Skip to main content

Ny single – og coverbook!

By Music

Så er den første single fra TÆT ude! Lyt her!

Link til lytning på Spotify, iTunes, Tidal og alle andre streamingsteder HER.

Samtidig åbner vi for forudbestilling af TÆT – det sker hos Run For Cover på dette link!

Tjek her en visualisering af hvor lægger coverbook-udgaven bliver!

Forårstour

By Music

PER VERS – “TÆT PÅ” TOUR 2015

Jeg har glædet mig som en sindssyg til at skulle på rigtig tour igen! Her er tourplakaten og de ti datoer, og nedenunder kan du læse pressemeddelelsen! VI SES DERUDE – håber jeg! PV.

taet_poster_web

“Tre år efter sin sidste turné med det hudløst ærlige og DMA-nominerede album EGO er Per Vers nu klar til landevejen igen. Per har siden dengang modtaget ikke bare Spoken Word Prisen (2012) for sine tekster, men også den prestigefyldte Dan Turéll Medaljen (2013) og i år faldt den største hæder af dem alle, Modersmål-Prisen, der tidligere er gået til kultur-ikoner som Benny Andersen, Steffen Brandt, Klaus Rifbjerg – og Dronning Margrethe.

Hæderspriser får jo ikke i sig selv noget publikum til at hæve hænderne. Men en koncert viser i praksis hvorfor Per er blevet præmieret – det er simpelthen en demonstration af hvor nærværende en kunstner kan være. I sin jordnære kommunikation med publikum, sine overrumplende improvisationer, og en tsunami af tekster, formulerer Per en hel verden på scenen – der er et både sjovt, voldsomt, samfundsoverrasket, superpersonligt og sårbart univers at dykke ned i.

Og der er en masse nye rim i rygsækken der brænder efter at komme tæt på folket. Per bejler til titlen som DK’s måske mest produktive kunstner – han har i hvert fald siden sidste tour i 2011 udsendt en live-DVD, et 27 numre langt mixtape, fire vinyl-udgivelser med andre kunstnere på sit eget selskab Mixed Ape Music og senest udgav han 1. februar EP’en “Skuffesange”.

Og så har vi slet ikke nævnt de to nye albums der er hovedattraktionen – 2014’s “DNA” med bl.a. Isam fra Outlandish og Annisette fra Savage Rose som gæster, der gik nr. 2 på album-hitlisten, og det kommende album “TÆT” der dropper 20. april! Så der er mange stærke sange der kan puttes på sætlisten sammen med de gamle live-favoritter såsom “Black Power” og “Ironman”.

Per Vers stiller med stærkeste hold på denne turné – på vokalsiden danner skønne dansk-etiopiske Ayoe Angelica en sødmefuld kontrast til Pers kantede og skarpe rim, og Danmarks bedste human beatbox Nappion tryllebinder crowden med lyde de ikke vidste en menneskemund kunne frembringe. Og tro ikke at lydkulissen blot er en homie med et håndkæde og shades der står foran en tænd/sluk knap på en computer. Med en stærk trio bestående af Emil de Waal på trommer, Dan Hemmer på orgel og multiinstrumentalist Gustav Ljunggren har Per sikret sig opbakning af nogle af de mest erfarne, eksperimenterende og driftsikre sceneguder man kan opdrive herhjemmel

Som opvarmning har vi et vaskeægte scoop, nemlig kult-rap-helten Kasper Spez. Efter flere års tavshed dukkede Kasper op til overfladen som opening act til releasefesten for Pers seneste album, og nu tager den dystre men lune nutidspoet med Per Vers landet rundt! Kasper er albumaktuel i 2015 og Tæt På Tour bliver første mulighed for at høre de nye Spez-findigheder.

Hele holdet glæder sig til at ramme dit spillested lige i hjertet, og komme helt TÆT PÅ!”

 

11035182_10155202027675262_887825479_o

Moving PIKtures

By Music

Så er der fundet en vinder af “MEGAPENIS” VIDEO KONKURRENCEN som jeg satte i gang her på siden i søndags med dette indlæg: www.per.tv/penisvideo. Der er faktisk TO vindere da jeg synes der er to bud der er fantastiske på hver deres måde. Jeg lagde 50% oven i “præmiepuljen”, så begge vindere kunne få 7500 kr. hver. Tillykke til KINGA EWELINA og SONJA LOVDAL. Det var pissesjovt at se jeres måder at illustrere mit dumme nummer.

Her er Sonjas vindervideo. SONJA er 19 år og fra Aalborg.

Her er Kingas vindervideo. KINGA er 21 år og fra Brønshøj:

Tusind tak til de andre deltagere også, der på to døgn fik klippet en masse fallossymboler sammen: Søren Boll – – “Sandbjerg”  – Rasmus Roos Lindquist  – David Fabricius & Simon Salmonsen  – Phillip Egede-Jensen –  Alexander B.P.  –  Mathias Bjerre SHM Productions –  Mix Madsen “mdeLigeia” Søren Østergaard – Axel Schlosser  – Allan Haley Nielsen – tryk på navnene for at se deres 1 minut lange videoer, der var kravet for at kunne blive valgt til at lave den endelige video til hele sangen. Hæver sproghatten et ekstra nøk for Rasmus der kaldte sit minut for en “lang teaser-video”… 

Vi har alle set naturfilm – nogen flere gigabyte end andre – hvor “jeg har en stor pik” er en virksom scorereplik. Nogen tror til sidst på det, det er den mandlige pendant til anorektiske modeller og silikonebryster. MEGAPENIS er den naive maskuline fantasi om at der findes en trylleformular – eller rettere tryllestav – der kan gøre alle andre enten lykkelige eller misundelige.

Tak og undskyld – PV.

Penisvideo

By Music

10.000 kr. PÅ HØJKANT!

Jeg føler min nye sang MEGAPENIS har brug for en video. Og at den skulle ud indenfor fjorten dage for at give mening. Det kan jeg ikke nå selv at sætte i værk med mit sædvanlige hold. Derfor er der måske nogen af jer derude der ville kunne lave en video til det??? Opgaven er: illustrér nummeret på fedeste / sjoveste vis – uden at vise en ægte megapenis, for så lever den ikke længe på youtube…! Gør det ved at mixe, cutte, hakke og dreje eksisterende video/filmklip. Gerne tilsat grafik, tegning og animation. Ingen nye filmoptagelser – det skal vi ikke battle på.

For at det skal være overkommeligt, siger jeg: Lav video til DET FØRSTE MINUT af sangen og upload det inden mandag morgen, så vælger jeg dét bud jeg bedst ka’ li’. “Vinderen” skal så lave video til sangens resterende 3 minutter inden 22/2, og får altså så 10.000 kr. for det! Håber at finde nogle friske filmfreaks derude….!

Jeg forbeholder mig ret til at udråbe 2 eller 3 vindere der så dele præmien, hvis der er flere der er næsten lige gode, og den ultimative resultat opstår ved at bruge det bedste fra bidragsyderne – og så vil min faste videomand Jonas Risvig stå for at kombinere bidragene til een samlet video.

Det er under et døgn siden jeg skrev ovenstående opfordring på Facebook, og de første bud er allerede klar.

Allan Haley Nielsen:

Marie Dyekjær Eriksen:

Sonja Løvdal:

Du kan læse teksten til nummeret her, og Megapenis er til gratis download som del af EP’en Skuffesange lige her: PER.TV/SKUFFESANGE

Jeg glæder mig for vildt til at se jeres godt gennemklippede tissemandsjokes. TIL ARKIVERNE! Jeg udråber en vinder her i blogposten søndag aften kl. 22!

Ny EP…og nyt album!

By Uncategorized

Så vil jeg gerne invitere lige præcis dig til at streame eller downloade min nye gratis-EP SKUFFESANGE!

Du kan streame den på Spotify og alle andre services HER, og så har jeg lagt den til gratis download HER.

10409197_996256000402832_5366787607701157851_n

Titlen får det jo til at lyde som om det er materiale der længe har ligget og små-mugnet i skrivebordskuffen, og du derfor ikke må forvente for meget af det. Men det refererer nu til at det er de sange jeg skrev til DET STORE SKUFFEJERN. En teaterforestilling om “den bløde mands hårde odds”.

I oktober 2014 havde storyteller Per Helge, poetry slammer Peter Dyreborg og jeg premiere på forestillingen “Det Store Skuffejern” – mit første forsøg på at skrive og performe teater. Vi spillede ikke roller, og vi holdt os til vores egen genre – men alligevel var det meget anderledes; vi skulle skrive indenfor et skarpt afgrænset emne og få det til at spille sammen.

Der gik to år fra vores første tilfældige møde til stykket havde premiere. Per, Peter og jeg var blevet hyret enkeltvis til et show på Det Kongelige Teater i 2012, og efterfølgende sendte Peter os andre en mail hvor han konstaterede “at vi jo alle tre var ret fede, men at vi måske var endnu federe sammen?”. Vi mødtes og aftalte løst at lave noget sammen, og at overskriften skulle være om “den bløde mand”. Et år efter havde vi skrevet den første, 30 minutter lange prøveudgave. Den fik vi lov til at fremføre på Det Kongelige til samme arrangement som vores oprindelige gerningssted, nemlig den Kongelige Ballets tilbagevendende aften “Hübberiet”, opkaldt efter balletchef Nikolaj Hübbe, hvor udefrakommende kunstnere optræder imellem ballet-scener. Efter vores prøveshow hyrede de Kååångelige os på stedet til at lave en fuld forestilling.

Det var baggrundhistorien, her er lidt om de enkelte numre

Skærmbillede 2015-02-09 kl. 23.02.39

MANDEMANIFEST og BLØD FRONT er forestillingens start og slutning – to fælles “chants” fremført live af os alle tre. Ikke helt så vildt og virtuost som forlægget, Freestyle Fellowships “We Will Not Tolerate”, men det var også første gang hr. historiefortæller og hr. digter skulle springe ud i noget der mindede om rap…

GOKKEJERN var inkluderet på mit seneste album DNA der udkom i maj sidste år, og det første nummer jeg skrev til forestillingen. I denne sammenhæng fik jeg DJ Static til at lave et “live-remix”, altså ikke tilføje ny musik, men mixe, cutte og scratche i de eksisterende beats som han ville gøre til en live-koncert.

FREESTYLE #1 og FREESTYLE #2 var de steder i showet vi rakte ud til publikummet og bad dem komme på banen. I første akt spurgte vi alle mændene “hvad I har i jeres liv som I dyrker og elsker men som I ikke kan dele med kæresten”. I anden akt var det alle kvinderne der måtte byde ind med “hvad irriterer jer allermest ved jeres mænd?”. Det er jo lidt en stærkmands-konkurrence, og dermed totalt anti-skuffejerns-agtigt, at skulle holde rede på hele fem forskellige sætninger, og sætte dem meningsfuldt sammen til improviseret rap – men det gik godt de fleste aftener, og jeg føler at de to eksempler der er taget med her, godt kan holde til mere end eet lyt.

10405438_996770433684722_6715216283428564518_n

Det efterlader så de to sidste studieindspillede numre, som prøver at beskrive begge yderligheder af maskulin selvforståelse. MEGAPENIS er blandt det mest erigerede jeg har skrevet, og SKUFFEBLUES er den deprimerede og selvspankende modpol.

De to numre er jeg blevet så glad for at de også bliver inkluderet på næste album.

Ja.

Næste album.

Det er ikke bare løs snak om en-eller-anden-gang i en udefineret fremtid.

Jeg synes du som aktiv lytter skulle vide det før dem der bare glor med på Facebook og lignende – jeg er glad for at kunne benytte denne udgivelse til at kunne annoncere at jeg er klar med albummet TÆT den 20. april!

Overskriften og temaet for numrene er nærhed og især mangel på samme. Jeg tager afstand fra alle dem der tager afstand. Der er 14 spor, spilletiden er 43 minutter, og pladens producere er som følger: Embee (Sverige), DJ Large (Sverige), M-Phazes fra Australien (Eminem, Lupe Fiasco m.fl), Exile fra Los Angeles (Aloe Blacc, Blu & Exile m.fl.) og Stelios Phili fra New York (Kendrick Lamar, A$AP Mob) alle med to tracks hver, og fra Danmark Hans Solo, Nuplex og Tue Track med et nummer hver.

I marts udkommer førstesinglen “Tæt På” hvor Klumben hjælper til på omkvæd.

Og i maj og juni tager vi på en Danmarksturné til ti byer, og der håber jeg virkelig vi ses! Indtil videre håber jeg at du vil nyde disse “Skuffesange”, og at du vil dele den med andre mennesker af alle køn M/K…!