Skip to main content
Music

Jeppe Bisgaard 1971-2018

By 18. juli 2018No Comments

Mit Facebook feed har KUN handlet om Jeppe Bisgaard, siden han gik bort alt alt ALT for tidligt i fredags. Hundrede opslag, der hylder ham og hans væsen. Hvor er det smukt – midt i sorgen over uretfærdigheden. At han i sine knap 50 år ramte så mange – og en trøst og en inspiration, at han nåede at opleve og grine mere og opfylde flere drømme – både egne og andres – end folk der får tildelt dobbelt så lang levetid.

Jeppe var mit forbillede siden day one. Han begyndte at skrive i ungdomsbladet “MIX” da han var 17 og jeg var 12. Hans ene side, der hed REAL RAP, var månedens absolut højdepunkt for en ung hiphop-sulten sønderjyde som ikke fik håndfodret sin nysgerrighed af nogen andre trykte medier i Danmark. Og som den fasteste af traditioner tog jeg hans anbefaling af “Månedens Album” og fik det bestilt hjem fra Streetdance Records til Gram Radio & TV. Det var starten på min pladesamling, mit livs kærlighed og Jeppes definition af hiphop blev min. Hans slang, hans humor og hans insisteren på det kompromisløse.

Det må være nærmest umuligt for alle der er vokset op med internettet at forestille sig glæden ved at skaffe sig viden om sin passion i en informationsfattig en tid, men den klummes betydning for Jeppes jævnaldrende hip-hop-hoveder kan nærmest ikke overvurderes. Derfor er jeg glad for – med stor hjælp fra DJ Nelson – Hvide Sandes Finest og Jeppes faste makker når han var vært til Aarhus Took It – præsentere en næsten komplet samling af Jeppes skriverier for Mix, som vi synes fortjener at være tilgængelig for alle.

TRYK HER FOR DOWNLOADE !!!

Og så skal der også suppleres med noget lyd – nemlig fra “Mandags Hip Hop” som Jay-B’s gode ven Soulshock fik sneget ind på P3 som det absolut første radio-program dedikeret til det dersens rapmusik. I 2007 lavede jeg et mixtape (“Retro Respekt”) ud fra mine kassettebåndsoptagelser med Mandags Hip Hop – nyd her er et interview med en ung og karakterisk selvsikker Jeppe, der fortæller om sig selv og sit virke som bannerfører for hiphop.

Jeg er glad for at jeg fik fortalt ham tydeligt om hans betydning mens han var her. Jeg er glad for at vi skillingede sammen til en ny computer til ham i vinters, så han kunne genoptage sin egen musikproduktion. Men hvor er jeg ked af han ikke måtte få mere tid. Vi sås sidst i sommers til Main Source på Loppen, hvor vi sammen rappede hele “Looking At The Front Door” med et stort smil på fjæset, men da koncerten var færdig sås det tydeligt hvor træt han var. Jeg håbede hans ildsjæl ville brænde de dumme kræftceller væk.

Kys til Mette Marie, og de aller aller varmeste tanker til Hans Otto og fruen.

Tusind tusind tusind tak for alt Busy Bisgaard / Jay-B The Bedr**m King / Li’l Jep of the mighty Zulu Nation / Solid Productions / Boulevard Connection.