Skrevet af Jeppe Krogsgaard for Berlingske Tidende

Armbevægelserne er store. Sådan helt bogstaveligt. Der slås huller i luften, tegnes usynlige cirkler og trækkes lige linjer, når han taler.

Kvantitet er imidlertid én ting kvalitet noget andet

men enhver der har hørt og set den 35-årige Per Vers optræde, de ved, at han ikke bare er mere elegant og begavet end de øvrige rappere herhjemme, men også er i stand til at improvisere, at FREESTYLE, så ørerne gløder og smilene trækkes helt op under dem – som da han rappede en hel time direkte på DR1 for nogle år siden.

Per Vers vånder sig, falder tilbage i stolen, da han møder spørgsmålene.

“Hvordan fortæller man sig selv?” spørger han så retorisk. Men allerede af hans første ord om barndommen i sønderjyske Gram fremgår det, at historien langtfra er så let og lys, som hans legende rap-facon forleder en til at tro. Langtfra.

“Min mor blev syg, da jeg var fire år gammel, og hun døde da jeg var syv. Af kræft. Og hendes død gav mig et blackout på flere år, som vel skyldes et traume“, fortæller han. “Nogle år af min barndom er simpelthen væk. Fra hun blev syg til hun døde og et par år frem. Jeg misunder alle, der har en lang sammenhængende historie, for i min er der altså et stort sort hul.“

Han holder en kort pause, retter på kasketten.

“Jeg får kuldegysninger ved tanken om det øjeblik, hvor jeg fik slået hul i min historie. Jeg lå i min fars seng på hospitalet, hvor min mor var indlagt. ’Mor er kommet op til Gud’, sagde far pludselig, og jeg svarede ’Det er løgn, det tror jeg ikke på’. Og så sagde han ’Sådan noget laver man ikke sjov med’. Det er de 10 sekunder, jeg kan huske, mens de næste par år er væk.“

Men inden hans mor døde, var han en glad og meget lærenem dreng – når det kom til ord.

“Jeg kunne læse, inden jeg fyldte fire, og var vel sådan lidt Holger Bech-agtig. Jeg kunne alt med ord, men var umulig til stort set alt andet. Vi havde tysk fjernsyn i Gram, så jeg lærte som lille at tælle og stave på tysk, og det var så indlysende nemt for mig. Også i skolen, hvor særligt dansktimerne var som fritimer. Men da jeg blev ældre, tænkte jeg aldrig på at skrive romaner eller digte. Jeg glædede mig bare over, at det, nogle af de andre i klassen kæmpede med, det var en leg for mig. Ordene var mine venner, kan man sige.“

Hvor det i første omgang var ord på skrift, han mestrede, så kom han efter en tur i Vesteramtshallen til at elske at bruge dem mundtligt.

“Da jeg var 10, fik jeg tiltusket mig mikrofonen i byens hal. Det var det absolutte epicenter i Gram, sådan som det er i mange provinsbyer, der ikke har meget andet end et håndboldhold. Og der var en serie 2-kamp i hallen den dag, hvor jeg fik lov at vikariere for den normale speaker, som var syg. Så jeg fortalte glad, hvem der scorede, hvem blev smidt ud og så videre, og jeg kan huske, at et par af spillerne kom op til mig og sagde, at jeg sgu ikke skulle lave sjov, ikke måtte kalde dem øgenavne, og at man altså ikke måtte kunne høre, at jeg holdt med Gram. Jeg har sikkert været pisseirriterende, men det tændte noget i mig, dét med at have en mikrofon i hænderne og være i stand til at ændre energien og stemningen i et rum og i en forsamling. Det var et stærk oplevelse, og gav mig lyst til at være i centrum på en positiv måde.“

Det var altså letheden ved sproget og glæden ved at bruge en mikrofon, som gjorde rappen til det oplagte sted at søge hen. Og da Per senere skiftede sit borgerlige efternavn Uldal ud med Vers og begyndte at indspille sine rim, så var det ikke kun, fordi det var cool at få rappen ned på “sølvblanke skiver” – som han kalder cderne.

“De var – og er – jo afsættet for det, jeg laver på scenen. Og når jeg står der, handler det om at give folk den bedst tænkelige oplevelse. Noget de husker, noget der bliver siddende i dem. Det kan være humoristisk og letforståeligt, eller det kan være noget tungere, noget dybere – som teksterne på den nye plade lægger op til.“

Og når Per Vers står på scenen, er det som regel med en blanding af indøvede vers og improviserede udbrud.

“Et færdigt værk er et færdigt værk, og teksterne er låst. Men jeg plejer også at lægge improvisation ind i nogle afgrænsede perioder i mit show. Her kan publikum så stikke mig et ord, som jeg så rapper videre på. Og her bliver jeg et tomt hylster, man kan komme et ord ned i, som så bliver til vers og historier. Det er en leg mellem scenen og publikum, et fællesskab, som jeg er fantastisk lykkelig over at kunne skabe.“

Evnen har Per Vers ikke kun brugt til at improvisere, freestyle, over alt tænkeligt og utænkeligt, men også i BATTLES. Det vil sige kampe, hvor to rappere stiller sig op og forsøger at besejre hinanden med provokerende, ofte nedgørende rap og rimsmederi. Og han blev landskendt for sine to battle-sejre i MC’s Fight Night.

“Jeg vandt i 2000 og 2001, men vidste at det ikke ville gøre mig gladere at vinde en tredje gang. Derfor trak jeg mig ubesejret tilbage. Og battle-kulturen havde også ændret sig for mig. Da jeg startede med det hjemme i Gram som teenager, elskede jeg det, fordi det var frit. Man kunne bare gå ind og tale frit og ærligt. Men friheden gik tabt undervejs. Dét der begyndte som sjov og helt oprigtig hanekamp, hvor der sad en eller anden rapper i Holstebro, som havde fået speedet sit ego og rappede om, at han var federe end ham fyren fra Sønderjylland og så fik svar på tiltale til et lille hiphop-jam i Randers, ja, det endte med MC’s Fight Night, der institutionaliserede alt det, der før foregik på gadehjørnet og til bittesmå arrangementer. Det er blevet rent show, ren underholdning, hvor det eneste, det gælder om, er at vinde 25.000 og komme på DR2. Det slukkede langsomt min battle-lyst.“

Per Vers stoppede nu ikke med at rappe. Ikke kun fordi han var så eminent til det, at det ville være synd, men også fordi han MÅTTE gøre det. Fordi noget i ham ville, at han blev ved med at bruge ord og fortælle historie på historie på historie. Men det er at foregribe talestrømmen og tankerne, som strømmer fra stolen overfor. Og lige nu er han ved at fortælle om sin tid med jazzbandet Sort Session, hvis freestyle-rapper Oliver Ravn, dengang kendt som Ole D, ønskede at få ham med som mikrofon-makker. Improvisation MED hinanden, i stedet for imod Han sagde ja i 2001, og begyndte en turnevirksomhed uden sidestykke.

“Først spillede vi 30 koncerter på to uger” fortæller han. “Og så tog det endnu mere fart. Året efter spillede vi 80 koncerter, året efter igen 130, og nu kunne jeg pludselig leve af at lave musik. Og vores turneer var helt usynlige for alle andre end os selv og de skoler, vi var på. Ingen anmeldere, ingen gamle fans, bare et lille lukket kredsløb af musikere med et godt koncept. Og vi levede på samme tid som rockstjerner og slet ikke som rockstjerner. Det var jo det samme med masser af koncerter, men vi satte os jo i bussen søndag aften, hvor rockmusikere splatter ud. Dér begyndte vores arbejde, for vi skulle jo stå klar på en eller anden skole i Himmerland klokken 8.10 mandag morgen. Og så var vi helt færdige fredag eftermiddag efter 15 koncerter og sov så hele weekenden. Men jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted for mig at få lov at flippe ud og videreudvikle freestyle-kunsten. Vi spillede jo det der svarede til en stor dansk turne, der normalt kører over flere måneder, på en almindelig uge!“

På skolerne landet over raffinerede og udviklede Per Vers sin evne til at improvisere, og siden har han freestyle-rappet flere gange på live-TV, i radio og andre steder, hvor man bare ikke må gå i stå. Og har heller ikke gjort det. Men hvordan gør han?

“Det lyder mærkeligt, men når jeg skal improvisere, så er det vigtigt, at jeg er godt forberedt. Det er vigtigt, at jeg er afslappet i kroppen, er tryg og glad. Så kan jeg skabe en tilstand, hvor jeg har ’fri’ de rigtige steder i hovedet og kan tage de ord, jeg skal bruge og servere dem rigtigt. Er jeg for selvoptaget, har haft for travlt lige op til jeg skal på, eller på andre måder haft min bevidsthed andre steder, så bliver det forkrampet. Jeg har set hundreder af rappere gå i stå. Som kaniner i forlygterne på en bil. Men det sker ikke for mig, hvis jeg er bragt i den rette sindstilstand. Så kommer ordene, flydende, svævende. Jeg kan ligesom se dem for mig.“

Det lyder næsten autistisk, udbryder jeg.

“Ja måske, men så snart jeg får et ord, et input, og finder ud af hvor min historie skal ende, så er resten en let og luftig leg med verbaler. Så finder jeg bare på så mange rim, jeg kan, inden slutningen nås. Og det, der sker i hovedet kaldte Oliver meget flot for et ’rim-ekko’. Hvis du siger et ord til mig, så er det som om, lydbølgen fra ordet rammer mig, og så ruller der ligesom en DROP-DOWN-menu ned for mit indre øje. På den er alle de ord, der rimer på det ord, du lige har sagt. Så er det bare at vælge. Og vælge rigtigt. I filmen ’Et Smukt Sind’, der handler om et matematik-geni, ser han tallene flashe foran sig. Han ser dem og ved, hvilke der er de rigtige. Det er en evne, der minder om min, hvor ordene også ligesom visualiserer sig for mit blik. Og så kommer flowet, rimene og historierne strømmende.“

Det er det sidste, historierne, der stadig tænder rap-veteranen Per Vers. At de kan bruges til at fortælle ham selv og verden. Både i små humoristiske ordlege og i længere, mere alvorsfulde tekstforløb. Og måske er det det sorte hul i barndommen, hullet i hans egen historie, som er grunden til den voldsomme og vedholdende trang til at fortælle og dokumentere. Alle optrædenerne på skoler og spillesteder, de mange udgivelser, gæsteoptrædener og meget, meget andet. Det ligner jo en mani, en besættelse.

Da han bliver præsenteret for den tanke, siger han ingenting.

“Ja, det er nok rigtigt. Og den forbindelse har jeg aldrig før set, eller fået formuleret. Det er … vildt.“

Vi sidder lidt. Manden med det ustoppelige flow er standset op i sit sætningsspor.

“Jeg har den her særlige evne til at fortælle historier,”  fortsætter han så. “Mange, mange, mange historier. Sjove og alvorlige historier på et beat. Og når jeg fortæller, så dokumenterer jeg, jeg fastholder. Og når jeg fortæller, så forsvinder verden ikke. Så bliver den ikke til ingenting. Så lever den videre på cder og i publikums hukommelse. Og ikke mindst i mig. Men ofte fortæller jeg også for at bearbejde. Og jeg kan nok bedst forklare begge dele med, ja, en historie.“

“På min nye plade er der et nummer, der handler om min kærestes ufrivillige abort. I dag har vi to drenge, men dengang ventede vi vores første barn. Og vi var i Spanien, hvor jeg skulle rappe for nogle turister mod en uges betalt ferie. Men før jeg skulle på scenen, begyndte min kone at bløde, og jeg meldte selvfølgelig fra til showet og var sammen med hende. Men lægen sagde, alt var ok, at der ikke var noget galt. Så jeg gik glad tilbage på scenen og ville lige sige noget om, hvad der var sket. Mikrofonen virkede ikke, men jeg fik senere fat i en videooptagelse fra en turist, som havde optaget det, jeg sagde i min rap. Om at alt var godt, om at barnet ville komme til verden om seks måneder. Folk klappede og jublede. Men det gik galt. Og da jeg var kommet hjem til Danmark og havde siddet et par uger og prøvet at komme mig, skulle jeg spille en koncert i Store Vega. Og på et tidspunkt bad jeg om et ord, noget input, fra publikum, og så var der en glad pige, der sagde ’Min veninde skal være mor, ønsk hende tillykke’. Og jeg freestylede om min egen tragedie og om hendes mirakel. Og på nummeret om hele aborthistorien på den nye plade har jeg brugt optagelserne fra både Vega og Spanien. Jeg har bokset med min kæreste for at få lov at udgive det, men det har været en fantastisk bearbejdning af det, der var blevet en fad, grå sorg i mig, hvis ikke det var kommet ud som en historie, en fortælling. Og apropos din snak om min hang til dokumentation, så havde jeg en lydoptager med inde på fødestuen, da min kæreste fødte vores første barn. Og min første drenge første vræl afslutter nummeret.“

Han smiler, tager kasketten af. Ikke et strå på hovedet.

“Ved at lave det hele om til forløb og fortællinger, skabes der sammenhæng og mening i mit liv. Og det er vel det, historier kan. Og så kan de undgå, at alting bliver glemt og bliver til … sorte huller.“