Skip to main content

Oktober 2019

By Music

Hilsner, jordboere. Så er der gået halvanden måned siden jeg opdaterede siden her sidst – lad os da lige gå på weekend og starte november ud med en opsummering af hvad jeg har haft gang i siden sidst.

19. september filmede vi en musikvideo på den afspærrede Dronning Louises Bro ved Søerne i København. Vi havde fem lydcykler med til at sørge for musikken, og derefter gik vi parade gennem hele Nørrebrogade op til Den Røde Plads, hvor vi sluttede med koncert tre timer senere. God spas – glæder mig til at vise jer slutresultatet.

Den 26. september havde Christiania sin 48 års fødselsdag  – jeg havde fået lov til at stå for programmet på Nemoland, og som en ekstra luksus bonus fik jeg også trykt en vinyl med aftenens optrædende! De 100 eksemplarer var udsolgt på under et døgn. Skud ud til Snarf.dk for det fedeste håndtegnede cover! Se forsiden her og bagsiden her. Og en snas fra koncerten her:

Vi havde en FEST på Nemoland i går hvor vi fejrede Christianias fødselsdag med et to timers hiphop deluxe show! Og du kan få en bid af musikken hjem på pladehylden. For at lire den ekstra op, fik jeg nemlig trykt en eksklusiv vinyl med alle optrædende! Numre m. Mund De Carlo, Klumben & Raske Penge, Al Agami, DjNoize, Pharfar, Annelise og mig selv. Kun 100 stk!! Det 'en til samlerne – og gode numre fra start til slut. Hvor hurtigt ryger den mon?!Købes her: https://rekords.net/index.php?route=product/product&product_id=30372

Slået op af Per Vers i Fredag den 27. september 2019

Stor TAK også til Jimi Holstebro for de fede tegninger vi smed på Instagram op til eventet – såkaldte “one line” tegninger, dvs. uden at løfte pennen fra papiret!

https://www.facebook.com/pvers/videos/413793792869526/

 

To dage efter Nemoballaden var jeg så indover et KÆMPE show på Rådhuspladsen i forbindelse med metroens åbning – med toogtyve cheerleaders, en operasanger, to akrobater, otte breakdance-børn og en masse proffe dansere – bl.a. Josephine Raahauge i den ene hovedrolle. Jeg havde så skrevet et nyt nummer og fem små spoken word stykker, og alt dette blev så fyret af på bare 18 minutter! Her er starten…

Klokken er 16 og Cityringen har nu kørt i præcis en uge 🙂

Slået op af Per Vers i Søndag den 6. oktober 2019

 

Det var de tre store projekter jeg fik fyret af. Derudover blev det til to podcast-interviews og to TV-optrædener:

Først Verden Ifølge Seriemagasinet på den nye podcast-portal Podimo. Halvanden times rigtig god snak uden overskrift men med undertoner. Som dette lille klip viser kommer vi vidt omkring… find den på Podimo app’en.

Dernæst gik jeg igennem Mit Livs Soundtrack med den gode vært Jacob, der fik lokket en masse minder frem. Det er netop er kommet online hos Heartbeats – to timers snak & musik, alt fra Slayer til Limahl… lyt det her.

TV-wise, så var jeg med i De Store Forfattere på DR med Mick Øgendahl. Se det her.

“Kender du typen der aaaldrig ville åbne sin private dør for et kamerahold?” – sådan skrev jeg lidt frækt men ærligt tilbage da Kender Du Typen en gang spurgte om jeg ville medvirke. Jeg har alt for høj blufærdighedstærskel og dårlig smag til at være med. I denne uge var jeg så med alligevel… på en måde.

https://www.facebook.com/pvers/videos/2598126983628422

“DEMOKRATISK MEDBORGERSKAB”

Derudover har jeg affyret 14 workshops på 3 uger. Østjylland er blevet kørt tynd på kryds og tværs. Jounalist Vibe Bregendahl og jeg har stillet 14 hold unge det åbne spørgsmål “hvad vil du gerne lave om?” – og derefter arbejdet med sjove, smukke, grimme, kreative måder at råbe omverden op på og komme igennem med sit budskab. Og det har ikke kun været for sjov. Vi opfordrede alle til at gå videre med deres ideer og lave korte youtube-videoer om dem. Næsten 40 videoer er blevet produceret, og den 14. november vil disse aktivistiske og kunstneriske projekter blive vist for rigtig ægte politikere på Egmont Højskolen i Odder, der skal lytte langt mere end de skal tale og dermed får et unikt indblik i hvad der er vigtigt for de lokale unge.

Og til slut så fyldte den gode Jonny Hefty sgu halvtreds år, hvilket skulle fejres med bravour og en sang med video. JONNY FIFTY kaldte vi vores hyldest. Go Jonny, go go go!

Til næste gang – PV

 

INVITATION TIL MUSIKVIDEO, KONCERT OG LYDCYKELPARADE

By Uncategorized

Jeg har fået den tossede og ambitiøse ide at lave en “lydcykelparade” hvor jeg sammen med mit live-crew (DJ og blæser-trio) går i optog gennem hele Nørrebrogade og fylder hele gaden med musik fra fem lydcykler! Hvad en lydcykel er? Se billedet.

De kan spille HØJT. Og ja – det hele er clearet med kommunen…! Vores parade bliver så til en ny musikvideo! Hele dette indlæg har eet formål, nemlig at spørge: vil du være med i den???

Alle aldre, farver, køn og typer er velkomne til parade og video-shoot – og efterfølgende koncert. Optagelsen er i morgen søndag fra kl. 14 til 17 hvor vi mødes kl. 14 for enden af Dronning Louises Bro (mod Nørreport), og festen munder ud i koncert med Per Vers feat. DJ Turkman Souljah og The Messing Link (blæsertrio) på Den Røde Plads kl. 17..30!

Jeg spiller nemlig koncert til Bilfri SøndagNørrebrogade i København. Det er den ene dag om året hvor Nørrebrogade er spærret helt af for trafik, og de lokale fylder den med boder af alle slags. Og hvor vi så også fylder den med god musik!

Det er kun de fem lydcykler der må være på hjul – så alle vi andre er fodgængere!

Hvis man er interesseret, skal man melde sig hos min koordinerings-kaptajn Annaannalibakpedersen@gmail.com! Man får “en lille ting” med hjem som tak for tiden…!

Kan vi samle 10 mand? Eller 100? Det er jeg meget spændt på. Del meget gerne denne opfordring på dine sociale, så vi kan blive talstærke og lave noget love og noget larm!

Her kan du se den lydcykel som Turkman Souljah kommer til at scratche på.

Smugkiks

By Uncategorized

I denne weekend havde vi det sidste show med holdopstillingen fra Knust Kunst Tour. Det var pà GrimFest i Aarhus, og Gaffa elskede det til 5 stjerner!

I den forbindelse vil jeg gerne dele “Smugkiks” med jer. På hele touren har vi spillet det samme ‘hjemmelavede’ timelange mix af hel rigtig musik op til showstart. Det er dette mixtape jeg nu offentliggør under titlen Smugkiks. En samling svedige danske sange, der ikke ligger på Youtube eller Spotify, men kun findes på vinyl og derfor kun kan nydes af en forsvindende lille del af det danske musikpublikum. Hvilket er en alvorlig skam

I arbejdet med Knust Kunst er det nærmest blevet en besættelse at finde fede danske plader, der aldrig er kommet med over i den digitale tidsalder. Dette er altså perler fra min pladesamling som alle godt kunne samples og blive til nye rap-numre, men som her serveres ‘råt’ som de var. 

(Hvis du ikke kender til Knust Kunst – så er det mit seneste album, hvor alle sange bygger på et dansk nummer, i de fleste tilfælde ‘glemte’ sange, som jeg har fået lov til at sample – albummet kan lyttes her

Disse er blandt de bedste, og der er flere “Smugkiks” volumes på vej med forskellig overskrifter. Den første kalder jeg “Hittegods”, hvilket betyder funky sange med catchy omkvæd, der i en perfekt verden blev skrålet med på af alle når de blev sat på til fest – men som i den virkelige virkelighed er totalt ukendte.

Her kan du se tracklisten og credits – og tryk HER for at lytte til Smugkiks

Uheldige Svin

By Uncategorized

Sidste udspil fra KNUST KUNST

En helt særlig griset video til en særlig udgave af “Uheldige Svin”. Tak til Rune Friborg og hans kæmpe hold for en vild indsats!

Websitet knustkunst.dk forbliver åbent, og fortsætter med at være en helt særlig måde at opleve Knust Kunst universet på.

 

I SKU’ SE

By Uncategorized

Endelig er dette nummer ude, som Esben og jeg kæmpede længe med. Dette er nok den femte udgave af dén sang! Samplingen af Marie Key der synger at “I sku’ se Per danse” var genial, men det var en kamp at naile den. Vi måtte indkalde Bastian Sjelberg på bas, Daniel Muschinsky på keys og Jacob Gurevitsch på guitar een gang til. Og for at de skulle blive RIGTIG disco ringede jeg efter hjælp hos Davide Rossi der lagde de sygeste strygere på og Soulkoret Shiva med de helt rigtige halvfjerdser-vokaler. Og SÅ var den der. Og nu er der video til!

TAK til hele video-holdet for storslået indsats! Steen Koerner for instruktion, Topper for filmning, Martin Jensen for klipning – og til de dansende pensionister, de ditto børn og Marvelous Mosell på gæste-running man!

Se videoen-bagom-videoen om den lidt specielle tilblivelse….!

Sådan har jeg ALDRIG lavet en musikvideo før….! Ude i morgen…!

Slået op af Per Vers i Onsdag den 8. august 2018

Her er den officielle pressemeddelse til singlen og videoen:

I SKU’ SE

“Vi ‘ikke født til at være perfekt
vi ‘født til at være ægte, bevæg din vægt
Acceptér den cookie
og skyd skylden på den boogie…”

I SKU’ SE er en hyldest til det uperfekte – om at gøre det grimt og gøre det alligevel.

Det er Per Vers i en helt ny lydkulisse – soulfuld halvfjerdser-disco med kæmpe kor og store strygere. Den tungetwistende tekst flyder over af selvironi i den seriøse sags tjeneste – at livet er for kort til selvhøjtidelighed.

“Groovet gør at jeg glemmer at jeg ‘usikker / så jeg danser som om ingen kigger”

Omkvædet leveres af en stemme de fleste danskere nok kan sætte ansigt på. Som fællesnævner for hele Pers længeventede albumprojekt “Knust Kunst” som er ude 7. september, bygger også dette nummer på en sampling af en dansk sang.

De hidtil udgivne sange – “Ha’ Det Så Ungt” (marts), “I Dag” (maj) og “Målløs” (juli) har skiftevis bygget på virkelig obskure, glemte vinylplader og mere kendte stemmer og hits. Førstnævnte på Annisette Koppels debutsingle som 16-årig, der kun findes på syvtommer, og sidstnævnte på det glemte Aarhus-hippie-orkester Janus & Venner. Den midterste tog sit forlæg i et velkendt hit, Carpark Norths “Transparent & Glasslike”. Her kommer inspirationen fra en mellemting – kunstneren er en af tidens største popnavne, men sangen er en overset juvel fra før hun blev landskendt.

Per Vers sad i sin tid og hørte Marie Key synge i en kirke på Nørrebro før hun havde en plade ude, og da hun nåede til en guitar-ballade om Pers navnebror, en lille dreng der gerne vil gå til dans – (sangen hedder simpelthen “Per”) – vidste han straks at DET måtte han da sample. Et års tid senere kom debutpladen fra Marie Key Band, Per fik et ja til at sample “Per” og fik acapella-sporene tilsendt, så der var fri leg med Maries stemme.

Den karakteristiske Key-vokal bliver nu sat i et dyrt lydende dansabelt univers, der mod slutningen tipper over i moderne trap.

“Og der ingen Nobelpris
hvis du afslører at jeg ikke har hofter som Elvis
De står og snapper selfies
med min bækkenbund som baggrund så’n helt tilfældigt”

Det fyger med avancerede rim og referencer i et tårnhøjt tempo med en Per V i topform. Blandt meget andet bliver Marvelous Mosells “Den Bedste Danser” citeret – og med vanlig Vers-sans for detaljer, så dukker Mosell da selvfølgelig selv op og leverer linien, både på nummeret og i videoen.

Den dertilhørende musikvideo er i øvrigt noget for sig. En af DK’s bedste breakdansere nogensinde, “Boogie Steen” / Steen Koerner, blev indkaldt som instruktør, og Steen valgte en usædvanlig taktik: at ringe til Ældre-Sagen og få oprettet et hold af pensionister der ville lære Steens specialiteter, popping, locking og tutting – udelukkende for at kunne slutte det tolv uger lange træningsforløb med at blive stjerner i denne musikvideo!

Hele Knust Kunst er produceret af Esben “ES” Thornhal, og således også I SKU’ SE. Det store kor der vrikker med stemmebåndene nummeret igennem er det ti mand m/k fra Soulkoret Shiva, og prikken over produktionen, det flotte strygerarrangement, er spillet og komponeret af Davide Rossi, der tidligere har stået for strygere hos alt fra Coldplay til Alicia Keys. Altsammen for at gøre det umuligt at stå stille…hvor grimt det end måtte være…!

“Så bare ta’ bedler
jeg har moves der veksler mønter til sedler
Pas på, det ka’ gi’ øjencancer
deres glugger dugger når jeg danser”

Håber I ka’ li’ det derude!! Her er links til streaming, incl. Soundcloud: TRYK HER. – P