nok på flere måder er en bagdel. Hvis jeg skulle op mod en ung modstander, så ville han kunne google 15 års skyts mod mig og jeg ville måske have meget lidt. Så står man dér som en åben bog af punchlines, spydigheder og grineren ting. Så føler jeg I høj grad det er ’the upcoming guy’s game’ – en måde at blive set på og få anerkendelse på. Og alle disse ting er rent teoretiske. Det eneste vigtige faktum er at jeg føler ikke for det og har ikke lyst til det. Jeg nyder faktisk rigtig meget, at nu er der kommet en ny genre der er rigtig meget i familie med det som jeg dyrkede, men hvor jeg kan læne mig tilbage og sige ’ha ha, jeg har faktisk ikke noget at kæmpe for, jeg har intet at bevise, jeg vil bare nyde det som en fan!’. Det er rigtig dejligt.