Så vil jeg gerne invitere lige præcis dig til at streame eller downloade min nye gratis-EP SKUFFESANGE!
Du kan streame den på Spotify og alle andre services HER, og så har jeg lagt den til gratis download HER.
Titlen får det jo til at lyde som om det er materiale der længe har ligget og små-mugnet i skrivebordskuffen, og du derfor ikke må forvente for meget af det. Men det refererer nu til at det er de sange jeg skrev til DET STORE SKUFFEJERN. En teaterforestilling om “den bløde mands hårde odds”.
I oktober 2014 havde storyteller Per Helge, poetry slammer Peter Dyreborg og jeg premiere på forestillingen “Det Store Skuffejern” – mit første forsøg på at skrive og performe teater. Vi spillede ikke roller, og vi holdt os til vores egen genre – men alligevel var det meget anderledes; vi skulle skrive indenfor et skarpt afgrænset emne og få det til at spille sammen.
Der gik to år fra vores første tilfældige møde til stykket havde premiere. Per, Peter og jeg var blevet hyret enkeltvis til et show på Det Kongelige Teater i 2012, og efterfølgende sendte Peter os andre en mail hvor han konstaterede “at vi jo alle tre var ret fede, men at vi måske var endnu federe sammen?”. Vi mødtes og aftalte løst at lave noget sammen, og at overskriften skulle være om “den bløde mand”. Et år efter havde vi skrevet den første, 30 minutter lange prøveudgave. Den fik vi lov til at fremføre på Det Kongelige til samme arrangement som vores oprindelige gerningssted, nemlig den Kongelige Ballets tilbagevendende aften “Hübberiet”, opkaldt efter balletchef Nikolaj Hübbe, hvor udefrakommende kunstnere optræder imellem ballet-scener. Efter vores prøveshow hyrede de Kååångelige os på stedet til at lave en fuld forestilling.
Det var baggrundhistorien, her er lidt om de enkelte numre…
MANDEMANIFEST og BLØD FRONT er forestillingens start og slutning – to fælles “chants” fremført live af os alle tre. Ikke helt så vildt og virtuost som forlægget, Freestyle Fellowships “We Will Not Tolerate”, men det var også første gang hr. historiefortæller og hr. digter skulle springe ud i noget der mindede om rap…
GOKKEJERN var inkluderet på mit seneste album DNA der udkom i maj sidste år, og det første nummer jeg skrev til forestillingen. I denne sammenhæng fik jeg DJ Static til at lave et “live-remix”, altså ikke tilføje ny musik, men mixe, cutte og scratche i de eksisterende beats som han ville gøre til en live-koncert.
FREESTYLE #1 og FREESTYLE #2 var de steder i showet vi rakte ud til publikummet og bad dem komme på banen. I første akt spurgte vi alle mændene “hvad I har i jeres liv som I dyrker og elsker men som I ikke kan dele med kæresten”. I anden akt var det alle kvinderne der måtte byde ind med “hvad irriterer jer allermest ved jeres mænd?”. Det er jo lidt en stærkmands-konkurrence, og dermed totalt anti-skuffejerns-agtigt, at skulle holde rede på hele fem forskellige sætninger, og sætte dem meningsfuldt sammen til improviseret rap – men det gik godt de fleste aftener, og jeg føler at de to eksempler der er taget med her, godt kan holde til mere end eet lyt.
Det efterlader så de to sidste studieindspillede numre, som prøver at beskrive begge yderligheder af maskulin selvforståelse. MEGAPENIS er blandt det mest erigerede jeg har skrevet, og SKUFFEBLUES er den deprimerede og selvspankende modpol.
De to numre er jeg blevet så glad for at de også bliver inkluderet på næste album.
Ja.
Næste album.
Det er ikke bare løs snak om en-eller-anden-gang i en udefineret fremtid.
Jeg synes du som aktiv lytter skulle vide det før dem der bare glor med på Facebook og lignende – jeg er glad for at kunne benytte denne udgivelse til at kunne annoncere at jeg er klar med albummet TÆT den 20. april!
Overskriften og temaet for numrene er nærhed og især mangel på samme. Jeg tager afstand fra alle dem der tager afstand. Der er 14 spor, spilletiden er 43 minutter, og pladens producere er som følger: Embee (Sverige), DJ Large (Sverige), M-Phazes fra Australien (Eminem, Lupe Fiasco m.fl), Exile fra Los Angeles (Aloe Blacc, Blu & Exile m.fl.) og Stelios Phili fra New York (Kendrick Lamar, A$AP Mob) alle med to tracks hver, og fra Danmark Hans Solo, Nuplex og Tue Track med et nummer hver.
I marts udkommer førstesinglen “Tæt På” hvor Klumben hjælper til på omkvæd.
Og i maj og juni tager vi på en Danmarksturné til ti byer, og der håber jeg virkelig vi ses! Indtil videre håber jeg at du vil nyde disse “Skuffesange”, og at du vil dele den med andre mennesker af alle køn M/K…!