Skip to main content
Category

Musik

Af Ord Er Du Kommet

By Musik

“Den står på rørende anekdoter, skarpe punchlines, livemusik og et nyt blik på det danske sprog, når rapperen Per Vers tager nationaldigteren Benny Andersen under kærlig behandling. Med afsæt i de to ordmenneskers samarbejde om det – ifølge anmelderne – musikalske mesterværk SIDSTE OMGANG fortæller Per Vers om poesiens møde med rappen, om dialog på tværs af generationer og om Andersens relevans i dag. Alt sammen krydret med live fremførelser af de spændende duetter mellem Per og Benny fra Sidste Omgang albummet, og Pers helt unikke freestyle-rap improviseret frem på stedet”

Det her er Danni Travn – forlagsredaktør på Politiken, har skrevet bøger om Bent Fabricius-Bjerre, Lis Sørensen, Rane Willerslev og mange andre – en mand med pænt meget styr på popkultur og litteratur. Og også manden der stod bag de tre essays i de bog, som den fysiske udgave af “Sidste Omgang” albummet jo også er. 

Danni og jeg har lavet et foredrag sammen om Benny Andersen. som vi har kaldt “Af Ord Er Du Kommet”. 

Vi har hooket op med Danmarks største foredragsformidler ATHENAS. De har lige lagt ’tilbuddet’ op for et par dage siden og den første rotte er allerede i fælden. Håber vi skal ud en hel masse steder her i 2022.

Her kan du læse mere om foredraget !

 

Sidste Omgang Anmeldelser

By Musik

Sidste Omgang er nu en uge gammel, og nærmest alle aviser været på banen, og jeg kan vist godt sige jeg har fået de bedste anmeldelser i mit liv.

Allerede dagen inden kom der to anmeldelser. Den ene gav 6 ud af 6, den anden var Thomas Treo…

Nu er resten så rullet ind. Tak til alle for at lægge ører til, især Klaus Lynggaard for at lytte rigtig godt efter. Er helt rørt over at læse denne i Weekendavisen, det er sjældent at opleve en anmeldelse uden et eneste ‘men’. Ellers fik vi 5 ud af i dagens Kristeligt Dagblad, 5 ud af 6 i Berlingske, 5 ud af 6 i Gaffa osv…

Jeg indrømmer: Nogens mening er bare lidt vigtigere end alle andres. Og her mener jeg ikke anmelderne. Benny Andersens arvinger skulle selvfølgelig høre albummet som de første. Så jeg inviterede Lisbet og Halfdan (hhv. Bennys datter og barnebarn) i studiet før nogen andre til at opleve det færdige resultat. Og så lod vi et kamera rulle imens…

Selvhad

By Musik
Her er den nye musikvideo til SELVHAD. Instrueret af Rune Friborg. 1000 tak til alle de mange medvirkende!!!

Dette er den eneste sang fra det kommende album med Benny Andersen, hvor det ikke er Benny stemme jeg duetterer med, men hans sangskrivning. Omkvædet stammer fra “Svantes Sorte Vise” og bliver sunget af fantastiske Katinka.

Og som den opmærksomme seere vil ha’ bemærket kom der for 14 dage siden en lyrikvideo til samme sang – i samme stil som de to første sange, animeret af Anders Ladegaard.

 

Lidt utraditionelt, men er sangen go’ nok, så gi den to videoer.  “If the song nice, play it twice” som de siger på Jamaica. Også fordi det ikke er det heeelt samme track. Den nederste video er til album-versionen produceret af Es. mens lydsiden til den øverste er den akustiske remix-udgave af Moo Latte. Det er Es og Moo der har produceret halvdelen hver af Per & Benny albummet “Sidste Omgang”.

Og ja – “Sidste Omgang” er klar til stream på FREDAG!!

En Aften Med Andersen

By Musik

Når man laver noget med et ikon som Benny Andersen, som jeg jo har et fælles album undervejs med, er der flere der rækker hånden op og siger “vi vil godt lege med!” – alligevel har jeg det super vildt over at en velrenommeret institution som Danmarks Underholdningsorkester var klar på mit oplæg om at lave det helt store galla-udtræk til Mesterens ære – og endda lade mig sætte holdet 100%. Katinka, Bisse, Bodil Jørgensen og Rasmus Dissing tager sig af Bennys sange, og jeg tager mig af digtene.

Alle bliver vi bakket op af Underholdningsorkesteret, der stiller op 30 mennesker på scenen!! Jeg tror det her bliver fuldstændig magisk – her er hvor og hvornår. Billetterne kan købes fra i dag.

13/1 – Taastrup Teater & Musikhus
16/1 – Vejle Musikteater
18/1 – Sønderjyllandshallen, Aabenraa
19/1 – DR Koncerthuset, København
21/1 – Aalborg Kongres og Kulturcenter

Find billetter til alle 5 aftener her!

Altsammen i Bennys ånd og håndskrift, og en fuldstændig fantastisk måde for mig at kunne præsentere det album Benny og jeg indspillede kort før hans død og som udkommer samtidig med denne turné. Tjek endelig de to numre der allerede er udkommet – lige her! Og dyrk den fine tourplakat designet af altid dygtige HellsJells:

På Træk Med Olsen

By Musik

Jeg er meget stor fan af Allan Olsen og hans sangskrivning. Det viser sig nu at det er gensidigt (plus minus “meget stor”) – Allan har spurgt om jeg vil åbne aftenerne på hele hans 40 års jubilæums tour.Kæmpe ja herfra. ALLAN U AKBAR! Her er datoerne – og den meget fine tourplakat.

Billetter til touren købes HER.

På dette link kan du seden “officielle” annoncerings-video, og her nedenfor et alternativt take… ses derude. Forhåbentlig.

https://www.facebook.com/pvers/videos/290499719355759/

Verden Venter Ikke

By Musik

SÅ kan verden ikke vente længere – den får i hvert fald ikke lov. Tre år undervejs, og NU er det endelig NU.

VERDEN VENTER IKKE er ude. Lytte-link og officiel presse-tekst kommer her!!

Hør første single fra Benny Andersen og Per Vers!

Kort før sin død var Benny Andersen i studiet hos Per Vers og indtalte en række digte, som han gav Per frie hænder til at arbejde videre med dem. Nu kommer første single fra det særlige samarbejde: VERDEN VENTER IKKE! 

Til det sidste var Benny Andersen fuld af ambitioner og virkelyst. Som han sagde til Per Vers, da de skiltes efter at Benny havde indspillet sin del af det kommende album: ”Jeg har slet ikke tid til at kradse af.

Netop trangen til at skabe og opdage skrev han om i digtet ’På høje tid’ fra 1964. Og nu udgør hans nye indtaling af dét digt grundstenen i den første single fra de to sprogmenneskers samarbejde. Benny Andersen giver bolden op med ordene ”Da Alexander var på Cæsars alder, var han allerede Den Store. Da Cæsar var på min alder, var han allerede færdig. De spildte ikke tiden..” – og derfra duetterer Benny og Per om at få noget ud af livet, men også om hvad sammenligninger med andres præstationer gør ved os.

”Sammenligninger er måske nok en motivationsmotor, men først og fremmest en stopklods, fordi vi i sammenligningen flytter os fra, hvor vi er, og hvem vi egentlig er. Sådan hører jeg Bennys ord, og det er den slipstrøm, jeg lægger mig i,” fortæller Per Vers.

Hør ’Verden Venter Ikke’ på alle streaming tjenester her!

VERDEN VENTER IKKE har fået en flot animationsvideo af Anders Ladegaard – værsgo:

VERDEN VENTER IKKE er den første ‘rigtige’ sang fra det kommende Per Vers & Benny Andersen album. Første smagsprøve kom på digterens dødsdag, 16. august, i form af introduktionsnummeret ’Sidste Omgang’. Se videoen til albummets åbner her!

Forhistorien bag dette projekt er, at Benny Andersen som sin sidste kunstneriske gerning indtalte en række digte, som Per Vers fik frie hænder til at arbejde videre med. Rapperen måtte klippe i ordene, skrive til, sætte de musikalske rammer – alt. Benny Andersen gik bort blot to måneder at have færdiggjort sin del af indspilningerne. De næste måneder udfoldes materialet een sang af gangen i grafiske videoer, og kulminerer i et fuldt album og en række store koncerter med Danmarks Underholdningsorkester og prominente gæstesolister i januar 2022.

Her er det officielle pressebillede til projektet – taget af Nikolai Linares.

.

 

 

Seks SommerSnakke

By Musik

Efter femten år er PER.TV er død – hermed velkommen til VERS.DK! Kæmpe stor tak til Jens fra Christiansfeld, der ejede domænet uden at få det brugt til noget – og som ud af det blå skrev til mig og tilbød mig det uden bagtanker og beregning! Det er jo definitionen på go’ stil!

Første indlæg i de nye omgivelser er en post med links til de interviews jeg har givet de sidste par måneder. De er alle på lyd, undtagen min snak med Berlingske – lad os starte der.

 

Berlingske kørte sommeren over en portræt-serie hvor forskellige musikere blev bedt om at gennemgå hvilken musik der var vigtigst for een som femårig, tiårig, femtenårig osv. En fed udfordring at skulle genkalde sig selv hvem, hvad og hvornår. Skud ud til Michael Gaunt for et velskrevet “referat” af en over to timer lang telefonsamtale! Læs det her.

Jeg har besøgt to forskellige programmer på Radio 4. First up er KLØR FEM, hvor ale gæster skal besvare de samme fem spørgsmål, bl.a. “Hvilken kunstner skal du ofte forsvare, du kan lide?” og “hvilken dansk kunstner burde flere (55 minutter) kende til?” Lyt det her. (55 minutter)

 

Senere på sommeren var jeg gæst på orogrammet Studsgade – et andet musik-program hvor gæster gennemgår den samme template med spørgsmål – se billedet. Som den supersympatiske vært Frederik beskriver vores snak i program-teksten: “Freestyle-mesteren Per Vers kommer i Studsgade og tager Frederik med tilbage til firserne, hvor Bomb The Bass åbnede dørene op for en helt ny slags musik. For Per Vers blev det gnisten til en livslang karriere, men for Frederik var det soundtracket til det en uforglemmelig oplevelse med nøgne damer på væggen og pistoler på bordet.”

Oscar Gomez opfandt en fodbold-podcast i corona-tiden ved navn Fodboldfornemmelser og vi satte os ned med en mikrofon i mellem os mens Danmark stadig var i fuld effekt til VM. Det blev sgu en helt særlig snak. Som han selv formulerer det: “Ordartisten Per Vers har sat sig ned midt i euro-forien og talt med mig om ikke at gå op i fodbold og så alligevel have et helt særligt forhold til sporten. Det blev en snak om Gram, shorts med indertrusse, og et chok på en motorvej mellem hovedstaden og Ikast” Hør det her  55 minutter)

Sidste ord lavede jeg introen / jinglen / lyddesignet til sprog-projektet Som Man Siger sammen med Emil Kruse. Den kan ses & høres her. De har udvidet biksen med en række podcasts om det danske sprog, og her var jeg så for ganske nylig gæst i en snak om improvisation. Hør det her.

Og så slutter vi af med mit besøg hos gode gamle Know The Ledge, en hip-hop-podcast fra Randers der netop har rundet 100 afsnit! Respekt for vedholdenheden, og for at give taletid til en underskov af kunstnere som meget få andre medier vil omtale! Jeg kom til at tænke på Eminems professorskøre rhyme books, da jeg så Stoltzes håndskrevne research inden vores snak. Så ved man det er seriøst! Lyt til vores snak her nedenfor. Kun for folk der taler flydende hiphop.

Det var så dagens tilbud. Rigtigt storhedsvanvid er ikke at lave albums der varer en halv aften ligesom Ye og Drake. Det er at tro at der findes nogen der gider høre mig tale i sammenlagt seks timer. Rigtig god fornøjelse………. PV

Benny og Per

By Musik

VENNER. Lad os drikke & skåle for Benny Andersen. Han døde for tre år siden i dag. Den 16. august 2018. Blot to måneder efter at have indspillet sin del af vores fælles album, som hans absolut sidste kreative handling. Nu er vi endelig klar til at løfte sløret for første smagsprøve på det færdige resultat. Spar ikke på venligheden.

Det har været nervepirrende, rundtossende og den største luksus at skulle forvalte Bennys sidste ord. Som jeg siger i teksten her: hans eneste krav var at jeg skulle gøre mig umage. Håber I føler jeg gør den gamle mesters tillid ære.

Dette er blot første skridt – der er meget mere på vej med den halvdøde duo – det fortæller jeg om næste gang / sang

Jeg var i Aftenshowet i dag og fortælle om samarbejdet – se min live version af sangen her.  KHP.