Skip to main content

Kommende koncerter!

By Musik

Jeg har været så heldig at ha’ en riiigtig lang sommerferie – seks uger i allerlaveste gear – men NU er den ovre! Jeg var gæst hos tv-2 i går og i forgårs (billedet) – dejligt at rocke en mikrofon igen! OG! De næste par weekender spiller jeg for første gang i lang tid et par koncerter i eget navn – det glæder jeg mig rigtig meget til!

Her kan er en oversigt over de fire gange jeg spiller i de kommende tre uger!

First up: på fredag på Studenterhuset i ODENSE! Se videoen for info:

Skaldede sandheder fra barberstolen!

Slået op af Per Vers i Søndag den 13. august 2017

 

Og næste onsdag på Loppen i CHRISTIANIA! Se videoen for info:

København! Min gode ven og super-duper DJ skråstreg pianist Turkman Souljah og jeg laver et skræddersyet show på Musik Loppen på næste onsdag – og så kommer der nogen amerikanere der hedder Main Source Live og fremfører verdenshistoriens efter min lille mening bedste hiphop-album i fuld længde…! Tjek videoen for info – billetter kan købes her: Main Source (US) support Per Vers + DJ Typhoon

Slået op af Per Vers i Mandag den 14. august 2017

 

…og derudover spiller vi 26/8 spiller jeg til Svendborg Sound Festival, og 2/9 til Islands Brygges Fødselsdag

Til disse koncerter kommer jeg for første gang til at afprøve det kommende materiale fra mit næsten færdige projekt Knust Kunst – glæder mig til at se hvad I siger til det.

Jeg er alene på scenen kun bakket op af DJ. Odense er en 60 minutters koncert med DJ NOIZE på pladespillerne, de andre shows er ca. en halv time, hvor det er TURKMAN SOULJAH der er min musikmand.

Håber at se jer derude! – //PV//

Så Sundt Som Det Er Sagt

By Musik

Jeg var 17, jeg havde bøjle på tænderne, og jeg havde lige vundet Årets Rapper (DM I Rap). Der ringer en fyr og siger han vil lave en plade med mig og Sund Fornuft, og vi er sikre på det er telefonfis. Alene det at begrebet “telefonfis” har været uddødt i et årti, viser at dette er længe siden.

Pladen der kom ud af det kaldte vi for SÅ SUNDT SOM DET ER SAGT. Det er faktisk præcis 20 år siden i dag at den udkom. Og i anledning af dét – og at den har været udsolgt i 19 år og 9 måneder, genudgiver vi den!

Vi trykker 250 eksemplarer på sprød rød vinyl – og den kan forudbestilles fra NU af hos Run For Cover.

Jeg tænker på pladen som et “eksperiment” mere end et “mesterværk”. Det er et tidsbillede på dengang det hele var nyt og naivt, og “Så Sundt Som Det Er Sagt” lyder som intet andet hverken før eller efter. Vi har til lejligheden fået lavet dette lille sammenklip med hjemmevideo fra 1997 og omegn.

Efter jeg trawlede VHS-båndene fra dengang i gennem, var jeg på loftet efter den allermest støvede scrapbog, og har fundet en hel del fede avisudklip fra 1997, som kan læses her, her og her.

Derudover mindede mig scrapbogen mig om at pladen var meget længe undervejs. Og at vi var så undergrund (læs: amatøragtige) at vi i fuld alvor sendte pressebilleder ud hvor vi havde mad i munden og lukkede øjne. Og at vi lavede en pressemeddelse før vi havde lavet et nummer. Og at hele mit teenageværelse faktisk var eet stort Sund Fornuft graffiti-piece! 😀

Nå, men pladen fik 4/6 i Gaffa, 5/6 i Jyllands-Posten og 6/6 i Tjeck. Og ellers sagde folket:

“Noget af det mest sympatiske og personlige, dansk hip hop har præsteret” Politiken
 
“En kulmination på udviklingen indenfor dansk rap de sidste par år” – Macaroni Magazine
 
“En overfed plade. Dansk rap på en hidtil uset måde og et rigtigt højt niveau” – JAM magazine
 
“Denne plade introducerer den danske musikscene for et gigantisk talent i form af den enestående poet Per Vers” – Information
 
“På en skala fra et til ti giver jeg ni…millioner” Copenhagen Rap Spot
 
“En ny definition af dansk soul – det er Sund Fornuft!” – Nat & Dag
 
…ooog så var der sikkert også nogle dårlige anmeldelser, men dem har vi ikke gemt!!! 🙂

Linket til at købe en lille slice halvfemser-niceness finder du altså HER.

Til mine homies for life, Geert (Langemand) og Christian (DJ Møller) – tusind tak for dengang.

Mit Forår

By Musik

Åh, Facebooks fucking “for et år siden børstede du tænder, vi tænkte du gerne ville se det igen” minde-funktion. Den har i dag givet mig åndenød og stress ved at smøre dette billede ud i mit fjæs. Fotoet dokumenterer at det i dag er præcis FIRE år siden vi startede på KNUST KUNST projektet ude i The Village studiet i Vanløse…!

Jeg vil rigtig gerne præsentere det her for verden så snart som muligt, men jeg nægter at gå på kompromis. Ting ta’r tid og gode ting ta’r lang tid. Men nu skal det være. Så i denne tid arbejder jeg først og fremmest frem mod at få KNUST KUNST færdiggjort.

Men sideløbende har jeg i det sidste halve år også haft en del skriveopgaver, der allesammen er kommet ud i april og maj. Så her er et recap af de sidste to måneder, kære hjemmesidebesøgende. Kodeordene er ÅRHUS og JESUS

1) FYLDT OP

Folkekirken.dk bad mig om at skrive et nummer til deres påske-tema – det skulle på en eller anden måde handle om “måltidet som fællesskab”. Jeg bad det unge supertalent Emil Kruse om at stå for musikken, og det kom der dette nummer om Michelin-mad vs. hverdagssuppe ud af ->

(“Fyldt Op” musikvideo kan ses HER)

2. SKÆRMØJNE – et “visuelt digt” med musik af DJ Static. Static producerede min allerførste demo da vi begge var hhv. 16 og 18 år gamle, og blev mange år senere min tour-DJ i et par sæsoner. Han er nu blevet filmklipper og arbejder på M2 Film i Aarhus. M2 ringede og sagde at de havde fået penge til og mulighed for at lave en ambitiøs animeret kortfilm, der skulle projiceres op i kæmpeformat på deres bygninger ved Aarhus Havn – som åbning af en ny filmfestival ved navn T.H.I.S. Festival,

De spurgte om jeg ville skrive en spoken word ting på ca. 5 minutter, som skulle være grundlaget for filmen. Static stak mig et stykke musik, der lyder som en breakdance-venlig udgave af “Stranger Things” temaet. Og jeg skrev en tekst om – ja, om mange dystopiske ting og dystre sager, men overskriften er kunstig intelligens. Herefter blev hele SEKS hold animatorer hevet indover, til at sætte billeder til mine ord.

Over 20 mennesker arbejdede i to uger med værket, og det blev meget gennemført og overvældende flot, da det blev projiceret op i 8 x 20 meter. Jeg håber en dag at kunne vise jer alle den færdige film. Men her er i hvert fald lydsiden! Hør SKÆRMØJNE her:

3. SKABELSEN 2.0

…og så den lange. Jeg er hverken kristen eller opera-fan, men dirigent Christian Baltzer fik mig overbevist om at Joseph Haydns klassiske korværk SKABELSEN fra 1798 skulle opdateres og fordanskes – og at jeg var manden der skulle gøre det. Og så gik vi igang – de oprindelige 3 timer blev skåret ned til halvanden, og de tolv mellemstykker mellem arierne som hedder recitativer (ja, det vidste jeg heller ikke) og er der hvor handlingen skrider frem – skulle skrives om fra tysk opera til dansk rap og speak. En mega mundfuld!

Slutresultatet blev opført i Aarhus Musikhus’ smukke Symfoniske Sal – med 60 mand i symfoniorkesteret og 150 mand i koret. Arbejdsmængden har uden tvivl været på størrelse med et helt album. Seks måneders tænketid, tre måneders skrivearbejde og en måneds udenadslære – altsammen affyret på bare to aftener.

Jeg har forsøgt at skrive en dobbeltsporet tekst, hvor skabelsesberetningen sideløbende handler om et menneskes fødsel. Her er to anmeldelser fra Aarhus Stifttidende og Jyllands Posten. Lokal-TV-reportage fra “generalprøven” i Viborg kan ses her, og her fortæller jeg om skriveprocessen.

Og fint nok med gode anmeldelser – men mest indtryk gjorde et midaldrende par der måneden inden havde været inde og se originalopførslen af operaen og jublende sagde “Det var LIGE i Haydns ånd! Han ville have ELSKET det her!”

4. BARE KOM

Til sidst et nummer fra mit to år gamle album TÆT, som et hold unge homies M/K fra VIA Transmedia Aarhus på eget initiativ lavede en musikvideo til. Det er en nul-kroners-video, men sgu en af de flottere af slagsen!! Tak for det!

Den her glæder jeg mig til at se i færdig udgave!! Jeg har afleveret et seks minutter langt spoken word digt til Filmby Aarhus. DJ Static har sat musik til – og nu sidder der seks forskellige hold animatorer og laver en billedside til det som har premiere på fredag! Her er den første tester som jeg lige har fået tilsendt!

Slået op af Per Vers i Tirsdag den 18. april 2017

Så er vi vist igennem dette forår. Jeg burde helt klart ha’ delt alt det her ud over 3-4 blogposts, så respekt hvis du har læst til ende OG klikket, lyttet og kigget på alt!!

Inden sommerferien skal jeg være konferencier til Engage Festival, Kløften Festival og på Orange SceneRoskilde. Og så tager jeg rundt med gode gamle TV-2 over sommeren.

TV-2 tager på en af deres største turnéer i mange år med 26 stop. Jeg er med som gæstesolist på ni af koncerterne – første gang 2. juni til Skive Festival og så slutter turen 8. september til Fredagsrock i Tivoli i København.

Jeg håber vi ses derude….! ://PV

I ❤️CPH – og Clausen!

By Musik

NY VIDEO! Allstar lineup: ERIK CLAUSEN x WAQAS x WAFANDE x PER VERS: “I ❤️ CPH”

I dag fylder en af de helt store i min lille verden, hr. Erik Clausen, 75 år.

Jeg husker meget tydeligt en af min tidlige barndoms første voksenfilms-oplevelser, nemlig Midt Om Natten. Jeg havde aldrig hørt nogen snakke dansk som Clausens brovtne hustler når han skændtes med Kim Larsen. Men det var bare een ud af mange pletskud – listen over Clauserierne på lærredet er lang. Hele Danmark er på efternavn med ham, og jeg vil altid elske hans film for den rå, alvorligt varme humor der altid sparker opad.

Musik har han også lavet. Før der var noget der hed perkerdansk sang Erik det gebrokne omkvæd “Man er altid velkommen i Kobbenhakken, rødgrød med fløde og en over nakken”“Gæstearbejderens Farvel” der lå på Clausen & Petersen LP’en “I Storbyens Favn” fra 1978. Et rigtigt reggaenummer – på samme plade som hyggehymnen “Mormors Kolonihavehus”!

Gebrokkerne bliver genbrugt og genbesøgt på dette nummer vi udgiver i dag, og fødselaren synger for. Holdopstillingen er hård: Waqas fra Outlandish og Wafande besynger som sande sønner af 70’ernes gæstearbejdere den hovedstad de er vokset op i, mens jeg repræsenterer den absolut største anden etniske baggrund i København, nemlig jyderne. Den gode Pharfar har produceret, Nadia Gattas lægger kor – og omkvædet er altså genindsunget af manden selv!

Sangen og videoen er indspillet tilbage i efteråret 2011 – den var beregnet til en velgørende compilation af samme navn – I ❤️ CPH – som af uvisse årsager aldrig blev færdiggjort. Denne lille perle, incl. en færdigklippet musikvideo, har derfor bare ligget i skuffen og mugnet – og det har ærget mig lige siden dengang. Da jeg så i gårsdagens sladderpresse læste om Clausens runde dag, var det sgudda den perfekte anledning til at få det ud til verden – bagmand Jonas Rendbo og jeg fik på rekord-kort tid (ca. 20 minutter) fat i alle medvirkende, der straks sagde JA DA!

Og, som en naturlig tilføjelse: TILLYKKE CLAUSEN! Tak for mange gode oplevelser på skærm, lærred og lak.

Tak For Kaffe

By Uncategorized

Den brune drue. Institutionsbenzinen. Den kommunale crack. Vores samfunds sammenhængssaft. Denne uges TEMALØRDAG på DR2 handler om KAFFE, og jeg blev sjanghajet som programmets gennemgående figur.

Det gik umiddelbart meget godt, vi kom vidt omkring og resultatet blev både morsomt og meningsfyldt – synes jeg i hvert fald selv. Du må selv vurdere min debut som TV-vært – der er et stort fedt lækkert link til det én time lange program nederst i denne blogpost.

Grunden til produktionsholdet spurgte mig var selvfølgelig min gamle kaffeklassiker, min kopsang der nærmest blev en popsang, nogen ville kalde det en evergreen men det korrekte ord er selvfølgelig everblack – Black Power. Vi indspillede faktisk også en akustisk live-udgave af nummeret til programmet, som desværre ikke kom med. Men så er det jo godt jeg kan præsentere den som eksklusivt bonus-materiale her på siden:

Så er det på lørdag at jeg er vært på TEMALØRDAG om KAFFE på DR2. Titlen er "TAK FOR KAFFE". I løbet af programmet fremfører jeg selvfølgelig min gamle koffeinholdige klassiker "Black Power". Jeg hookede op under mit nye live-hold og lavede en akustisk version som vi her har fået lov til at snigpremiere. Del gerne, og tag en ven der holder af en kogende kop optur. Håber rigtig mange vil se med på lørdag!

Slået op af Per Vers i Mandag den 13. februar 2017

 

Lidt ekstra egenproduceret bonusmateriale der også vil fungere godt som opvarmning til selve programmet er disse fire mini-videoer (under 1 minut hver) med forskellige kaffe-relaterede citater fra verdenshistorien – lige fra Piet Hein til Paven. Sig ikke vi ikke gør os umage her på PER TV!

Se dem her: Video 1 – Video 2 – Video 3 og Video 4.

Og så til aftenens “main feature” 🙂

Vi brugte 10 optagedage til de endelige 63 minutter. Vi kommer vidt omkring:

…ja, selve papskiltet blev klippet ud, men vi nåede omkring alle programpunkterne! Blandt meget andet snakker jeg med the legendary Daimi om hendes Blå Cirkel-reklamer fra tresserne – hvorefter vi nedsvælger en Blå Cirkel fra 1971…!

…og jeg lærer at lave mad med kaffe som ingrediens af kongekokken Martin Guf – eller “Guf The Cock” som en starstruck Pelle Hvenegaard kaldte ham i en genial hjerneblødning, da Martin skulle lave mad til  50 Cent i Go’Morgen Danmark…

…men det kan du jo se selv via linket nederst. Min Black Power kop som du ser på alle billederne her ovenover har en ‘hovedrolle’ i programmet. Den har været udsolgt for evigt, men nu bliver den tilgængelig igen for en kort bemærkning. Du kan også købe den dope KAFKOP shirt jeg har fået lavet:

I aften kl 20 ruller DR2’s Temalørdag om KAFFE – jeg er vært, og min Black Power kop har en ‘hovedrolle’ – den har været udsolgt for evigt, men nu bliver den tilgængelig igen for en kort bemærkning. Samtidig har jeg fået lavet denne dope KAFKOP shirt.Vi kører begge dele som et super limited 24 timers tilbud – dvs. der bliver samlet bestillinger ind fra de vågne i bare eet døgn, og så trykker vi præcis dét antal kopper & trøjer som I first-movers måtte ønske – og derefter er det bare ærgerligt (for de andre)… :D Butikken er åben fra NU – og lukker søndag kl. 20! -> www.runforcover.dk/kafkop

Slået op af Per Vers i Lørdag den 18. februar 2017

 

Men det meget limited 24 timers tilbud lukker altså for evigt i aften kl. 20! Så køb din kop og/eller T-shirt inden da på www.runforcover.dk/kafkop

Og er det tid til “TAK FOR KAFFE” – DR Temalørdag om kaffe. Værsgo at trykke her: GO’ FORNØJELSE.