Lørdag aften er Thomas Lieberkind ude og spise på Skt. Hans Torv på Nørrebro og sender dette billede til mig via Twitter med teksten “who said it first?”:
Vi udvekslede et par LOLs, og jeg lagde så billedet på min Facebook søndag eftermiddag med denne tekst:
Tilbage i 2007 lavede Oliver Ravn og jeg ‘Verdensborger.dk’, der byggede på Benny Andersens digt ‘Verdensborger i Danmark’. Alt fra originaldigtet blev udskiftet bortset fra 3 linier. Oliver skrev 2 vers – jeg skrev 1 vers og omkvædet. Sidstnævnte står nu på væggen hos restaurant Plenum på Sankt Hans Torv i København – som tror at det er Bennys ord. Jeg kunne selvfølgelig råbe CITATFUSK! og troppe op med en tusch og tilføje “Skrevet af: Per Vers. Inspireret af: Bennys Andersens digt. Idé til fortolkning af digt: Oliver Ravn. Idé til fortolkning opstået pga. invitation til compilation af: Henrik Marstal.” Eller man kunne nøjes med at synes det måske nok er lidt forvirrende og forkert, og at det er smukt at cirklen af inspiration er komplet ❤️
Selvfølgelig er der en bruger der tagger Café Plenum – og samme aften lægger caféen dette billede op i tråden:
– med teksten “Retfærdighedsmissionen er godt i gang og bliver afsluttet imorgen. Citatet tilfalder selvfølgelig dig Per, det gik lidt for stærkt for vores grafiske departement dengang i ’07, men vi skal selvfølgelig nok rette ordentligt op på fejlen :D”
– og næste dag inden åbning er den i vinkel: “Så sku den være i orden. Retfærdighedsmission completed.”
Der er meget lemfældig omgang med citater på nettet – du ved, “Don’t believe every wise word on the internet just because it has the image of a historical figure next to it – Abraham Lincoln”. Men dette er et smukt eksempel på hvor hurtigt det kan rettes op pga. en kunde med en smartphone og en café med respekt for dem de citerer. Jeg kigger forbi til en kaffe snart, Plenum! ☕️✌️
“Verdensborger.dk” blev inkluderet på albummet “Vi Taler Dansk!” (2009), som var 12 sange efter idé af Oliver Ravn, tekster af Oliver og mig, plus scratch af DJ Turkman Souljah. Tilsammen kaldte vi os Kinski efter den gale tyske skuespiller Klaus Kinski. Albummet ligger til fri lytning lige her: KINSKI – VI TALER DANSK!