Skip to main content

Sidste Omgang Tourafslutning

By Musik

Tak til alle der kom ud og så os på SIDSTE OMGANG TOUR.

Sytten koncerter landet over – vi sluttede på Hotel Cecil i København, og her er 30 helt fantastiske billeder af mesterfotograf Per Lange.

Fuck Panser

By Musik

NY SINGLE & MUSIKVIDEO!

Vi skal sgu ha’ lidt ny musik med rundt på tour. Tjek FUCK PANSER her!

Her er pressemeddelsen:

PER VERS ER TILBAGE – FRA FOLKELIGE DIGTE TIL FUCKFINGER

Den unikke stemme er tilbage og aktuel med en 17-datoers efterårturné som tager ham rundt i hele landet med et helt nyt set-up. Og nu er der ny musik på vej!

Sidste år udkom Pers samarbejde med Danmarks største digter gennem tiderne, Benny Andersen. SIDSTE OMGANG var et mørkt, melankolsk mesterværk med fokus på ordene, og Benny og Pers duet mellem spoken word og rap blev et af årets bedst anmeldte plader og i foråret blev præmieret med GAFFA-prisen som ÅRETS HIP-HOP ALBUM. 

Nu er Per Vers tilbage – som vi kender ham og alligevel aldrig har hørt ham før – hvor de eftertænksomme digtoplæsninger er puttet tilbage på reolen og der er fuldt blus på de heftige beats, den hårde hiphop-energi med bassen i bund og en opstrakt langefinger.

FUCK PANSER er en fordanskning af et af de mest ikoniske og kontroversielle rap-numre helt tilbage fra 1988, det herrens år en tolvårig teenager fik blæst de sønderjyske ører helt bagover af det nye funky og farlige fænomen der hed hiphop – nemlig “Fuck The Police” med N.W.A.

Og netop som man tror at Per har hørt så meget gangster- og gaderap at han er begyndt at hade politiet meget mere end hans blege, lovlydige provinsbaggrund kan forklare, river han med sædvanligt sprogligt overskud og blik for dobbelttydigheder os alle rundt og afslører at nummeret handler om noget ganske andet. 

Singlen akkompagneres af en energibombe af en musikvideo med masser af attitude, gadedans – og sårbarhed til sidst. 

Lyt til FUCK PANSER på din favorit streaming her:

Det var de officielle ord. Og lad os så slutte med lidt behind the scenes / bonusmateriale kun til jer der læser med på min hjemmesiden. Hele ideen til nummeret startede med jeg så en graffiti med en stavefejl – eller var det mon med stor poetisk sans? Hvis tilfældet var nej, tilføjede jeg det selv. Jeg tog desværre ikke et billede dengang, men her er hvad en billed-googling kommer op med.

Her kan du se koreograf Tone Reumerts lækkert håndskrevne “skudplan” – og tjekke dette klip fra optagelsen hvordan musikken køres langsomt for at give en stacceret ‘shutter’ effekt i bevægelserne i slutresultatet.

Det var ret syret at skulle performe det så langsomt – her er tre små videoer fra øveren, hvor vi går slow motion på den, og så kan du også se danserne øve henholdsvis starten og slutningen i “real time”. Fuck panser og fuck hvor er I seje! Og så skal I da også lige se hvordan det ser det ud når man gennembryder papirvæggen som Lau var så rar at lave med ultrakort varsel – og han så måtte lave een gang mere fordi Lau selv stod i skuddet i første take – her.

TAK til hele det sprøde sprøde hold (credits under videoen) og til dig for at lytte – del som altid gerne videoen og HUSK JEG TAGER PÅ TOUR I HELE DANMARK SNART – billetter HER!

SIDSTE OMGANG TOUR

By Musik

VI SKAL PÅ TOUR! For første gang siden corona og Knust Kunst Tour tilbage i 2019 skal jeg hele landet rundt med det fedeste hold her til efteråret!

Og ja, plakaten er en spoof af en klassisk gangster VIBE forside. Jeg har som altid DJ Turkman Souljah med som mine klippefaste kapelmester, men de to andre ansigter er nye. Til efteråret har jeg inviteret to nye legekammerater med på scenen, der hverken har mikrofoner eller instrumenter.

Det skal opleves og ikke forklares, så her er 38 sekunders resumé fra vores nylige koncert på Nørrebro Teater, som var første gang jeg optrådte med de to ‘body actors’ Jannik og Kristoffer a.k.a. Don og Gnu a.k.a. DON GNU!

Læs pressemeddelelsen for SIDSTE OMGANG TOUR lige her.
Du finder tider, steder og billetter ved at trykke på Kalenderen her ovenfor.
Håber at vi skal spille for DIG til efteråret!

 

Til sidst kommer købmanden lige op i mig: Knappen SHOP er også endelig blevet genaktiveret! I sidste måned gik gode gamle Run For Cover jo nedenom og hjem efter at have stået for min webshop i ti år. Heldigvis har jeg mødt nogle gode mennesker i Hørning, som er klar til at tage over! I dag er der debut på min nye shop hos MERCH CITY! Og til lejligheden har jeg fået lavet helt nye caps i fire farver og et nyt dope t-shirt design der kun kan købes fra nu og frem til tourstart!

…og til allersidst – Vi har købt en hel side i det nye GAFFA blad! For at sige “Tak for GAFFA-Prisen” og for at flashe de gode anmeldelser, men mest for at få kunder i butikken til turnéen. Håber at alle læserne tjekker det øverste og får lyst til det nederste…

GO’ SOMMER! ://PV//:

Kæmpe live album ude nu!

By Musik

SIKKE EN TUR! Godt vi fik trykket record. Vi tænkte stort hele vejen op til landevejen, gjorde os umage på scenen, og igen her med efterarbejde, mix og minimale detaljer for at give dig den næstbedst mulige live-oplevelse.
“En Aften Med Andersen” er det største live-koncept jeg har fået lov at udfolde fra bunden. Udtænkt. søsat og navngivet af mig – og udført helt fuldstændigt fantastisk af alle de solister, der heldigvis sagde ja til min håbefulde invitation.
Dette er den sidste krølle i det projekt der startede helt tilbage med mit møde med Benny Andersen i 2015. Vi var i studiet sammen i 2018, han døde samme år, “Sidste Omgang” albummet var færdigt i 2020, det udkom i 2022, og resulterede i en kæmpe turné i foråret i år. Og i dag udkommer så live-optagelsen af sidstnævnte.
Jeg ved godt det er tosset at udgive 100 minutters musik på een gang, og kræve den type fordybelse. Jeg håber at bare et par procent af jer der læser dette tager sig tiden, og lader sig flyde med.
Tak for det fantastiske beatpoetiske cover af Adam / DeadVoltage.
Den officielle pressemeddelse om albummet fra Danmarks Underholdningsorkester finder du her.
Nok snak, start musikken. Lyttelink til alle streeeeming sørvices lige her.
Arrangeret for symfoniorkester af Peter Jensen
Mine numre oprindeligt produceret af Es og Moo Latte
Mix og master: Rune “Audioman” Zetterström
Live lyd af Morten Büchert og Jessica Nilsson
Grafik som du ikke kan høre: Luminance
Alt det skriftlige: United Stage x Jangmarks Agentur
Alt det praktiske: Søren Sterndorff Peglau
Idé og koncept af mig.
Dedikeret til den eneste ene Benny Andersen.
Optagelsen på albummet er fra vores to koncerter i Aarhus. Her er Frank Langmarks “after movie” fra denne dejlige dag.

Benny og B-holdet

By Musik
Så er jeg efterhånden vågnet efter syv koncerter på fem dage med “En Aften Med Andersen” – for ca. 10.000 mennesker!
På vegne af de andre solister – Katinka, Bisse, Rasmus Dissing og Bodil Jørgensen (hvor er jeg lykkelig over at I kunne & ville være med) og mig – TAK for alle de søde tilbagemeldinger der er flydt os i møde den sidste uges tid!
I morgen kan vi så annoncere min egen tour! PER VERS – SIDSTE OMGANG TOUR, efterår 2023! Det bliver årets næste højdepunkt!
For at rappe “En Aften Med Andersen” projektet op, kommer her Frank Rosgaards recap af magien kogt ned til eet minut. Tryk her for se den.
Og så har Anders Ladegaards fantastiske lyrikvideoer været en kæmpe del af hele Sidste Omgang projektet. Jeg kunne ikke have tænkt mig nogen bedre måde at vække Benny Andersen til live i koncerterne. Som afslutning på hele forløbet har vi netop udgivet den femte og sidste af slagsen! Det er til nummeret “Dig (Stjerneklart)” – nyd den her!!

Og så vil jeg ellers bare lade de billeder, som Underholdningsorkesterets Toke Bjørnboe tog i DR’s Koncerthus, tale for sig selv!
Jeg indledte med “Sidste Omgang” helt alene, hvorefter alle 25 musikere kom på scenen, og vi spillede “Dobbelt Depresso” med Benny Andersen på storskærm, som eksempel på Bennys og mit samarbejde. Herefter introducerede jeg Bisse, der havde valgt “Svantes drikkevise” og “En sang om en sang”. Bisse overlod scenen til Katinka der blæste igennem “Længsel efter Sverige” og “Da jeg mødte dig”, hvor sidstnævnte hver gang trak aftenens største bifald.
Derefter hoppede jeg ind og duetterede med Katinka på vores fælles “Selvhad”, som du i øvrigt kan høre i en nyudgivet remix-udgave lige her. 
I midten af koncerten havde jeg en 20 minutters passage hvor jeg nåede “Blues I B For Benny”, “Lykken”, “Verden Venter Ikke”, “Stjerneklart” og “Denne Kolde Verden”. Under “Stjerneklart” så salen sådan her ud:
Her ses venstre flanke af de 18 musikere fra Danmarks Underholdningsorkester i de Benny-T-shirts jeg havde fået trykt til dem…
Rasmus Dissing (ja, rigtig gættet Povl Dissings søn og mangeårige medmusikant) sang “Hymne Til Natten” og “Hymne Til Skørheden”, hvorefter han og jeg lavede et mokka-mashup af “Svantes Lykkelige Dag” og “Black Power”. 
Bodil Jørgensen kom ind og gav os alle en røffel, inden hun sang “Hilsen til forårssolen” og “Udsigt i kikkert”. Så slukkede lyset og 1400 mennesker lyttede til Benny fremsige “Det Sidste Digt I Verden” i komplet mørke – inden vi alle – solister OG publikum – sluttede af med “Gå Nu Nat”,
Tak for tour!!!

Tak for 22!

By Musik

Her kommer en ‘tak for i år’ update. 118 gange stod jeg på scenen i 2022. Dog var der i starten af året en del Corona-flysninger, som savede vores “En Aften Med Andersen” turné midt over. Kun 2 ud af 6 koncerter blev afviklet. Heldigvis fik vi trommet hele holdet sammen og koordineret kalendre, og i januar trucker vi ud igen. De syv koncerter nærmer sig alle udsolgt, men her er en julegave idé i 11. time: køb billetter her!

 

Jeg har en ny syvtommer vinyl klar til turnéen. Indholdet er tre numre der ikke kom med “Sidste Omgang” albummet, samt det fantastiske remix af SELVHAD med Katinka, som Moo Latte har lavet. Se musikvideoen til denne version lige her. Nummeret kommer på stream 3. januar, hvor jeg også vil give alle modtagere af mit nyhedsbrev mulighed for at sikre sig en af 300 singler der er blevet trykt før vi lader koncertpublikummet komme til. Tilmeld dig ved at skrive din mail i NYHEDSBREV feltet her på siden (øverst til højre på desktop, nederst på mobil versionen) eller send en mail til nyhedsbrev@vers.dk, så er du på!

Nu vil jeg gå på juleferie, og glæde mig helt vildt til disse syv koncerter, som er det største jeg har været til at sætte op. Min december fyldte en del af Red Barnets Julemissionen, som mit hold endte med at vinde – i en vild slutspurt som jeg har beskrevet her.

Jeg håber du har haft en masse gode musikoplevelser i år – jeg har samlet mine favoritter indenfor dansk rap på denne playliste.

Og så slutter vi med en verdenspremiere der i dag er landet på Youtube. Det er halvandet år siden jeg blev interviewet af Lasse Frisk på et hotel i Skanderborg. Det var kun mine mundbevægelser der skulle bruges…

…og nu, halvandet år senere, er det blevet til RAP MOTION TALKSHOW. Syv minutters hiphop, don’t stopmotion. Godt gået Lasse!!

Lasse planlægger flere afsnit, så en ære at være med i”part 1″…  SE DET HER!

Og vi ses i 2023! – P

2 Podcasts & 1 t-shirt

By Musik
Efter lang tids “tørke” på merchandisefronten, er jeg nu klar med en af de fedeste T-shirts længe.
Illustrationen er lavet af den københavnske graffitimaler PANIK – og som en lille ekstra liret detalje er der forneden en broderet “PER WEAR” label. T-shirten har kun kunne bestilles  i denne uge – så  i aften søndag kl. 20 er sidste chance!  Vi trykker kun præcis så mange som der bliver bestilt inden da, så det er limited edition style! LINK TIL T-SHIRT BESTILLING HER! 
Udover denne lille julegaveidé til dig selv og andre, så vil jeg linke til to besøg hos Radio4 inden for den sidste måned.
COMEDY KONTORET med ANDERS FJELDSTED og TORBEN SANGILD
Vi snakker om hiphop-jokes, jeg spiller et tre minutter langt lydklip af folk der brækker sig, og freestyler til sidst. Good clean fun.
PORTRÆTALBUM med ANDERS BØTTER
Anders bad mig og tage et album med der har betydet meget for mig, hvilket er grundtanken bag PORTRÆTALBUM serien – og jeg valgte De La Soul “Buhloone Mindstate” fra 1993. Ud fra den plade tegner Anders et portræt af De La, af året 1993 og af min tur gennem musikken fra dengang til nu.
OG! Selvfølgelig skal du bagefter, eller som opvarmning, HØRE “Buhloone Mindstate”! Albummet ligger ikke på stream, men kan høres i sin helhed her.
Derudover går jeg og glæder mig enormt til januar, hvor vi skal ud med En Aften Med Andersen. Læs meget mere om hvad det går ud på her. København og Aarhus er udsolgt, MEN der er netop blevet åbnet for ekstra koncerter begge steder!! Find dine billetter her!

Det var hvad jeg havde på hjerte denne gang. PS: Hvis du er en TikTok type, så kan du nu følge mig her. Planen er at min profil udelukkende består af rap-vers leveret live. Tak – P

Arbejdsmand musikvideo!

By Musik
Jeg gik en tur hele vejen op af Nørrebrogade lige før corona ramte, for at optage musikvideo. Ironisk nok til en sang der handler om at spille mange koncerter. NU fejrer vi normalitetens nogenlunde returløb med ENDELIG at udgive den!!
Sikke en dag – lydcykler, boogiebørn, mennesker på kørebanen & spontan breakdance på Den Røde Plads. Nørrebro når det er bedst! Se den her.

ARBEJDSMAND bygger på “Arbejdsmandens Sang” fremført af Valdemars Orchestra på albummet “Sinne Ve Æ Vinne” fra 1978.
Sangen er en del af KNUST KUNST 2, som er coming not so soon til en pladespiller og en streamingservice nær dig – måske en gang i 2023 :.. der er andre ting der står først i køen!

Massiv tak til hele det store videohold, der virkelig gik en ekstra mil for at producere noget ekstraordinært.

Instruktør: Asger Lindgård

Klipper: Martin Gleerup

Producer: Anna Libak Pedersen
Fotograf: Maggie Olkuska
B-foto: Benjamin Ingvorsen
Motion graphics: Rikke Arentoft
Colorgrading: Sospeter Rob
Statistkoordinator: Sine Palm
Musikere: Peter Marrott, Jakob Dinesen og Jakob Johansen
United Sound Systems lydcykler: Andreas Diness, Tommy Hagstrøm og Hjalte L
Broderi: Charlotte Majlund Madsen
Filmet til “Bilfri søndag” på Nørrebrogade, KBH.
Optagedag koordineret af Hiphopmor fra Kommunen.

Povl Dissing 1938-2022

By Musik

Tak for skænken, Povl. Om lidt er kaffen kold.

Jeg sidder og kigger på et håndskrevet brev, hvor Povl Dissing giver mig lov til at lave et nyt nummer ud af hans vokal fra Brødrene Gedicht, En CD som stod på min fars overskuelige musikhylde. Som jeg sagde i introen til “Hausgaard & Vers”, min serie på DR med Niels Hausgaard: “andre børn vokser op med disco og house – jeg voksede op med Dissing og Hausgaard.”

Som en oase midt i min fars ellers elendige musiksmag, stod alle pladerne med Povl og Benny Andersen, og blev mit første møde med voksenmusik. Og så var P.D. også yndlingsstemmen i min barndomsfjernsyn, når han lagde fortællerstemme til de mest rolige og trygge stunder foran kassen. Så Povls “værsgo” var et stort ord for mig. Sangen kom med på mit første album og hed “Trøsteløs Café” (hør den her).

På den måde lavede vi musik ‘sammen’ uden nogensinde at have mødtes. Et par år senere stod vi ved samme buffet bag scenen ved en festival, og vi fik hilst. Povl fik mig straks til at føle at vi var venner indtil det modsatte var bevist, og var så rørende rar. Det gav mig en utrolig lyst til at vi skulle lave et nummer sammen fra bunden, men det varede endnu et par år før jeg havde den rigtige idé og skriver til ham. Og nu må man jo egentlig ikke offentliggøre privat korrespondance, men jeg synes nedenstående viser Povls hjertelighed så tydeligt at det skal med i mit tanketrawl her. Jeg kommer nemlig til at sende en tom mail afsted. Og tænk at få noget så småt brændbart, tomt og tosset som en e-mail uden et eneste ord i, fra en stort set fremmed mand, og så svare så sødt og solrigt her:

På mit næste album “EGO” (2011) kom vores første ‘rigtige’ samarbejde så, sangen “Fri & Fallit” som vi også lavede musikvideo til – se den her:

Fire år senere sluttede jeg albummet “TÆT” af med at Povl fremsiger et digt som jeg har skrevet. Hør “Exit” lige her.

Og så er Povl jo med i min nyeste musikvideo. Nummeret “Selvhad” starter med en sampling fra Povls sidste koncert (Store Vega, 18. oktober 2015) – så selvfølgelig skulle han være med i videoen som repræsentant for det ægte menneskelige møde. Måske Povl Dissings sidste “offentlige” optræden? Se videoen her:

Jeg vil altid være Povl taknemmelig for at sige ja til alle mine skøre forslag. Men først og fremmest være inspireret af hans væsen.

Jeg har ledt og ledt efter billeder eller video af den ene gang vi optrådte live sammen (med “Fri & Fallit” og “Trøstesløs Café” på Copenhagen Jazzhouse), men den oplevelse er tilsyneladende kun arkivtret i hjernebarken. Men den er den til gengæld rigtig godt gemt sammen med de andre møder, med varmt bryst og våde øjne lige nu. Det er jo min barndoms stemme der er forstummet.

Jeg har et uudgivet nummer med Povl liggende, som jeg ser ekstremt meget frem til at slippe løs på det rigtige tidspunkt.

Tusind tak til en true troubadour.

Endnu En Aften Med Andersen

By Musik

Dette er Bisse, Katinka, Bodil Jørgensen, Rasmus Dissing og mig, der krammer efter sidste nummer til “En Aften Med Andersen”. Det blev næææsten til Een Aften i ægte ental, da den oprindelige koncertrække blev skåret ned til bare to shows pga. nedlukning. 

Første udgave af vores storslåede turné blev bragt i knæ af den samfundsomstyrtende bacille , så måske var det sidste chance for fælleskram? MEN – det er lykkedes at få alle solisters OG orkesters travle kalendre til at passe sammen, og vi kommer STÆRKT igen til januar!!! 

BISSE – KATINKA – RASMUS DISSING og BODIL JØRGENSEN er alle sammen på igen, og jeg er lykkelig over at mange flere mennesker får mulighed for at opleve dette enestående koncert-koncept! Vi ses til januar!

PER VERS & DANMARKS UNDERHOLDNINGSORKESTER PRÆSENTERER: EN AFTEN MED ANDERSEN! 

Datoer og steder kan ses herunder. Og billetter kan købes LIGE HER.:

Close Menu