OKTOBER 2009 – Dette er den fulde udgave af et interview der i let barberet udgave blev til et afsnit til interview-bogen ”Ord til alle sider”, 2009. (Se www.ordtilallesider.dk)

Hip hoppen blev ”født” i Bronx – og du er født og opvokset i Gram i Sønderjylland – var der noget i den lille by, som gav dig inspiration til rap og hip hop?
Nogen gange havde jeg oplevelsen af at jeg bare iagttog en dreng og alt det der skete for ham. At det virkelige liv var inde i hovedet. På den måde var mine omgivelser langt mindre vigtige for mig end de fleste børn, tror jeg.

Efter du fik studenterhuen på kom du på universitetet. Var den tid med til at udvikle dit talent?
Jeg fandt ud af lystbetonet mit forhold til sprog er. Jeg troede at eftersom jeg havde et vist talent for at skrive, så kunne jeg studere dansk – først og fremmest for at indhente en masse inspiration og erfaringer til min tekstskrivning. Men så snart jeg stødte panden mod noget der lignede hårdt arbejde og ikke faldt mig nemt fordi det ikke var umiddelbart ’sjovt’ – så faldt mit studie fra hinanden. At skulle passe ind i den meget faste ramme som en universitetsuddannelse sætter for et felt, faldt mig totalt unaturligt. Det ville selvfølgelig have været befordrende for at kunne få et vellønnet civilt job, men det ville svare til at afslutte et lykkeligt forhold med den kvinde man elsker, fordi der er flere penge i at være hendes chef eller sekretær.

Sproget er altafgørende for udfaldet af dit arbejde. Hvordan starter du op på en rap?
Startskuddet kan komme fra alle sider. Jeg arbejder for øjeblikket med at blive bedre til at kunne lade mine følelser alene tænde gnisten til en ny tekst uden ”ydre inspiration” – men min ubevidste metode har altid været at tage udgangspunkt i en skæv vinkel i en avisartikel, en bog eller en replik, en ven siger til mig.

Hvor stor en del af et godt rapnummer er semantik, og hvor stor en del er æstetik?
Nøgleordet er overraskelse – om den kommer i form af noget rent rytmisk og melodisk i ordene eller i den musik den skal smelte sammen med, eller på tekstsiden af en genial observation, en præcis beskrivelse, overrumplende ordspil eller en historie fortalt et stramt narrativt forløb, er ligegyldigt.

Den ramte mig lige i maven som tolvårig, og jeg har hørt at det er den ultimativt mest modtagelige alder, og at få mennesker er i stand til at lægge det fænomen fra sig, som de blev præsenteret for netop der.

Hvorfor er Hiphop blevet din udtryksform og hvad er det der tiltaler dig ved Hiphop?
Den ramte mig lige i maven som tolvårig, og jeg har hørt at det er den ultimativt mest modtagelige alder, og at få mennesker er i stand til at lægge det fænomen fra sig, som de blev præsenteret for netop der. Siden har jeg fundet de samme kvaliteter i andre musik-stile og udtryksformer, og selvom jeg ikke får et sug i maven af at høre et nyt rap-nummer – nærmere irritation over alle klicheerne og de spildte muligheder – så er rap for længst og for altid blevet mit andet modersmål. Så er det så op til mig med hvilken accent jeg taler det.

Kan du beskrive arbejdsprocessen bag en god rap? – Hvor stor forskel er der på at freestyle og at skrive et nummer til en rigtig udgivelse?
Førstnævnte lever i nuet, sidstnævnte skal være eviggyldig i en eller anden forstand. Så her går jeg tilbage utallige gange og retter til, helt ned i enkelte stavelser for at optimere musikaliteten i formuleringerne. Jeg lider af en frygtelig utålmodighed, og vil gerne have tingene hurtigt ud til folk, men faktum er at 5 virkeligt optimalt gennemarbejdede numre kan tage dig længere end 50, der er lige ved og næsten. Jeg er i skrivende stund på tur som surprise-opvarmning for Frank Hvams standup-show, og her mit indslag hovedsageligt improviserede rim, fordi det er så stærkt et medie – også, eller måske rettere, især overfor folk der ikke betragter sig selv som fans af min genre. Og jeg er jo fuld af selvtillid til min kunnen som entertainer og improvisator, ud fra at publikum for det meste reagerer med stor entusiasme. Men nu står jeg så overfor det luksus-problem at alle 90 shows med Frank bliver optaget, og det vil sige at jeg ved endt turné har cirka 30 timers freestyle-rim jeg kan lytte igennem, og jeg er selvfølgelig fristet til at vælge det bedste ud og lave en plade-udgivelse. Men på en måde synes jeg også det ville være en helligbrøde – både overfor seancens natur og overfor de folk det var beregnet til, det var noget intimt og nærmest helligt, som vi havde sammen, crowden og jeg, netop det sted, netop dén aften. Og det lever jo allerede nu videre som mund-til-mund, hvor folk bagefter prøver at genfortælle andre hvad de oplevede – det er jo den slags anbefalinger der har været hele mit PR-apparat. Og magien KAN umuligt være til stede på samme måde når køberne af en sådan eventuel plade gen-hører lyden af et unikt samarbejde mellem mikrofon-mand og menneskerne i mørket. De sidder i en helt anden setting, højlys dag og checker det på deres PC-højttalere eller måske som baggrundsmusik til en samtale, og vil ikke blive ramt af den intensitet der var tilstede i lokalet. Og det vil jeg ikke tillade – så jeg tygger stadig på om man kan omskabe disse events til et blivende værk.

Er rap noget man gør, eller noget man lever/er?
Jeg ved ikke hvordan man skulle ”leve rap”?!

Humoren er et gennemgående træk i dine tekster. Hvordan ved du om ”den er der”?
Det er jo ren mavefornemmelse – hvis jeg selv synes en tekst er sjov, skarp, sigende, rørende, original eller smuk – og allerhelst ja til alle ovennævnte punkter – så kan jeg jo kun håbe at det synspunkt kulle deles af andre.

Du har jo været et navn i den danske undergrund længe, men slog for alvor igennem hos den bredere skare da du vandt Fight Night et par gange… Hvilke forcer har du, som gør at du er en god freestyler og hvad kræves der generelt?
Jeg har altid sagt at nøgleprdet er situationsfornemmelse. Og hvis vi skal nævne en ting mere, og det skal rime – så selvforglemmelse. Forstået på den måde, at hvis man kan sætte sig udover den normale evige konkurrence med sig selv og dem man vil imponere i at være cool og uigennemtrængelig, så kan der først for alvor ske store ting – hvor man overrasker sig selv og kommer steder hen man ikke kunne regne ud i øveren eller krydderen før det skete. En gang imellem sker det, og så blir det kosmisk jazz. Men som regel er det en meget bevidst proces hvor der blir stillet en opgave i form af et input fra publikum, og den opgave skal løses. Udfordringen er at det både giver mening på detalje-planet, i form af et ubrudt stime af rim og del-konklusioner i stram samklang med beatet og på det overordnede plan, hvor man arbejder sig frem mod en meningsfuld pointe til slut.

Hvor lang tid havde du rappet, inden du stillede dig op og rappede offentligt?
Ganske få måneder – jeg tror jeg instinktivt betragtede det som noget socialt. Jeg skrev ikke for skrivebordsskuffen, jeg skrev for at komme på banen, være midtpunkt og blive set i en sammenhæng hvor jeg havde styr på det. Plus det var for meget et fest-fænomen. Samtidig med at de rappere jeg så op til var kunstnere med stort K og høje hiphop-idealer der lavede personlige, u-kommericelle plader efter deres eget hoved, var de også udadvendte fest-aber og party-startere når deres ting blev fyret af på en scene. Det var lige så centralt. Så såsnart jeg havde min første ubehjælpsomme tekst klar, gik jagten på et forum hvor jeg kunne fremføre den. Jeg overtalte min tromme-lærer til at spille et u-akkompagneret backbeat i min folkeskoles gymnastik-sal til en skolefest.

Du er meget aktiv på nettet med både website og myspace- og facebook-profiler. Hvis du ser generelt på medier som blogs, websites og wikipedia, hvordan forholder du dig til disse – er det en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive, og ingen checker kvaliteten?
Tjah – det er vist der er blevet kaldt den ultimative demokratisering. Og så kan man for sit indre øre høre en romersk kejser eller en gammel britisk politiker snøfte fornærmet at ”demokrati fungerer ikke”. Det handler jo om hvem der fungerer som filter – dengang en pladeudgivelse var en dyr affære, var der en investor i form af et pladeselskab der filtrerede de mange fra, de ikke kunne se potentiale for overskud i. Nu hvor det er økonomisk meget mere overkommeligt at udgive musik, og alle potentielt har adgang til mere musik end de kan konsumere, så må lytterne navigere efter hinanden, og selv finde ud af hvilke instanser, bloggere, net-anmeldere, radiostationer, pirat-hitlister osv. de stoler på som deres personlige dæmning for musikfloden.

Du har rappet for 60.000 mennesker på Roskilde Festivalens Orange Scene og holdt intimkoncert for 5 mennesker: Hvad giver den ene form for optræden i forhold til den anden – og hvad kræver mest forberedelse?
Jo færre mennesker der er i lokalet, jo tættere og mere intens blir kontakten med den enkelte – jo mindre ”show” blir det, og jo mere virkeligt – fra person til person, ikke fra idol til fan. Selvfølgelig er der noget fascinerende, sexet og ærefrygtindgydende omkring det store maskineri der går igang hvis du spiller på et toptjekket teater eller på en kæmpe festival, og det er helt klart fedt for egoet at stå i front for en ”hær” af måske 100 mennesker der står for alt det praktiske som sådanne kæmpe events kræver. Men de dybeste oplevelser har for mig været på små, ”nøgne” scener. Folk føles ofte meget langt væk på de store scener. Der kan selvfølgelig opstå magi mellem musikere og publikum i alle typer shows, men de stærke følelser virker mere ærlige og ’menneskelige’ når det er lige i face i et lille, usmykket rum helt uden lysshow, hype og masse-psykose.

Når du står på scenen og optræder – censurerer du dig selv? Er der emner du aldrig vil komme ind på?
Det kan jeg ikke komme ind på.

Er du nogensinde nervøs på scenen og hvis du er – bliver det så ikke vanskeligt at ”fyre den af”, hvis publikum kan mærke, at du er usikker? Kan du ”skrue op og ned” for dit show eller din egen sikkerhed gennem sproget – fx ordvalg eller genbrug af ”sikre træffere”?
Jeg er altid spændt, og det er positivt – og så kan jeg være nervøs på en forventningsfuld måde eller på en ubehagelig måde. Sidstnævnte er hvis der har været for travlt til at øve nye ting ordentligt igennem, hvilket gør mig usikker og utryg. Så kan jeg godt skjule det bag en maske af veltalenhed eller selvironi, men det bliver ikke behageligt af den grund. ´

Det er blevet sagt, at du har en stærk trang til at nytænke en dansk rap-genre. Er det blevet som du vil have det – eller fortsætter nytænkningen?
Det er jo både en velsignelse og en forbandelse at rap anno 2009 som udgangspunkt keder mig. Hvilket det gør, fordi jeg har betragtet genren længe og den indledende eufori hvor alle udgivelser føltes som klassikere, og hvor bare det at være rapper var nok til at jeg syntes du var en helt. Men når jeg bliver bitter på udviklingen minder jeg mig selv om at det er et virkelig godt udgangspunkt at konkurrenterne ikke kan overraske eller imponere mig – det betyder at de ikke kan se eller føle de uudnyttede muligheder som jeg bilder mig selv ind at jeg kan. Ikke hele tiden, men i glimt, og det er i de glimt jeg kan lave noget fedt, der hæver sig over det almindelige. Hvis jeg stadigvæk var en blåøjet entusiastisk fan, der klappede glad af de fleste udgivelser, så ville jeg jo nok ligge under for de samme mål og selv lave noget der mindede alt for meget om det. Men en gang imellem kommer der et nyt navn, eller nogen der har været i gang længe kommer med noget man ikke kunne regne ud, og det er da selvfølgelig rigtig fedt og inspirerende når det sker.