Skip to main content
Category

Musik

2026 er godt i gang

By Musik

 

På høje  tide at smide en update afsted. De sidste par måneder er gået med at indrette mit nye sted. Bag mig ses trappen ned til min nye hiphop-kælder. Og så er jeg netop fyldt 50, og jeg tænker simpelthen at denne post skal videregive det interview, jeg på dagen gav til Politiken.

Tak til Johanne Lerhard for den gode snak, og Jacob Ehrbahn for de fantastiske billeder.



Hvornår blev du voksen?

»Det korte svar er, at jeg er på en støt stigende kurve af voksenhed, der ender, den dag jeg bliver intergalaktisk«.

Hvilken opgave har du været gladest for i dit arbejdsliv?

»Jeg laver en årlig optælling af, hvor mange gange jeg har optrådt. Nu siger totalen 3.348 gange. Jeg elsker de shows, der ligner lort på Instagram, hvor en mand på en nærmest ikkeeksisterende scene står i fuldt dagslys i et dødkedeligt konferencelokale foran en tavle, hvor en eller anden oplægsholder skrev en matematisk formel dagen før, der ikke er blevet visket ud. Men hvor dem, der faktisk var til stede, får ændret deres liv en lille smule«.

»Hver gang man går ind på en scene, er det DM i tilstedeværelse. Et af mine smukkeste minder er fra en skolekoncert, hvor vi freestylede på elevernes spørgsmål. Det kom der alt muligt grineren ud af. Men en dag spurgte en pige på første række, hvorfor hendes mor skulle dø. Så fik vi et rimelig vildt moment, fordi min mor også døde, da jeg var syv år. Hende her var 13-14 år. Det var sådan en ucensureret tilstand, hvor ikke engang det var farligt. Der var ingen anden mulighed end at starte et beat«.

Hvad har været din vigtigste bedrift?

»At jeg turde få børn. Min overvejelse var først og fremmest økonomisk. Altså om jeg kunne dyrke den her skøre musikbutik og blive ved at få den til at spire, når jeg saboterede den med et projekt, som alt andet lige er vigtigere«.

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?

»Astronaut«.

Og da du var 20 år?

»Rapper. Altså det er jo to forskerstillinger. Bare i forskellige departementer«.

Hvad er det bedste valg, du har truffet?

»At få meditation ind i min hverdag. Jeg mødte min livsviv på et teaterkursus for 25 år siden, der viste sig at være et selvudviklingskursus. Det handlede en masse om at være tilstedeværende på en scene. Og hvis du skal kunne portrættere noget andet end dig selv, så skal du aflære din egen ballast og se din skæbne som et tilfælde. Meditation fjerner behovet for selvopretholdelse«.

Hvad er det dårligste valg, du har taget?

»Det egner sig ikke til Politiken. Men jeg har en perlerække af ting, der er pinlige og egoistiske, fordi jeg har såret folk«.

Hvad er du god til?

»At mærke mennesker og se det sjove i sandheden. Og til at grave mig ned i nogle mørke huller, som jeg hver dag kæmper for at lære bedre at kende og identificere kanterne på, så jeg kan kravle op igen«.

Hvad er du dårlig til?

»Det, der gør mest ondt på mit maskuline ego, er, at jeg er uhandy. Jeg er en lille boligbaby, der ringer efter hjælp i stedet for selv at tage hånd om tingene«.

Hvad ville du sige, hvis du skulle bagtale dig selv?

»Han er egoistisk, ham der! Og selvoptaget. Og nederen. Det kan jeg da sagtens høre for mig. Men jeg er trods alt klarsynet nok på grund af min selvhøjtidelige meditation til at vide, at det er vores egne begrænsninger, der gør, at vi fokuserer på andre menneskers dårlige sider«.

Hvem har været dit forbillede?

»Som teenager læste jeg biografier om Gandhi, Nelson Mandela og Malcolm X. Deres historier står stadig lyslevende for mig. Men mit helt unge jeg var meget påpasselig med idoler. På den måde var jeg en sur og militant hiphopper. Forbilleder var et begreb, der fik mig til at tænke, at jeg nedvurderede mig selv. Men faktum er jo, at hele magien i tilværelsen er at blive inspireret af andre mennesker. Som voksen er jeg ikke lige så højt på strå omkring, at det nærmest er svagt at se op til andre«.

Hvem holder du særlig øje med inden for dit fag?

»Dansksproget rap har aldrig haft det bedre end lige nu. Hvis jeg skal nævne nogen, jeg har haft optur over den seneste sæson, så vil jeg sige de to hiphop-kollektiver Centeret og HVADCRU«.

Hvilket fag ville du vælge, hvis du skulle vælge om?

»Gymnasielærer. I gymnasiet syntes jeg, at mine lærere – hvor nogle var tudsegamle og andre nærmest føltes jævnaldrende – fremstod som spændende, vidende mennesker, der var glade for deres arbejde og havde det rimelig grineren med hinanden. Og jeg syntes, at det virkede som en drøm at få penge for at læse bøger og så vise andre i en god retning«.

Hvad er du stolt over?

»Jeg er stolt over at have gjort mig uforholdsmæssigt umage med alle mine projekter. Det er mit ideal hver gang«.

Hvad har optaget dig mest de seneste fem år?

»At menneskers livsopgave ikke længere er at vælge til, men at vælge fra. Engang ledte man efter information, viden og vinkler og tilegnede sig dem. I dag er det blevet en kamp for at navigere i en strøm, der bare er konstant. Det er hele tiden et spørgsmål om at holde sig ude af dopaminjagten«.

Hvad læser du?

»Jeg har lige læst ’Vanedyr’ af Nicklas Brendborg. Alt, hvad jeg siger, er copyright ham. Og så har jeg lige slugt ’Radiator’ af Jan Sonnergaard. Han var en af de hotte, da jeg gik på uni, som jeg aldrig fik læst dengang«.

Hvad får du oftest at spise?

»Ideelt set kød og grønt. I virkeligheden dej og dårligdom«.

Hvad var en afgørende episode i din barndom?

»Min mors død og mit møde med hiphopkulturen. Dem har jeg kogt meget suppe på. Når noget så skelsættende sker, bliver det en livsudfordring at forholde sig til«.

»Jeg har en ongoing proces omkring, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg havde haft en mere harmonisk eller mainstream barndom. For det, der sker i vores barndom, virker som den eneste mulighed. Det er først senere, at vi bliver i stand til at se, at der kunne være sket det modsatte. Jeg ved ikke, om jeg kan sætte ord på det ordentligt, men jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved, at selvfølgelig dør mødre«.

Hvad glæder du dig til?

»Jeg glæder mig til at få afviklet mit gigantiske skattesmæk på en halv million, så jeg kan holde en lige så gigantisk fest«.

Hvad skal du resten af dit liv?

»Fortælle historier og opleve forbindelsen til andre mennesker«.

Hvad håber du, at folk siger om dig?

»Fucking fed rapper og over middel menneske«.

Hvad tror du, de siger?

»Det kan jeg virkelig ikke vide. Hvis jeg har mødt 10.000 mennesker i mit liv, så vil 9.000 af dem måske få et minimalt blip i hjernen, hvis de læser min dødsannonce. Måske vil 1.000 sige øv. Så er der 100, der vil få et stik i hjertet, og 10, der vil græde. Og det er okay«.

Hvordan skal du fejre din fødselsdag?

»Jeg kravler ned i et hul og gemmer mig med antennerne så langt nede, at ikke engang skattefar kan finde mig«.

Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?

»Det kedelige svar er, at jeg lige er flyttet, så jeg drømmer om en alenlang liste af ting, jeg ikke bør købe på Temu af plastik eller med LED til at gøre min nye hiphopkælder fed«.

Hvem vil du allerhelst se, som ikke kan komme?

»Det ville være en ønskedrøm, hvis det var indrettet sådan, at man kunne vække sine døde venner og familiemedlemmer den ene gang om året. Eller måske bare én gang hvert årti til de her store markeringer. Min mor, min far, min moster, min fætter og alle dem, der har været med til familiefesterne engang«.

Hvad er de vigtigste dage i dit liv foruden dine børns fødsler?

»Min mors begravelse og min første skoledag. Det skete inden for samme halve år. Sindssyg sæson«.

Hvad er din dårligste vane?

»Bare for at være diametral modsat de her mandemands-CEO-typer, der står op klokken 04, fordi de skal blende et gojibær med øjenbrynene, så tillader mig den vanvittige luksus at indtage et afsnit af ’American Dad’ som det allerførste hver morgen til min kaffe«.

VARM JUL!

By Musik

SÅ ER DER NY VARM EP!

Det sidste års tid har nogle af mine bedste koncerter været de bedste, fordi jeg har haft den fantastiske hiphop/jazz-kvartet AHEAD med mig.

Nu har vi også været i studiet sammen! Vi optog denne EP på to dage i sommerferien, med minimalt efterarbejde, så live som mulig.

Dette er lyden af bas, trommer, synth og rap i samme lokale – samlet og spicet af Rune Lak, men uden tilsætning af samples.

Kort og kontant, 9 numre på 18 minutter. LYT PÅ ALLE PLATFORME HER! 

Og! Så er DISKOGRAFI sektionen her på siden blevet opdateret – Jonas fra Adtimize og jeg har brugt MANGE timer på at sætte det lækkert op, og nu kan du så læse en tekst om hver eneste projekt og plade jeg har udgivet siden 2005!

Og så vil jeg ellers bare sige tak for 2025 og linke til denne lille snak jeg havde på Pixel-TV‘s julekalender i fredags. 20 minutters homie-hygge med Bense om gamle dage, ny dansk hiphop plus det løse!

RAPTILICUS – FLASH FREESTYLE – DRONE-DUET!

By Musik
Så er det tid til DANSK DINOSAUR-RAP!
Dette er en mere end ti år gammel idé, og NU kan jeg endelig byde velkommen til RAPTILICUS.

I 1988 blev dansksproget hiphop kickstartet med MC Einars debutalbum. Men inden da havde der været et halvt årti med parodier og revy-rap og popmusikere, der lige skulle have et enkelt nummer på deres album med forsøg på rap. Populærkulturen havde straks gjort sig lystig over dette nye uforståelige og ‘umusikalske’ fænomen.

Det meste var ironisk og noget så kækt. Komikerne var clueless, og musikerne var kluntede, men “stivbenet corny frikadelle-kapitalisering på de nye spændende bølger fra New York” er en fascinerende subgenre. Ingredienserne var slagbas og synth-horn og ikke mindst firkantede beats fra førstegenerations-trommemaskiner. Lad os da samle det hele på ét sted!

Et mixtape med ALT dansk musik med forsøg på RAP fra før 1988. Ideen kom ud af hele min altopslugende interesse for obskur dansk musik, affødt af “Knust Kunst” projektet, NU skal det være. Der er så mange WTF-øjeblikke, især tekstligt, hvor man tænker HVEM VAR PUBLIKUMMET TIL DET HER?!

I arbejdet er jeg blevet helt glad for slap slagbas – og overrasket over hvor mange der i interviews, booklet-tekster og på klistermærker på coveret har claimet at lave “den første rap på dansk”! Her er ALT det, jeg har samlet sammen – som jeg virkelig tror er meget, meget tæt på en komplet samling. Nogle var landeplager, langt de fleste langt under radaren.

RAPTILICUS er en hel times dansk musik. Hele 40 tracks har jeg fundet! Rædderlige revyskuespillere, fesne funkbands, kække komikere og fallerede fodboldkommentatorer skulle lige prøve op gennem firserne. Men vi starter helt tilbage i 1963, og mange af disse fuldstændig perleplader er fuldstændig glemte, og nogen af dem er faktisk voldfede!

Udover denne store & dejlige bibliotekar-agtige nyhed, har jeg også holdt det SUPER oldschool på scenen siden sidst:

“Vil du rappe med Grandmaster Flash?”
“Du mener DJ-legende nr. 1, der stod bag den første rap-single jeg nogensinde købte – “The Message”?! Ja, det gider jeg godt”
Hvordan ender man der? Jo, på den igangværende turne inviterer Flash en lokal rapper på scenen i hver by – arrangør-Stig hookede det op, så det blev mig i København. I stedet for at rappe et af mine egne numre, valgte jeg at freestyle over mit yndlings Wu-Tang beat.

Og så vil jeg ellers gå tilbage i øvelokalet – jeg spiller til Musik For Palæstina i morgen (billetter her) og debuterer et nyt nummer der bygger på Ahmed Amshas fantastiske drone-duet, som han har givet mig lov til at fortolke!

 

 

September 2025

By Musik

Denne post er blevet næsten to uger forsinket, pga. nogle problemer med teknikken her på siden. NU er vi online igen, så here goes med hvad der sker i september.

1. HALVTREDS RIM CHALLENGE

Du ved jeg var nødt til at sige ja til den her udfordring. Værsgo’, halvtreds rim på ordet “kaffekværn”:

 

2. AUKTION OVER MINE MEST SJÆLDNE VINYLER

Se videoen her for info om muligheden for at få nogle helt unikke skiver i din samling!

På tryk ser kalenderen altså sådan ud:
Tre styk “Sidste Omgang” splatter-udgave SØNDAG 14/9 kl. 20.00
Et styk “Knust Kunst 2” testpres på TIRSDAG 16/9 kl.15.30
Tre styk “45 Omdrejninger” marmor-udgave SØNDAG 21/9 kl. 19.00

3. MC TASE ALBUM

Fredag 19. september udgiver vi et album med MC TASE som et testamente over hans mange år som ildsjæl med hiphop i blodet. Kommer på stream og på 300 vinyler. Du er hermed inviteret med til gratis releaseparty dagen inden, se al info her.

Ellers er september den travleste måned længe. Normalt nævner jeg jo kun dem der rager dig – altså er offentlige. Men måske du ville synes det var enten sjovt / spændende / superligegyldigt at se hvor meget jeg rakker rundt når det er vildest. Peep kalender game:

02/09 Messe C, Fredericia
(kongres for 1500 fagforeningsfolk)
02/09 “Testpres Tirsdag” – 1 af 3
(online auktion for special vinyl)
04/09 – Salling Rooftop, Aarhus
(freestyle show til “Future Friendly Fokus”)
04/09 – Godsbanen, Aarhus
(firmafest incl. Suspekt)
06/09 – Stafet For Livet, Ishøj
(tale + mini-koncert for kræftramte og pårørende)
09/09 “Testpres Tirsdag” – 2 af 3
(online auktion for special vinyl)
11/09 Fællesskabsfestival, Vejle
(Koncert for 500 unge fra FGU Trekantens fem afdelinger)
11/09 Nyborg Strand, Nyborg
(Suprise til Lærernes A-kasses 40 års fødselsdag)
11/09 dypång, Aarhus
(Freestyle show for Implement)
12/09 &amplify, København
(min business coach Johannes holder fredagscafé)
13/09 Stafet For Livet, Haslev
(tale + mini-koncert for kræftramte og pårørende)
14/09 “Splatter Søndag” – 1 af 2
(online auktion for special vinyl)
16/09 “Testpres Tirsdag” – 2 af 3
(online auktion for special vinyl)
16/09 AmarGetOn, København
(Talk med Clemens om vores gamle battle!)
18/09 Nordsø Records, København
(Release fest for den nye vinyludgivelse med MC Tase)
19/09 Bæredygtighedsfestival, Aalborg
(optræder 18.30 på Gammeltorv)
19/09 Brenderup Højskole
(Fortæller om det nye koncept “100×100”)
20/09 Ålbæk Forsamlingshus, Bramming
(Fortæller om det nye koncept “100×100”)
21/09 “Splatter Søndag” – 2 af 2
(online auktion for special vinyl)
22/09 Nyborg Strand
(Optræder til konference om økonomi)
25/09 XXX, København
(Er HEMMELIG gæst hos XXX)
26/09 Gram Slot
(Koncert i min barndomsby!! Som del af SMF-Festivalen)
28/09 Amager Bio
(Konferencier til RockAkademiets Hæderspriskoncert)

Et par af dem rager dig i høj grad – håber jeg. Hvem med et dunkende hiphop-hjerte vil misse en one-night-only 16. september, når Clemens og jeg mødes for at fortælle om vores battle tilbage i halvfemserne! Billetter her.

Og så glæder mig jeg mig naturligvis voldsomt til den 28. september i 6510 Gram, det er noget ganske særligt at optræde i min barndomsby – find billetter her

Derudover har jeg været i studiet med instrumental-kvartetten Ahead, det kommer du til at høre mere om meget snart.

Tak fordi du følger med her på siden – du kan altid skrive til mig på per@vers.dk!

August update

By Musik

En lille update herfra nu hvor sommerferien bli’r afløst af en ny sæson. To nye numre har set dagens lys og lyd her i juli – jeg medvirker på singler fra den danske producer virvar og norske Soul Theory. Hør dem her og her.

Men ellers er august dedikeret til MC Tase.

John “MC TASE” Reincke gik bort sidste år, kun 53 år gammel, efter et kort og hårdt kræftforløb. Han udgav en hel masse musik men aldrig et helt album. Som hjemløs var der ikke så meget overskud til at have styr på andet end lysten til at udtrykke sig, så et samlet værk blev det ikke til.

Familien udtrykte efter hans bortgang et stort ønske om at Johns drøm kunne gå i opfyldelse posthumt, så jeg rakte ud og sagde at det ville jeg gerne hjælpe med.

Det er lykkedes mig at finde både et mastering-studie, en grafiker OG et vinyltrykkeri som gerne vil få dette til at ske, og de arbejder gratis i den gode sags tjeneste !! Derfor kan ALLE de penge som denne plade indbringer, gå til de hjemløses årlige julemiddag på Rådhuspladsen, som Tase stod for i mange år sammen med sin elskede Malle, der kører tradtionen videre.

Kæmpe tak til ZEB, til HellsJells og til Nordsø Records for at stille jeres arbejdskraft til rådighed!

Det er mig en glæde i dag at kunne afsløre coveret til  “MC TASE 1971-2024”. Prisen bliver 300 kr. som man sender direkte til Foreningen Hjemløses Julemiddag. Pladen indeholder 12 numre fra mellem 1993 og 2024, heraf flere som aldrig har været hørt af andre end de involverede. En stor flot booklet med Tases private fotos, håndskrevne tekster og graffiti-skitser følger også med.

Vi åbner op for forudbestilling på Johns et-års-dødsdag, 12. august, hvor den endelige release-dato og tilhørende fest bliver annonceret.

Hvis du går i gymnasiet, ses vi forhåbentlig i den kommende sæson, denne her smukt designede sag (af Kärt, som altid) ryger ud til alle gymnasiernes festudvalg i den kommende måned – den synes jeg da lige I skulle se.

Jeg har også besøgt “P6 Elsker Albummet”, hvor jeg fik lov til at elske og snakke om Public Enemys “Fear Of A Black Planet” i halvanden time

…en plade jeg fik til min konfirmation, og som jeg aldrig glemmer. Hør programmet her. 

Der er MASSER af andet guf i gang heromkring, men det bliver næste gang. Jeg håber du har tjekket og nydt det nye album KNUST KUNST 2 – jeg har lige lavet en række videoer med Rasmus Botoft a.k.a. Ronnie Pladefar, der skal minde jer om det. Her er den første.

Ses om en måned – P

 

 

Sommer shows!

By Musik

Der er rullet en masse dejlig ufast arbejde ind, og her er en oversigt over sommerens gigs.

Det er meget forskellige set-ups – jeg har lige haft debut på mit video-show hvor jeg er alene på scenen med mine tre store skærme. Det kan opleves i Kolding, og det glæder jeg mig til at vise jer alle sammen! På Kløften laver jeg et meget specielt show hvor mine sange bliver udsat for Slesvigske Musikkorps, Haderslev Pigekor og DJ Graded! På Jazzfestivalen kan du opleve mit nye faste samarbejde med hiphop-instrumental-kvartetten AHEAD. På Smukfest laver jeg et freestyle-indslag under en paneldebat om musikpolitik. Men i Sæby er det fuld koncert, og her teamer jeg sgu op med DJ Noize!

Og inden alt det her løber af stabelen, skal der skydes video – så her kommer et call-to-action. På onsdag, 11. juni fra 10 til 14 på Amager skal vi bruge 10-15 statister til at holde fest rundt om mig og Rasmus Botoft, der er hovedperson i rollen som Ronny Pladefar.  Det hele bliver holdt i halvfjerdseræstetik, så send os et billede af dig i dit mest umoderne tøj hvis du er interesseret i være med. Enten på mine SoMe kanaler eller i en mail. Der er mad, drikke, transport betalt + en “Knust Kunst 2” vinyl/bog som tak for hjælpen. Hit us up!

TALK TOUR

By Musik

I april satte vi to aftenener op hvor Christian Villum og jeg talte om Knust Kunst projektet. Og om sampling, vinyl, at være independent musiker og meget mere. Det var i Jylland, og det var voldhyggeligt – så nu gør vi det sørme på Sjælland og Fyn!

“Knust Kunst” projektet er ti år lang besættelse og kærlighedsaffære – så der er masser af gode historier. Og der bliver både plads og tid til Q&A og at spiller lidt live. Måske bliver emnerne en smule anderledes denne gang, men vi tager i hvert fald udgangspunkt i mit nye album “Knust Kunst 2”  og tager den derfra!

Den første aften i BEAT bliver igen med Christian, mens de tre andre aftener bliver med Peter “PTA” som snakkemakker. Det prøvede vi for første og hidtil eneste gang da jeg i starten af corona-perioden lavede en livestream fra pladetrykkeriet Nordsø Records, og det  var åbenbart rigtig sjovt, man man kan se på dette screenshot  – det er allerede fem år siden, så det er på tide at gentage!

Så… hvis du har lyst til en hiphop-hyggeaften med historier, interview, baggrund, visning af aldrig før set videoklip – altsammen i et lillebitte og superintimt rum? Så ses vi!

KNUST KUNST – den svære 2’er ude nu!

By Musik

‘Knust Kunst 2’ er ude NU! Tre års arbejde er endelig ude i verden! Du kan lytte til de 12 nye numre lige HER!

Her er pressemeddelelsen vi netop har sendt ud:

Per Vers udgiver nyt album 14. februar 2025 – en opfølger til hans roste album “Knust Kunst”, hvor han gik på opdagelse i den danske musikarv.

20 år efter debuten er den prisvindende rapper mere aktiv end nogensinde – med både roste udgivelser og genrebrydende samarbejder. På sit nye album Knust Kunst 2 træder han i karakter som musikarkæolog og skaber nye numre fra støvede danske lakplader.

På albummet dykker Per Vers dybt ned i den danske musikhistorie og fejrer alt det glemte guld, der stadig ligger gemt på grammofonplader, og som aldrig er blevet overført til streamingalderen. Sjældne, støvede og skæve skiver, som nu bliver genfødt med Per Vers som analog audioarkæolog. Knust Kunst 2 er opfølgeren til det bredspektrede og ambitiøse albumprojekt, der startede i 2018.

På ‘Knust Kunst 2’ er der skåret helt ind til benet – og Per Vers holder det så simpelt, man kan i hiphop-land. 1 rapper, 1 DJ. En moderne musikproduktion kan nemt indeholde 100 spor – her består hvert nummer af to! Det Per siger på mikrofonen, og det signal der kommer ud af DJ’ens mixer, hvor een gammel dansk vinylplade bliver omarrangeret, scratchet og mixet live i eet take. Som Per Vers siger på det nye album:

“Det her er vores legestue for lak og lyrik, pladespiller og poesi, vinyl og vokal. Alt det, du hører lige nu, kan vi lave live, kun med to grammofoner og en mikrofon. Ingen overdubs, ingen effekter, ingen efterbehandling, ingen studietricks.”

For det første kræver sådan en regelsætning 12 unikke danske numre, der kan rappes ind over præcist, som de er. Og her har Per Vers gravet 12 skøre, skønne skæringer frem, med udgivelser fra 1969 til 2007 og med obskure navne som Valdemar’s Orchestra, Det Blå Skrig, Hermann Brysch, Fleur de Lis og Snake & Jet’s Amazing Bullit Band. Og ja, selv Jørgen Wedege – der ellers kun er kendt og Jamaica-sangen og dermed er indirekte skyld i Kombardo-sangen – kan blive til smuk rap-musik.

For det andet skal pladerne i hænderne på den helt rigtige DJ. Og så er det jo heldigt, at Per Vers’ mangeårige musikalske makker er DJ Turkman Souljah. Han er en ener på den danske musikscene, og udover at være Danmarks mest vindende i både danske og internationale DJ-konkurrencer, er han formodentlig også verdens eneste indehaver af en Ph.d i musik med pladespilleren som hovedinstrument. Sammen tager de lytteren med på en rejse i rytmer, tid og rim.

Her er en video der viser lidt af processen!

‘Knust Kunst 2’ skal ikke bare høres. Den skal mærkes! Albummet udkommer naturligvis på vinyl – men ikke en hvilken som helst vinyl. Coveret er der også en bog på 100 sider med alle sangtekster, essays om samplingens historie, historierne bag hvert enkelt nummer og tolv flotte tegninger af den legendariske, engelske hiphop-illustrator Dan Lish, der har ‘remixet’ de tolv samplede numres oprindelige albumcovers.  Vinyl+bog kan købes på min webshop! 

Frontcoveret er skabt af den spanske grafiker GYG Infographics, og er en “teknisk tegning” udgave af etteren.

De 100 sider er sat smukt op af min faste grafiker, Hells Jells, og de to essays og track-by-track tekster er skrevet af denne herre – Niels Fez!

Her er en lille video, hvor Niels fortæller om hans rolle i den medfølgende bog.

Hvor “Sidste Omgang” blev anmeldt af alt og alle, er medierne lidt mere tavse denne gang. GAFFA stepper dog op og mener dette i deres anmeldelse.

Håber I digger det derude, det er skævt og skingrende umoderne men det kommer fra hjertet og er, synes jeg selv, noget af det mest originale jeg har lavet.

TAK – kå hå fra PV