…det er nemlig rigtigt. Vi glæder os til TÆT PÅ TOUR!. Og det skal man jo råbe højt op på diverse medier for at lokke folket til, men det er svært at variere sig fra det sædvanlige “whoooo, vi glæder os!” udråb. Det gør vi jo. Ingen tvivl. Jeg har brugt et halvt år og 200.000 kr. på at sætte et nyt album i verden. Nu skal det affyres live. Det vildeste live-hold er samlet. Der er blevet øvet det vildeste show op. Men det kan jeg jo sagtens sige. Derfor bad jeg den superdygtige skribent Mikka Tecza om at besøge os i øvelokalet, og det er der kommet denne stemningsrapport ud af:
Stemningsrapport fra den lille sauna i Valby
“…Det var tempoet, vi kom fra. Det fungerer sgu ikke med det tempo.”
Der er nogle ting, hvis tilblivelse man er bedre tjent uden indgående kendskab til. Nike-sko, trestjernet salami og kokain, for eksempel. Musik hører egentlig også til i denne kategori. I hvert fald den del af skabelsesberetningen, der kommer efter guddommelig inspiration i skumringen på en nepalesisk bjergtinde, og primært handler om benhårdt arbejde. Blod, sved og kamillethe.
Men lad os alligevel gå helt tæt på denne fase. Så tæt, at man knap tør trække vejret, af frygt for at vælte en højtaler eller en gulvspand med noget uidentificerbart slimet i (lad det for guds skyld være sæbe).
Dramaturgisk befinder vi os i anslaget; de indledende minutter i koncertfilmen, du ved, hvor der klippes flygtigt mellem hænder, instrumenter og interviewbidder i halvtotal.
Scenen er den hemmelige øver i Valby, omgivet af tunge metalgitre og skrottede biler. Det er forår, solen skinner udenfor, men der er ingen ro hos en rapper. Vi nærmer os startskuddet på første turné i tre år; en tour de force af en Tour de Danmark. Det er i hvert fald planen.
I øveren er her varmt, og ikke prangende med plads. Dan Jørgensen ville bryde ud i gråd, hvis han så grise under disse forhold; gudskelov er det bare musikere. Per V, de tro kumpaner Ayoe Angelica og Nappion på mikrofoner, og den musiske vidundertrio Emil, Gustav og Dan. Foruden et trommesæt, et enormt analogt orgel. et keyboard, en guitar, en bas, en trompet, førnævnte gulvspand og kaffekopper nok til en mindre konference.
Slagplanen er at spille sig frem til en slagplan. Den slags bliver som bekendt bedst, når det er lige oppe over (det vi i fagsprog kalder for blækregningmanøvren). Bandet arbejder med det, der helt lavpraktisk skal foregå i hvert nummer, men øveren handler om mere end dét.
Den handler om stemning. Om at spille stemningen frem: Dén stemning, der løfter nummeret fra pladen og ud over scenekanten, ind i det særlige sted mellem ribbenene, der får én til at pløje Youtube tynd for skramlede koncertklip, bare for at genkalde sig følelsen i et kort sekund.
Det er ikke noget, man kan sætte på formel. Desværre. Mange sarte musikernerver kunne nok være skånet på den konto.
Vi er halvvejs gennem dagens program, der strækker sig fra 9 til 15, for det er et fuldtidsjob at være fri. Ayoe varmer stemmen op, og Nappion slubrer kamillethe, mens Emil får ild på et sample:
“Det er fordi jeg er født i Danmark…” siger Jens August Schade fra et andet århundrede.
Per spytter i mikrofonen, men standser igen, cut cut cut. Han hinker over ledninger og instrumenter, fra mic’en til computeren, der balancerer faretruende i hjørnet. “Kan vi ikke lige høre orginal-beatet fra start. Der skal styr på den feeling”. “Find Mig Her” skal gå direkte over i “Verdensborger”, og sidstnævnte Robin Hannibal-orkestrerede groove er tungt og let på een gang.
Hvordan sætter man ord på musik? Det er let nok at sætte ord til musik, eller musik til ord.
”Er det ikke meget fedt, hvis jeg er mere basagtig i højrehånden, og du laver de der svæveting?”
Beskeden opfanges og processeres.
“Det er fordi jeg er født i Danmark…”
Nappion mener, at alle burde sige Danmark med åbent a ligesom dengang. Så lyder landet bare større.
Det er et lille land, en lille øver, og musikken kan knapt være her. Den presser mod væggene.
Der er brug for kaffepause, luftpause. Ayoe har smidt skoene. Per taler i telefon med VJ’en Søren om hvilken grafik der skal være under en særligt passage. Hvis det virker, bliver det det vildeste i verden, men samtidig afhænger hele stemningen af den fucking grafik. Intet pres på Søren i øvrigt.
Der er tusind ting, der skal klikke. Der bliver blandt meget andet trykt 1000 kuglepenne med Per-logo på op til tourstart, det opkald tager vi også lige. Skrædderen Tina kigger forbi og tager mål til de jakkesæt der skal laves til bandet. Med pladecoveret som stof, selvfølgelig.
Øveren starter op igen. Solen lukkes ude.
Det er stadig ikke den rigtige feeling, siger Per og knytter næven i luften, som for at kanalisere antagonisten i Whiplash, skaldet isse and all.
“Det er fordi jeg er født i Danmark… “
”Det er ikke overbevisende.” siger Emil bag trommerne. ”Det skal bare være overbevisende. Det skal bare være fedt.”
Således konkretiseret slår Dan en ny tone an, mens Gustav jammer rundt med sin guitar i baggrunden. Det er en kakofoni af lyde, og højttalerne pakker det hele ind i hvid støj, der skærer ind i hjernebarken. Ayoes stemme smyger sig om omkvædet.
“Det er fordi jeg er født i Danmark, at jeg kan digte som jeg gør. Det ku’ slet ikke være anderledes.”
Sidste gennemspilning, og alle holder vejret. Den hænger i lokalet, stemningen, og Dan trykker record, før momentet forsvinder igen. Sidste, sidste gang.
Bandet tanker kaffe op. Går videre til næste nummer, der er en helt anden slags fisk. Nyt tempo, ny energi.
“Der er også meget musik, ikke?” bemærker én.
”Ja,” siger Ayoe afslappet. ”Det er faktisk meget ambitiøst.”
Vi ligger i opløbet af en tour, men som Mader ville sige det: De sidder roligt i sadlen, selv når de står op.”
– Mikka Tecza
– Tak Mikka! Vi klarede den! Første weekend er vel overstået, vi ramte Frederikshavn og Aalborg, og så glade så vi ud lige inden. Fra venstre er det Kasper Spez (opening act), Dan Hemmer (orgel), Nappion (backing rap & beatbox), undertegnede, Emil de Waal (trommer & samples), Madeleine von Warburg (tourmanager), Gustav Ljunggreen (trompet, saxofon, bas, guitar, tværfløjte) og forrest Ayoe Angelica (vokal).
Vi lod et kamera køre under koncerten – det så nogenlunde sådan her ud:
Og som du kan se i videoen, inviterer vi folk med i TEKSTPERIMENTARIET. Undervejs er der tre numre der bliver brækket midt over i improvisation. Og det er publikum der skal udstikke retningen for min freestyle. De vinder bajere, og showet får en ekstra dimension. Stor tak til Thomas Dambo for at snedkere mit logo om til en stemmeboks. 
Jeg håber ovenstående gi’r dig herrelyst til at kigge forbi. Kasper Spez levererer de perfekte opvarmnings-ord og sætter stemningen så jeg ikke kunne ønske det bedre. Og ved I hvad? Kasper udgav igår sin første single i fem år. Der en lille ekstra-bonus til jer der bestiller i forsalg. Tjek videoen her nedenunder. Vi ses på #TÆTPÅTOUR! “Whoooo, vi glæder os!”