Skip to main content
Musik

KNUST KUNST 2 – ALBUM OG KÆMPE KONCERT PÅ VEJ! 

By 3. november 2024No Comments

Se lige den vanvittige plakat, Dan Lish netop har sendt mig live fra London!

DEN 27. FEBRUAR 2025 løber min hidtil største koncert af stabelen, og jeg håber DU vil med.

Der er billetter lige her, og her er Bremen Teaters pressemeddelse:

PER VERS, EN AF DANSK RAPS MEST SPÆNDENDE PERSONLIGHEDER, KOMMER TIL BREMEN TEATER MED EN HELT SÆRLIG OPLEVELSE

Per Vers er vores allesammens sprogprisvindende, ubesejrede battle-rap-champ som solodebuterede for præcis 20 år siden. Inden for de sidste par år har han arbejdet med Benny Andersen, Povl Dissing, Geoff Barrow fra Portishead og J. Dilla såvel med en alenlang række af nye danske rappere fra undergrunden. Årligt udgiver han nye, ambitiøse og gennemførte albums. Altid eksperimenterende og alligevel inkluderende. 

Nu er Per klar med en opfølger til “Knust Kunst” albummet fra 2018, et ambitiøst værk hvor alle sange byggede samplinger fra gamle, glemte danske grammofonplader. Denne gang er det i et enestående samarbejde med Turkman Souljah, der er Danmarks første Ph.D. i pladespilleri, en enestående og nytænkende DJ, der har rejst landet rundt sammen med Per Vers i over ti år. Hele “Knust Kunst 2” er lavet udelukkende med to pladespillere og en mixer, ingen studietricks eller efterbehandling – bare lak og lyrik, vinyler og verbaler, pladespiller og poesi. 

På denne helt særlige aften får vi nærmest to koncerter i een.

Først fremfører Per Vers sammen med Turkman Souljah hele det nye album som den eminent sammenspillede MC-og-DJ-duo de er. Helt klassisk hip-hop set-up, så simpelt som det kan være – men som kun de her to kan gøre det.

I andet sæt bliver scenen fyldt til bristepunktet med det seksten mand store Copenhagen Jazz Orchestra, og med denne supertanker af messing får vi de bedste og mest kendte numre fra Pers tyveårige karriere serveret i nye, kraftfulde klæder. 

Alle der har oplevet Per Vers på en scene ved at det bliver både sjovt, imponerende og rørende – og med dette once-in-a-life-time line-up er der lagt op til en unik aften, der ikke må misses!”

Tilmeld dig gerne FB event her.

Hvis du nærlæser plakaten afslører den også at Knust Kunst 2 udkommer 7. februar. Første sang derfra landede i fredags, og titlen er FIRSERBABY. Der er link til alle streaming-platforme her. Og ja, lige som sidst laver Dan Lish et cover til hvert eneste af de tolv numre!

 

Dan Lish fortolker album-covers fra de originale sange som vi har fået lov at sample. På “Firserbaby” er det Jørgen Wedeges “Jeg – Bossa Nova” som Turkman Souljah cutter op og som jeg rapper over.

Her kommer så pressemeddelsen i forbindelse med singlen:

 FIRSERBABY – ny single og programerklæring fra PER VERS

Af ord er du kommet, til ord skal du bli’e

blendet med beats fra vores lille kongerige…

Per Vers er tilbage med et nyt storværk, og dykker endnu engang meget, meget dybt ned i den danske musikhistorie. Fejrer alt det glemte guld der stadig ligger låst på lakskiver, som aldrig er kommet med over i streaming-alderen. Som kræver ikke bare en pladespiller at kunne høre, men også uendelig tålmodighed at finde på støvede loppemarkeder. Et bredspektret og ambitiøst albumprojekt, der startede med “Knust Kunst” i 2018 og som nu får en toer. 

Singlen “Firserbaby” sætter scenen som en programerklæring for den nye omgang. 

“Hvor passer jeg ind? Jeg er en hvid, blød mand men mine idoler er sorte, ‘hårde’ og vrede?” Det spørgsmål stillede Per Vers sig selv som ung. På eet langt, virtuost vers får Per Vers med ’Firserbaby’ fortalt hvordan hans ungdoms had til den danske popmusik, som han var omgivet af, langsomt blev afløst af en påskønnelse og en erkendelse af en instinktiv forbindelse, selvom den ikke matchede med selvopfattelsen som hardcore hiphopper. Han skriver blandt andet: 

De sagde den danske sang er en ung blond pige

for mig var hun en zombie, et levende lig

Jeg var en firserbaby, midt i den kolde krig

og dét var et grimt årti 

Dansk musik var Anne, Sanne, Hanne og Helmig 

det var ikke min kop te eller top ti

Alt hvad jeg ku’ li’ var fra NYC

indtil jeg diggede dybt i den diskografi… 

Og nu, 30 år efter at Per Vers som pre-teen skrev sin første tekst, er den prisvindende sønderjyske super-MC mere aktiv end nogensinde. Samarbejder med Bodil Jørgensen, Allan Olsen, Katinka og Frank Hvam. Modtager af GAFFA Prisen for årets Hip Hop-album for albummet ’Sidste Omgang’ med Benny Andersen i 2023. Med Knust Kunst er der lukket op for en ny kreativ åre, hvor sample-æstetik, poetiske tekster og samspil på tværs af tid mødes i en form for hiphop, der ikke minder om noget i hverken ind- eller udland. KNUST KUNST 2 er et samarbejde bygget på et simpelt dogme: een gammel dansk plade bliver til musikken på eet nyt nummer. Per Vers blander sig med sin stemme. Ingen yderligere tilsætningsstoffer tilladt.

Hvor den første Knust Kunst havde en kæmpe holdopstilling af musikere som spillede med, mod og rundt om de de gamle guldtracks som Per havde fået lov at sample, er det denne helt ind til benet og holder det så simpelt som man kan i hiphop-land. Som Per Vers siger et sted på det kommende album: “Det her er vores legestue for lak og lyrik, pladespiller og poesi, vinyl og vokal. Alt det du hører lige nu kan vi lave live, kun med to grammofoner og en mikrofon. Ingen overdubs, ingen effekter, ingen efterbehandling, ingen studietricks.”

Sådan en regelsætning kræver for det første meget unikke danske numre, der kan rappes over som de er. Og her har Per gravet tolv skønne, skøre skæringer frem fra 1969 til 2007 med obskure navne som Valdemar’s Orchestra, Det Blå Skrig, Hermann Brysch, Fleur De Lis og Snake & Jet’s Amazing Bullitt Band. Og ja, selv Jørgen Wedege, eller kun kendt for “Jamaica” sangen, kan blive til smuk rap-musik. Hvilket sker her på “Firserbaby”

Og for det andet skal disse plader så i hænderne den helt rigtige DJ. 

Så er det jo heldigt at Pers mangeårige musikalske makker, DJ og duo-halvdel er den enestående Turkman Souljah. Turkman er en ener på den danske musikscene – Danmarks mest vindende i både danske og internationale DJ-konkurrencer, og verdens formodentlig eneste indehaver af en Ph.D i musik med pladespilleren som hovedinstrument.

Sammen har de en rejse i rytmer, tid og rim klar til os med KNUST KUNST 2 og “Firserbaby” er det perfekte fløjt til afgang!